Rikke kom i voksenlære som automekaniker

Forkølelsen er et faktum, da vækkeuret ringer klokken 5.45. Slider mig selv ud af sengen og indser, at jeg måske har levet alene for længe, da kærestens tre minutter på badeværelset får mig til at småpanikke af morgenstress. Kys, ha' en god dag og farvel.

LÆS OGSÅ: Mie blev muslim: "Jeg ønsker, at mine børn bliver islamisk gift"

– Stjæl aldrig en kvindes badeværelse klokken mørk mandag morgen! Aldrig!, har jeg lyst til at råbe efter ham. Jeg lover mig selv at blive mere tålmodig. Snart.

Et lynhurtigt brusebad senere vækker jeg min skønne unge.

– Jeg er træt, mor, siger hun med langtrukkent æ.

– Bliv du bare liggende lidt, svarer jeg med min nyfundne tålmodighed og håber, hun står op omgående og går med ned.

Det gør hun. Mors pige. Tyk morgenkaffe med halvfed mælk. Rice Krispies, der snapper, knitrer og popper og blandes med fiberfyldte Havrefras til samvittigheden.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Det har jeg lært om kvinder og kærlighed

Det er første dag i dag. Jeg skal starte i praktik som automekaniker på Toyota i nabobyen og har aldrig været der før. Ud i bilen og af sted med blandede følelser. Det er altid underligt at møde på en ny arbejdsplads, men det bliver fedt endelig at lære faget ordentligt fra klokken syv til 16 ude i virkelighedens verden. Slut med skolens pinebænk.

Parkerer min Rover og åbner døren til værkstedet. Første indtryk: Gammeldags, lidt mørkt og hyggeligt smårodet. Ikke sådan et klinisk dødt operationssalsværksted, som man ser i reklamer. Heldigvis. Hilser på en mekaniker og præsenterer mig. Hilser på chefen, der viser rundt. Undrer mig pludselig over fraværet af sommerfugle i maven og må acceptere, at jeg er blevet ældre.

Og så er arbejdsdagen startet. Første bil på liften er en Toyota Yaris til almindelig service, og jeg lægger ud med at stå og kigge på, mens jeg spekulerer over, hvad der mon forventes af mig. Voksenlærling og kvinde. Jeg er godt klar over, at jeg ikke tilhører normen for en bilmekanikers praktikantpåhæng. Kort tid efter bliver jeg bedt om at hjælpe til med service af bremserne. Det kan jeg. Af med kaliberen, ud med klodserne, ind med cylinderen, rense og smøre og så på med det hele igen. Hurtig er jeg ikke.

På næste bil bliver jeg bedt om at justere håndbremsen. Det kan jeg også. Og det foregår IKKE inde i bilen ved at stramme kablet, som mange gør-det-selv-folk (læs mænd) tror. Glem det. Af med baghjulene, kammerater, der er ingen genveje. Skifter derefter olie og filter på bilen med specialværktøj, som jeg ikke fatter hverken op eller ned af, før jeg har fået grundige instruktioner.

Bedst som jeg føler, at det hele faktisk går meget godt, ryger jeg ud i kulden. Vi går over i en anden bygning, hvor der er mere lunkent end varmt. Der skal monteres dæk. Det kan jeg. Store dæk. De er til en RAV4 SUV og skal monteres på lækre 17" alufælge som vinterdæk. Det kan jeg ikke. Men efter en times tid i fugtig efterårskulde med rendende snuenæse og et sæt hjul mere kan jeg. Min venstre pegefinger har en fed blågrå klemmelus til at minde mig om lektionen en rum tid fremover. At slå balancevægte på tykke alufælge er et torturredskab kun overgået af nonstop Teletubbies. De små, lede zinkstykker flyver rundt om mig, og hammeren rammer mine fingre ved hvert tredje slag.

– Det nytter ikke at være nervøs, du skal slå hårdt, lyder det supergode råd, der resulterer i den dunkende finger.

