Havet tog Ries mand: ”Vi levede med angsten, selv om vi ikke sagde det højt”

Hun havde haft en underlig følelse i maven hele dagen. Som om der var et varsel i vinden.

Noget ildevarslende i måden, den rev fat i træer og buske og jog hylende gennem gaderne.

Læs også

Han var den yngste landsdækkende nyhedsvært nogensinde - 24 år senere tog han et stort valg

"Vi, der var gift med fiskerne, levede jo altid med angsten for et forlis, selv om det ikke var noget, vi talte højt om. Og når vinden blæste op, voksede den angst sig kun større. Vi sagde ikke noget, når vi mødtes i Brugsen eller hentede vores børn i skolen. Men vi vidste godt, hvad den anden tænkte," siger Rie Bæk.

Men lige den dag kunne hun ikke lade være med at sige det højt. Det var bare en enkelt sætning:

”Jeg håber, de snart kommer ind.”

Det gjorde de aldrig.

Lys i mørket

Ries mand, Bjarne, var om bord på den kutter, der natten til 1. december 1981 forliste ud for Hirtshals Havn. Et redningsfartøj stævnede ud for at komme de nødstedte til undsætning, men bukkede under for de ekstreme vejrforhold, og i alt ni mænd mistede livet. Skibbruddet fik en plads i historien som et af de mest tragiske og opsigtsvækkende i nyere tid. Ikke mindst fordi redningsfartøjet – det nyindkøbte RF2 – var erklæret synkefrit.

For Rie og hendes på det tidspunkt tre sønner var tragedien imidlertid først og fremmest personlig. Et voldsomt tab, som slog deres liv ud af kurs. Nu – godt 40 år senere – har hendes fjerde og yngste søn, efternøleren og filminstruktøren Christian Andersen, lavet filmen 'Synkefri'. Om forliset og den sorg, der ramte byen og de efterladte. Heriblandt hans mor og brødre.

"Vi er meget stolte af ham," siger Rie.

"Hans storebror, John, siger, at hvis ikke far var død, så havde vi jo aldrig fået Christian. Og det er også sandt. Han var et lys, der kom ind i vores liv. Og det er han stadig."

Et hus uden far

Dengang i 1981, da vinden flåede i Hirtshals, kunne Rie ikke falde i søvn. Og da helikopterne begyndte at cirkulere over byens tage, hoppede hun ud i bilen for at køre ned til havnen.

Hun nåede halvvejs, før hun stoppede og vendte om.

"Man kører jo ikke fra sine børn. Og drengene lå hjemme i huset og sov. Lige der følte jeg mig splittet i to. For jeg ville også ned til Bjarne."

Efter at Rie kom tilbage til de sovende drenge, gik der ikke længe, før politibilen rullede op ved kantstenen. To betjente overbragte beskeden. Og snart blev familiens nybyggede hus fyldt med familie, venner og naboer.

I de tidligere morgentimer vækkede Rie sine drenge for at fortælle dem, at deres far var død.

Læs også

Iben Dorner: ”Dét kan være enormt svært ikke at tage det personligt”

"Det er det sværeste, jeg nogensinde har gjort," siger hun.

Flemming på 12 blev tavs og stille, John på fem ville bare i børnehave. Og Kenneth, der lige var fyldt otte, skreg højt og smed omkring sig med møbler.

"De reagerede meget forskelligt, som børn i forskellige aldre jo gør. Og jeg mærkede deres smerte så voldsomt, at jeg næsten ikke kunne mærke min egne," husker Rie.

"Mine følelser blev underligt ligegyldige, fordi alt i mig handlede om drengene og deres tab. Jeg kunne næsten ikke holde ud at gå ud på vores vej, hvor der boede en far og en mor i hvert eneste hus. For der boede ikke længere en far i vores."

Folk kiggede væk

Rie sagde nej tak til beroligende piller. Og græd kun alene og under bruseren, når vandet alligevel skyllede ned over hendes ansigt og krop. Og så prøvede hun at fortsætte et liv. Midt i radioaviser, tv-udsendelser og avisoverskrifter om den tragedie, hun befandt sig midt i.

Selv om hun og drengene delte sorgen med hele Danmark og resten af det lille fiskersamfund, hvor stort set alle havde en personlig relation til én af de døde, stod de også mærkeligt alene med den.

"Christian har sagt, at selv om redningsfartøjet RF2 viste sig ikke at være synkefrit, så var Hirtshals synkefri. Og jeg synes, han har ret. Hirtshals er en ukuelig by, som altid rejser sig. På godt og på ondt. Man dvæler ikke ved sorg, for man skal overleve og videre. Det ligger i byens og menneskenes natur, for det har altid været sådan," siger Rie.

"Men når man selv er hårdt ramt af sorg, er det også et svært sted at være. Jeg kan huske, hvordan folk trak over på den anden side af gaden, når jeg og drengene kom gående. Vi mærkede tavsheden og så dem vende hovederne væk. Der var kun få, som turde være sammen med os i sorgen. De er til gengæld meget betydningsfulde for mig. Også i dag."

Spejdede over havet

Det meste af vinteren forskansede Rie sig med sine drenge i huset. De sad tæt sammen i sofaen og slugte den ene VHS-film efter den anden. Især Jagten på den forsvundne skat med Harrison Ford som Indiana Jones kørte på repeat.

En landsindsamling blev startet til fordel for de efterladte. Og Rie kløede på med sit rengøringsjob. Drengene prøvede at finde deres ben igen. I skolegården og blandt de andre børn på vejen, der stadig havde en far.

Ligesom Hirtshals holdt de hovedet oven vande. Og da sommeren kom, kom lyset også.

"Vi længtes sådan efter det, at vi nærmest flyttede ned på stranden," fortæller Rie.

"Vi badede og svømmede og spillede bold. Nogle gange gik jeg i stå og kom til at stå og bare spejde ud over havet. Men jeg tror ikke, drengene lagde mærke til det. Det var en god sommer, fordi vi begyndte at leve igen."

Fotografierne kom frem

Godt et år efter forliset forelskede Rie sig igen. I en ung fisker. Og nogle år senere fik de et barn. Drengen, der for alvor bragte lyset tilbage i familien. Og som nu har lavet en film om den ulykke, der tog livet fra hans brødres far.

"Det lyder mærkeligt, men Christian har nogle gange været jaloux over, at han ikke var der dengang. Det er jo underligt at blive født ind i en familie, som allerede har levet et helt liv, før man selv er blevet til," siger Rie.

"På en måde har han samlet os om det, der skete, ved at lave en film om det."

Ries tre store sønner er glade for, at deres lillebror har fortalt deres historie, for det har sat gang i en svær samtale. Især Kenneth har haft svært ved at tale om forliset og tiden efter. Også i sit voksne liv.

"Men nu taler vi om det. Han var her forleden, hvor vi fandt de gamle fotoalbum frem. Og mappen med navnene på dem, der samlede ind til os dengang. Der er billeder af os alle sammen. Mig og drengene," siger Rie.

"Og billeder af Bjarne, selvfølgelig. De gør ikke længere ondt at se på. Ikke kun ondt, i hvert fald. I dag kan vi også smile og grine og mindes."