Efterår i Odense

Efterår i Odense: ”Efter min mening er dette et perfekt sted at slutte sin aften”

For journalist Andrea Fredsøe Sørensen kalder november på rare indendørsaktiviteter og gode drinks i tusmørket. Her får du hendes bedste tips til hjemstavnen Odense, hvor der er rig mulighed for efterårshygge.

Tapas og teater

Momentum

Selv om Teater Momentum i Ny Vestergade er en lille kunstinstitution, er der få grænser for, hvilke optrædener det kan rumme. Momentum er nemlig kendt for deres modige og eksperimenterende tilgang til scenekunst. 

Under forestillingerne kan du nyde et lækkert tapasbræt med fynske råvarer, som bliver fuldendt med lidt sødt til ganen.

Se mere på Teatermomentum.dk og @teatermomentum

Keramik for begyndere

Yonobi pinch pot café

Det er aldrig for tidligt at begynde på julegaverne – og så er det genialt, når du kan have det hyggeligt samtidig. 

Yonobi keramikstudie har åbnet pinch pot café i fine, nye lokaler, hvor du kan slippe kreativiteten løs over en kop kaffe og snacks. Dump ind til et to-timers projekt, hvor du følger en simpel step-by-step guide, eller meld dig til deres mere dybdegående keramikkurser.

Se mere på Yonobi.com og @yonobi_odense

De bedste drinks

Bar-nu

Midt i Odenses restaurant- og barcentrum på Skt. Gertruds Stræde er Bar nu åbnet – en moderne, hyggelig flække med one-sip cocktails. Ikke nok med, at de serverer lækre og nytænkende cocktails, er der ofte spændende events at finde i deres kalender. 

Du kan for eksempel opleve dygtige gæstebartendere, restaurant-popups og dj’s fra stedets orange sofaer. Efter min mening et perfekt sted at slutte sin aften.

Se mere på Bar-nu.dk og @nu.odense

Om Andrea Fredsøe Sørensen, 23 år

  • Studerer journalistik på Syddansk Universitet og er i praktik hos ALT for damerne og Alt.dk. 
  • Oprindeligt fra Odense, men flyttede til København i sommers. 
  • Har altid gang i et kreativt projekt, om end det er med hæklepindene, blyanterne eller symaskinen, hvis hun da ikke er på secondhand-jagt.