Siden hun mistede sin søn, har én sætning været vigtig for Renée: ”Vi skulle lære at leve på en ny måde”

For to år siden stod Renée Toft Simonsen og stirrede ned i en afgrundsdyb sorg. Hun havde netop mistet sin 24-årige søn, Hugo Helmig, og tilbage stod en familie, der skulle lære at leve videre på trods.

“Vores familie døde for to år siden. Der var noget, der døde i os alle sammen, da Hugo forsvandt. Det var som et meteornedslag, hvor vi stod og kiggede ned i et dybt krater og tænkte, hvad er vi nu? Hvem er vi nu? Vi er stadigvæk den familie, vi har været hele tiden, men så alligevel ikke. Vi er en ny familie. Og hvordan er vi så den familie?”

Sådan fortæller Renée Toft Simonsen i et stort interview med ALT for damerne i forbindelse med, at hun nu er aktuel med filmatiseringen af sin børnebog “Børnene fra Sølvgade”. En fortælling, der blandt andet handler om at miste en nær og at skabe sig en lille, ny familie, som fungerer på sine egne præmisser.

Det kan Renée Toft Simonsen om nogen relatere til.

“Vi har alle skullet lære at leve vores liv på en ny måde, efter vi mistede Hugo. Som familie og hver især. Vi må på hver vores måde prøve at finde en mening med overhovedet at være her i verden, og vi må hver især finde en vilje til at tro på livet og på familien. Jeg har flere gange i løbet af de sidste to år sagt: ”Okay, vi må leve for de levende”.”

"Ikke tænke på det"

Selvom tabet af Hugo fylder alt i Renée Toft Simonsens tilværelse og har ændret hende fundamentalt, er der alligevel en del af hendes kerne, som stadig er den samme. Hun er den samme bramfrie, århusianske psykolog, forfatter og manuskriptforfatter, som hun hele tiden har været, fortæller hun til ALT for damerne.

Men der er også kommet et nyt lag til.

“Jeg kan mærke, at jeg er sårbar på en anden måde. At jeg har forandret mig.”

“Altså, jeg har altid været god til at ryste tingene af mig og komme videre. Og der kan jeg godt mærke, at det kan jeg sgu ikke længere på samme måde. Men jeg er også god til fortrængning, og det er jo en vidunderlig, vidunderlig psykologisk mekanisme. Jeg tror ikke, vi kunne holde ud at være på den her jord, hvis fortrængning ikke fandtes. Vi kan jo sidde og se noget helt forfærdeligt i nyhederne og så gå hen og hente en pose chips og tænke på noget andet. Det er fortrængning. Og jeg har virkelig haft det sådan de sidste to år: Ikke tænke på det. Ikke tænke på det. Ikke tænke på det. Ikke tænke på det.”

Human doing

For at holde tankerne på afstand har Renée Toft Simonsen begravet sig i gøremål. Hun ser Netflix, strikker, finder søpindsvin og ordner have. Hun skriver også en masse og bruger tid med de små lys i tilværelsen; hendes fire børnebørn.

På en eller anden måde har Renée Toft Simonsen ændret sig fra et være ”human being” til at være ”human doing”. Og det har hun fundet en vis ro i, fortæller hun til ugebladet.

“Så længe mit hoved og krop er optaget af noget, kan jeg holde tankerne på afstand. Det er min måde at håndtere det svære på. Der er sikkert tusind andre måder, man kan gøre det på, og der er nok nogle, der vil sige, jamen du skal ikke holde tankerne på afstand, du skal gå ind i dem og bla bla. Og ved du hvad? Det skal folk overhovedet ikke bestemme, og det kan jeg ikke tage mig af. Jeg kommer til at gøre det her, sådan som jeg kan gøre det.”

Læs hele det ærlige og sårbare interview med Renée Toft Simonsen i ALT for damerne nummer 40. Her fortæller hun også om sin nye film, om et stort clash i livet og om kærligheden til Thomas Helmig, der også har skullet overleve den sorg, tabet af Hugo efterlod.