Så får jeg øje på en større hammer, der ligger og glimter som en juvel på en hylde. Smak! Vægten sidder fast. Smak! Næste vægt sidder fast. Værktøj. Det er alfa og omega i min verden som mekaniker-wannabe. Jeg vågner ikke pludselig op en dag og er mand eller har armene fulde af kæmpemuskler. Jeg er mig og tilfreds med at være det, så jeg er nødt til at være kreativ og finde det rette værktøj til at kompensere for en maskulinitet, som jeg hverken kan eller vil have. Min første dag på Toyota er slut, og jeg kører til børnehaven, hvor jeg får mig et tiltrængt knus af små kærlige arme. Hjemme på sofaen snupper jeg mig en lynlur, for jeg er blevet træt med meget langtrukkent æ, og jeg drømmer dejligt om at have min helt egen kæmpestore, veludrustede værktøjsvogn.

LÆS OGSÅ: "Hvor finder os med lavt kondital, der elsker smørrebrød styrken til at melde os ud af det store motions-fællesskab?"

Min mentale håndbremsevending

39 år gammel og nyuddannet bilmekaniker. I mit forrige liv var jeg kun 37. Det var dengang, jeg lavede undertekster til tv som levebrød og kunne gå på toilettet uden at vaske hænder først. Det var også dengang, jeg kunne fortælle om mit arbejde uden at blive idioterklæret.

At gå fra et job med høj status til at ligge på ryggen under en rusten trailer og skifte håndbremsekabel virker som rendyrket vanvid. Det ved jeg. Mest af alt, fordi folk fuldstændig ucensureret fastslår det som et faktum, når de hører min historie. Men sandheden er en anden.

Der var engang, hvor jeg havde tre drømme. Jeg drømte om at blive forfatter. Jeg drømte om at arbejde med dyr. Og jeg drømte om at arbejde med biler. For at kunne rumme mine drømme, samlede jeg dem til én: Drømmen om en stor gård med et lille bilmuseum, en hyggelig dyrepark i miniformat og et skønt skriverum med udsigt over hele herligheden. Ærligt, men urealistisk.

En dag begyndte min krop så at sige fra over for det stillesiddende teksterjob og det ensformige arbejde med computeren. Til sidst havde jeg så stærke smerter, at jeg i travle perioder sad og tastede med tårer i øjnene. Da indså jeg, at jeg var tvunget til at finde en afkørsel og dreje ind på en ny levevej, og samtidig med at jeg blinkede til højre, tænkte jeg højt: – Jeg burde være blevet mekaniker.

Ti sekunders stilhed.

– Hvorfor bliver du det ikke bare nu? spurgte min datter med blændende indsigtsløs børnehavebarnslogik.

Jeg har sjældent følt mig så dum. Min hjerne kæmpede febrilsk for at finde saglige argumenter til at fastholde min position som den voksne og velovervejede. Ti minutters stilhed. Da jeg kom hjem, sendte jeg en ansøgning til en voksenuddannelse som mekaniker. Og blev optaget.

LÆS OGSÅ: Ingen vidste, hvor utrygt der var i Lotus Turélls barndomshjem

Den sorte skole

Ved du, hvordan man ser forskel på en voksenlærling og en erfaren mekaniker? Den erfarne mekaniker klør sig ikke i ansigtet med sorte fingre. Læreren Gert peger opgivende:

– Nu har du gnubbet dig i ansigtet igen.

Suk. Jeg går ud og vasker de fedtede, sorte pletter af næsen. Lidt efter står jeg med benzin rendende ned ad armen og ind i armhulen, mens jeg hiver og slider i en stædig slange for at få brændstoffilteret løs. Gert griner. Han har set både bedre og værre elever end mig, men ønsker sig uden omsvøb, at jeg turde trække til. Klassens stærke dreng driller med et kærligt glimt i øjet:

– Du må træne dine muskler, siger han på sit charmerende jamaicaner-svensk og klemmer om min overarm.

Som enlig mor på SU med langdistance-weekendkæreste og over 100 kilometer til skole virker tanken om svedige timer i et fitnesscenter mere utopisk end min drøm om et zoologisk bilmuseum med indbygget skribentparadis. Jeg er nødt til at blive sej af selve jobbet. Stædigt flår jeg i slangen af fuld kraft. Plop! Slangen er løs, og mine knoer pisbløder, fordi jeg banker dem mod en rusten kant. Av!

Seks måneders elevtid senere hamrer jeg igennem med den dertil indrettede, når jeg skal slå bremsetromler og kugleled løs. Jeg har lært, hvornår rå vold løser problemer. Jeg har også lært, at der er så meget at lære, at jeg aldrig lærer det hele. Ingen mekaniker kan være dygtig til alt. En frustrerende indsigt.

