Rasmus Tantholdt: ”Dét skubbede noget i mig”
Når verden brænder på, styrter Rasmus Tantholdt afsted for at reportere fra krig, kriser og andre katastrofer. Da han var yngre, gjorde han det for at få andres anerkendelse, men i dag er det noget andet, der motiverer ham.
Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?
"Da jeg var ung, ville jeg gerne have vidst, at den eneste, der sætter grænser for, hvor meget man skal arbejde, og hvor meget man skal drøne rundt, er en selv. Der er ikke nogen chef, der kommer og siger, at man skal skrue ned. Sådan fungerer det ikke. Så når man er ung og ambitiøs, er der stor risiko for at brænde ud. Det var jeg tæt på at gøre mange gange.
Derudover ville jeg gerne have sagt til mig selv, at jeg ikke skulle bruge så ekstremt mange kræfter på at opnå andre menneskers anerkendelse. Jeg brugte alt for lang tid på at drøne rundt i verden for at vise, at jeg er god nok til det, som jeg laver. Hvis jeg bare havde haft mere selvtillid og været mindre usikker, kunne jeg have sagt til mig selv, at det ikke betød noget."
Hvorfor tror du, at du i så høj grad søgte andres anerkendelse?
"Fordi jeg var usikker på mine egne evner. Jeg var usikker på, om jeg nu også var berettiget til det job og den rolle, som jeg havde. Jeg har aldrig stræbt efter at skulle være udenrigskorrespondent for TV2. Aldrig nogensinde. Det var slet ikke min ambition. Min ambition var at få lov til at beholde min elevplads på TV Midtvest, men så ringede TV2 en dag og sendte mig til Irak, og så tog det hele en drejning, som jeg aldrig havde tænkt på. Men det er klart, at når man er usikker, gør man alt for at bevise overfor sig selv og andre, at man faktisk er berettiget til at lave det, som man gør."
Hvornår gik det op for dig, at det er vigtigere, at anerkendelsen kommer indefra end udefra?
"Det gjorde det i 2011. Der havde jeg en meget ubehagelig oplevelse i Egypten, hvor mig og min fotograf var få minutter fra at få så mange tæsk, at vi ikke nødvendigvis havde stået her i dag, hvis ikke der var kommet nogen, som havde reddet os.
På det tidspunkt havde jeg forsøgt at overachieve og opnå anerkendelse i for mange år. Det betød, at jeg hele tiden gik tættere og tættere på ildebrandene. For jo tættere jeg kom på ildebranden, jo mere interessante historier kunne jeg lave – men jeg risikerede også at brænde mig noget så grusomt.
Det var sådan, at når jeg tog på en ny rejse, havde jeg en idé om, at jeg skulle gøre det mindst lige så godt som sidste gang, hvor chefen havde klappet i hænderne. Det skulle være endnu vildere, og så var det, at det næsten gik helt galt. Da jeg kom hjem fra turen til Egypten, fik jeg besøg af B.S. Christensen, som har coachet mig flere gange.
Selvom vi ikke har brugt meget tid sammen, har jeg altid en følelse af, at han kender mig. Den dag bankede han hånden ned i bordet og sagde: ”Rasmus, nu gider jeg simpelthen ikke mere se på, at du render rundt og forsøger at overbevise alle os andre om, at du er god nok. For forstår du ikke, at du er god nok?”. Det skubbede noget i mig."
Det var en meget konkret begivenhed, der ændrede det for dig?
"Selvfølgelig var det ikke fra den ene dag til den anden, men det var det, der satte gang i, at jeg begyndte at finde min motivation andre steder end i andres anerkendelse. Jeg stoppede med at bekymre mig om, at jeg ville miste mit job næste dag, fordi de lige pludselig fandt ud af, at jeg ikke var lige så god, som de troede. Og det blev tydeligt for mig, at jeg hele tiden havde hævet barren højere og højere for hver gang.
Til sidst kan man bare ikke komme højere op, og så falder man sammen. Man får hjertebanken, blåviolette læber og ligger på ryggen og snapper efter vejret. Det har jeg gjort flere gange på mine rejser. Men det kan min krop altså ikke holde til, og det er slet ikke det værd. Så sådan har det heldigvis ikke været i lang tid, for jeg har ikke haft stresssymptomer efter snakken med B.S. Jeg er blevet meget bedre til at bevare roen og trække vejret dybt – selvom der nogle gange er kæmpe stress på."
Hvornår har du været mest begejstret for dit arbejde?
"Når jeg har haft følelsen af, at det er vigtigt, det jeg laver. Eksempelvis da min fotograf Simon og jeg stod som de eneste skandinaviske journalister i Kyiv i de første allerkritiske uger. Jeg var selvfølgelig lidt utryg ved situationen, men jeg kunne også mærke, at det var vigtigt, og at det betød noget, at vi var til stede. Og det er det, der motiverer mig til at tage af sted igen og igen og igen."
Hvornår er det mest udfordrende?
"Når jeg savner dem derhjemme. Det er det allerstørste problem ved det her arbejde. Selvom jeg er skilsmissefar, og der er perioder, hvor jeg alligevel ikke ville se min søn, fordi han er hos sin mor, er der noget med den fysiske distance, der gør, at savnet bliver større.
Det samme til min kæreste, Natasja. Man savner selvfølgelig på flere forskellige planer, for min familie er også mine bedste rådgivere, men det er ikke helt det samme, når jeg er ude. De hjælper mig med at klare tilværelsen så godt som muligt, men når jeg er ude, er jeg chefen, og det er mig, der træffer beslutningerne alene, selvom jeg selvfølgelig taler i telefon med dem derhjemme.
Vi taler altid meget sammen, og de ved også, at de altid kan ringe til mig, hvis der er noget, de er bekymrede for. For selvfølgelig kan de være bekymrede, men det er slet ikke i en grad, der udgør noget problem. De har meget stor tiltro til mig og min dømmekraft."