Det sagde Rasmus Seebach i den første tid med Julie: ”Det var faktisk lidt over stregen”
Allerede efter kort tid sammen var Rasmus Seebach slet ikke i tvivl om, at han skulle dele sit liv med Julie. I dag venter de sammen deres tredje barn.
Det var kærlighed ved første blik, da Rasmus Seebach mødte sin kæreste, Julie, på en skitur for 11 år siden.
Den i dag 43-årige sanger kunne nemlig allerede dér mærke, at Julie var noget helt specielt, også selvom han mødte mange andre søde mennesker på den tur. Det fortæller han i et stort interview i det seneste ALT for damerne, som er på gaden nu.
Derfor blev de to – på ægte 2013-manér – venner på Facebook, inden de tog hjem fra skiferien. Herefter gik der ikke længe, før Rasmus opdagede, at Julie havde fået nyt profilbillede.
”Nu var hun jo min ven på Facebook, så derfor så jeg, når hun skiftede sit profilbillede. En dag poppede der så et billede op af Julie, og jeg syntes, at hun så meget, meget smuk ud. Og det fik jeg altså sagt til hende,” fortæller Rasmus i det store interview.
Derfra gik det stærkt.
Ikke længe efter aftalte de to at gå en tur sammen på Frederiksberg, og den tur var så vellykket, at parret begyndte at se hinanden mere og mere. Rasmus oplevede her en følelse, han ikke havde prøvet før.
”Det var meget syret, fordi det bare føltes så rigtigt, så hurtigt. At møde et menneske, hvor samtalen bare glider, og hvor jeg aldrig føler, at jeg har sagt noget forkert, det var virkelig skønt. Sådan havde jeg det med det samme, da jeg mødte Julie. Jeg kunne bare sænke mine skuldre og være mig selv,” fortæller han til ALT for damerne om parrets første tid sammen.
Sagde det på en ferie
Rasmus Seebach og Julie havde kun kendt hinanden i kort tid, da de besluttede sig for at tage på en ferie til Thailand sammen. Faktisk var de to ikke en gang officielt kærester, da de sammen tog afsted mod de varmere himmelstrøg. Men det ville Rasmus lave om på.
”Vi lå på stranden og kiggede op på stjernerne, og det lyder nærmest som noget, nogen kunne sige i en film, men nu fortæller jeg bare, hvad jeg sagde,” siger Rasmus smilende til ALT for damerne og fortsætter:
”Når vi kommer hjem, så er det os to,” havde han sagt, helt konstaterende og uden at spørge, hvad Julie selv syntes.
”Jeg ved det godt, at det var faktisk lidt over stregen at sige,” fortæller en grinende Rasmus Seebach.
Den største lykke
Heldigvis lød svaret fra Julie dengang på stranden, at hun gerne ville være bare de to.
I dag har de dannet par i 11 år, og sammen har de to drenge, Holger og Helmut, og i Julies mave gemmer sig en lille pige, som kommer til verden til sommer.
Selvom der sker meget hjemme hos familien med små drenge i huset og et travlt arbejdsliv, er det vigtigt for parret at holde liv i kærligheden.
”Vi er meget klar over, at et forhold har forskellige faser. Engang var vi nyforelskede og havde meget tid til hinanden. Der tog vi på ferier, hvor vi nærmest bare sad og holdt hinanden i hånden. Men alting har sin tid. Jeg synes, det har været lige så stort et eventyr at tage hinanden i hånden og skabe en familie sammen – det er nok det største eventyr, jeg har været på,” fortæller Rasmus.
”Så kan det godt være, at der ikke er lige så meget plads til tosomheden. Men når vi sidder om morgenen, og det har været en hård nat, hvor ingen har sovet, så kigger vi alligevel på hinanden og tænker: ”Prøv at se, hvad vi har skabt”. Det er den største gave nogensinde at være så heldig at kunne skabe en familie,” lyder det fra Rasmus Seebach.
Læs hele interviewet med Rasmus Seebach i ALT for damerne, hvor han også fortæller om at tvivle på sine evner som far, om tabet af sin egen far og om sit arbejde med musikken til den nye forestilling ”Askepot – The Musical.”