Rikke Hørlykke Klavs Bruun Jørgensen

Rikke Hørlykke om jalousi: "Bare tanken om, at Klavs var sammen en anden…"

Det har ikke altid været nemt at være i et parforhold, hvor begge har fået meget opmærksomhed. Det fortæller de to tidligere håndboldspillere, Rikke Hørlykke og hendes mand Klavs Bruun Jørgensen, til ALT for damerne.

Tidligere håndboldspiller Rikke Hørlykke og hendes mand, Klavs Bruun Jørgensen, mødte hinanden, da de var henholdsvis 18 og 20 år.

Men når man møder hinanden så tidligt i livet, er det ikke uden perioder, hvor man må minde sig selv om, hvorfor man netop har valgt at være sammen – og at man også bliver nødt til at give slip på hinanden, hvis det skal holde i længden.

Det fortæller parret i et stort dobbeltinterview i ALT for damerne.

”Der har da været perioder, hvor vi måske har glemt at gøre os umage over for hinanden og er blevet drevet i andre retninger. Jalousi fyldte meget i starten af vores forhold. Bare tanken om, at Klavs var sammen en anden…,” lyder det fra Rikke Hørlykke, der mødte sin mand gennem håndbolden.

De har begge haft en karriere som professionelle håndboldspillere, og det har betydet mange og lange ture til udlandet, hvor jalousien har kunnet få lov til at vokse.

Og for Klavs Bruun Jørgensen har det blandt andet betydet, at han indimellem ikke er taget afsted – af frygt for at miste sin kone.

”Jeg var på vej til Kiel for at spille på et tidspunkt, men det droppede jeg, fordi jeg tænkte, at hvis jeg gør det, så er det ikke sikkert, at jeg har Rikke resten af livet,” siger han til ugebladet.

Ingen er som Klavs

Ifølge parret har særligt den opmærksomhed, som de begge har fået i forskellige perioder fra omverdenen, gødet jalousien. Blandt andet har Klavs Bruun Jørgensen været træner for kvindelandsholdet indtil for nylig, og Rikke Hørlykke har medvirket i diverse tv-programmer.

Men i dag har de – efter 26 års samliv – lært, at blot fordi den ene får meget opmærksomhed, betyder det ikke, at den anden er på vej væk.

”Nej, det er vi langt forbi. Men da vi var yngre, var det klart noget, der spillede et puds en gang imellem,” siger Rikke Hørlykke og fortsætter:

”Så blev det sådan du-skal-satme-ikke-kigge-påandre-end-mig-agtigt. Men det lærer man at håndtere undervejs. Jo mere man lærer hinanden at kende, jo mere tillid opbygger man. Jeg har da prøvet at stå og tænke, at der var en eller anden, der så godt ud eller var dygtig til noget, og at det var lidt fascinerende. Og jeg ville da også være blåøjet, hvis jeg troede, at Klavs aldrig havde kigget på et par andre bryster eller en anden numse end min. Men jeg er i hvert fald altid nået frem til, at dem, jeg har kigget på, aldrig har nået Klavs til sokkeholderne. Og den konklusion kommer jeg stadig frem til. Det er overhovedet ikke det værd.”

Læs hele interviewet med Rikke Hørlykke og Klavs Bruun Jørgensen her, hvor de også fortæller om at blive gamle sammen, og hvordan de har kunnet holde liv i parforholdet i 26 år.

Fakta om parret

Rikke Hørlykke, 45 år

  • Selvstændig med firmaerne Hørlykke Performance, hvor hun tilbyder personlig træning, og Hørlykke Performance Online, hvor hun tilbyder online coaching og snart en shop med sine favoritter indenfor sundhed, livsstil og træning. Tidligere professionel håndboldspiller
  • Vandt EM-guld med kvindelandsholdet i 2002, OL-guld i 2004 samt Champions League og DM-guld i 2005.
  • Har arbejdet i reklamebranchen og medvirket i tv-programmer som ”Vild med dans”, ”Korpset” og ”Morgentræning”.

Klavs Bruun Jørgensen, 47 år

  • Håndboldekspert på TV 2. Tidligere professionel håndboldspiller.
  • Spillede fra 1994 til 2009 på herrelandsholdet. Fra 2015-2020 træner for kvindelandsholdet. 

Sammen har Rikke og Klavs børnene Aksel, 14, og Karla på 11 år