I arbejdet med moderne biler skal man både være elektriker, it-medarbejder, smed, glarmester, metalsnedker og servicemedarbejder. Mindst. Og så forandres tingene konstant. Bilerne får nyt teknisk udstyr og nye løsninger. Der opdateres og udskiftes, forbedres og effektiviseres i ét væk. Alligevel forlader jeg skolen ved godt mod. Jeg har fået en praktikplads på mit lokale Toyota-værksted og glæder mig til at helbrede biler på fuld tid.

Farvel til en Japansk ø i Sverige

Vækkeuret ringer stadig klokken 5.45, men det udløser ikke længere panik. Jeg ligger tre minutter ekstra og dovner, for jeg har badeværelset for mig selv. Det med at blive mere tålmodig gik for langsomt, så jeg har valgt at blive min egen herre igen. Et hastigt brusebad senere vækker jeg min skønne unge.

– Allerede..., mumler hun ind i bunken af bamser.

– Du må hellere komme med ned, svarer jeg med min gamle utålmodighed og venter på, at hun står op.

Vi går ned ad trappen hånd i hånd. Mekanikermor og skolepigen. Der sker meget på ti måneder. Bomstærk morgenkaffe med fuldfed mælk. En kop yoghurt til at kickstarte poden og en skål Havrefras til at holde mig kørende til morgenmadspausen. Det er sidste dag i dag. Efter min praktiktid har jeg arbejdet fem måneder som vikar hos Toyota, men nu er alle de faste folk tilbage, og der er ikke arbejde nok til mig. Heldigvis skal jeg hjælpe til en dag om ugen på et værksted for engelske biler i alle aldre, indtil jeg finder et fast job. Jeg elsker engelske biler. I alle aldre.

Ud i bilen og af sted med blandede følelser. Det er underligt at stoppe på en arbejdsplads, man er så glad for. Parkerer min Toyota og åbner døren til værkstedet. Sidste indtryk: Lidt gammeldags, hjemligt og fuld af folk med kærlighed til biler, kunder og kollegaer. En verden tydeligt påvirket af en sympatisk japansk kultur, hvor kvalitet og høj service stadig er ædle mål.

Tiden på Toyota har været noget særligt. Jeg er blevet vant til bilerne og kender deres særpræg. At montere trækkrog er ikke længere en fummelfingret heldagsforestilling, og jeg kan skifte en vandpumpe uden at give chefen mavesår af stress over ødelagte tidsplaner. Min kronisk observerende kvindehjerne har også gjort mig til en slags frivillig værkstedshusmor, der automatisk holder styr på de andres forlagte værktøj. Som værkstedsklovn har jeg ufrivilligt underholdt kollegaerne med flere fænomenalt flove fadæser. Som den dag jeg spontansvejsede med min lednøgle, så gnisterne fløj, fordi jeg glemte at koble batteriet fra, før jeg løsnede plusledningen på generatoren. Kortslutning, gnist, varmt! Jeg overlevede. Bilen måtte genoplives.

I dag er der stille på værkstedet. Jeg skifter olie, lapper et punkteret dæk og skifter pære på en gammel Corolla ude på parkeringspladsen, mens jeg med et anstrengt smil og afledende hyggesnak prøver at skjule for kunden, at jeg har lavet kluddermor af den genstridige snørklede clips, der holder pæren på plads. Indvendigt bander jeg på mit bedste svensk og overvejer at lime skidtet fast. Klik! Så sidder den rigtigt. Jeg undertrykker et sejrsbrøl.

Ved fyraften siger jeg farvel og prøver tappert at se glad ud. Min sidste dag på Toyota er slut, og jeg kører til skolen, hvor jeg får mig et tiltrængt knus af små kærlige arme. Næste uge venter de gamle englændere og jobsøgning. Livet er fuldt af nye muligheder. Og verden er fuld af værktøjsvogne.

LÆS OGSÅ: Søren Østergaard: "Jeg valgte kærligheden frem for barnet"

LÆS OGSÅ: "Jeg var 100 procent sikker på, at jeg skulle dø"

LÆS OGSÅ: "Mine børn var ikke nogen ups'ere, og jeg har aldrig tænkt, at de skulle være en begrænsning"