"Jeg skrev til min søn på Facebook, efter han var død"

Rikke Lyse mistede sin 23-årige søn, Christopher, i januar 2016. Et par dage efter hans død skrev hun følgende statusopdatering på Facebook:

D. 5. januar kl. 11.30 cykler Christopher glad afsted til arbejde – solen skinner, minderne om deres fest med vennerne nytårsaften og følelsen af, at livet ligger åbent har sikkert fyldt hans hoved med glæde og varme. Han har kun cyklet 75 meter og skal ligeud, da en lastvogn tager ham med i højresvinget og dræber ham på stedet. Flere vidner har nu fortalt, at han var livløs, da de trækker ham væk under lastvognen [...]

Vi forstår det simpelthen ikke – det kan ikke være rigtigt. Først da vi ser ham ligge der.. livløs... går det op for os for alvor. [...] Jeg holder om ham, og første gang jeg kysser ham på panden er den stadigvæk lidt varm. Mine tanker kører i hak "ikke min søn, ikke Christopher"!!! [...]

Vi skal prøve at komme tilbage til noget, der ligner en hverdag – men vores liv bliver aldrig det samme uden dig Christopher... Vi har elsket dig herfra til månen og tilbage igen og vil altid gøre det, skat.

Lige siden Christophers død har de sociale medier – og særligt Facebook – haft stor betydning for Rikke i hendes sorgproces. For hun har altid haft brug for at sætte ord på det, der gør ondt. Og det kan Facebook hjælpe med.

– Jeg har altid skrevet, hvis der har været noget, jeg har tænkt meget over. Det er en slags terapi for mig. Men jeg har da efterfølgende tænkt, hvordan kunne jeg dog sætte mig ned og skrive den status så kort efter ulykken. Jeg var totalt i chok, alle var i chok. Det er man i sådan en situation, men på en eller anden måde var det en god måde at få arbejdet med det, være i det. Det holdt mig klar i hovedet at sætte mig ned og skrive.

Og klar i hovedet måtte Rikke være. For ikke nok med, at hun havde mistet sin søn, skulle hun også tage sig af sine to døtre, der havde mistet deres bror. Og Christophers kæreste. Og Christophers venner. Sorgen havde ramt mange, og derfor blev de lange statusopdateringer Rikkes måde at bearbejde sine tanker – men også en måde at nærme sig den søn, hun på tragisk vis lige havde mistet.

– Både jeg og Adéle (Christophers kæreste, red.) brugte Facebook meget. Særligt lige efter Christophers død. Når vi lavede statements, skrev vi det underforstået til ham, som om han kunne høre det eller læse det. Det er egentlig lidt mystisk at tænke på nu, for hvorfor gør man det? Men det var ligesom et talerør til ham. Hvis jeg på nogen måde kunne komme i nærheden af der, hvor han var, var det dér. Her kunne jeg skrive til hans profil – og til ham et eller andet sted. Hvor skulle jeg ellers gøre det?

LÆS OGSÅ: Præst Kathrine Lilleør: "Jeg tror på et liv efter døden"

Facebook som mindested

Christophers gravplads er fin. Der er planter, tre små abefigurer, som han havde fået af sin bedste ven Mikkel, og en statue af en løve, for det var Christopher. Både i stjernetegn og som person, fortæller Rikke. Selvom gravstedet er gjort personligt, har Rikke på intet tidspunkt følt, at det var hendes sted.

– Jeg besøger gravstedet, men jeg føler mig lidt fremmed. Det er hans fars sted, og det er fint nok. Mit mindested har blandt andet været Facebook, hvor jeg har kunnet skrive og kommunikere med andre. Jeg har en tendens til at tænke, at han ikke er på gravstedet. Han er jo her, siger hun og peger på sit hjerte.

Siden Christophers død har Rikke følt, at det var hendes opgave, at han ikke blev glemt. Derfor er hans Facebook-side heller ikke blevet lukket eller gjort til en mindeside. Nej, ingen skal pille ved noget, heller ikke selvom det er 1,5 år siden, han døde.

– Det er et meget ømtåleligt emne. Hvis der var nogen, der sagde til mig, at hans Facebook-profil skulle laves til en mindeside, ville jeg sige nej. Ikke endnu. Det er for tidligt. Sådan havde jeg det også med hans gravsted. Hvis nogen flyttede noget lige efter hans død, gik jeg amok. Hvis planten ved hans grav var blevet rykket, blev jeg så vred. Det lyder vanvittigt, men ingen skulle stikke, rykke, træde eller gøre noget ved hans grav. Det var et fredet område. Jeg ved godt, han er ikke her mere, men det er det samme med Facebook. Der skal ikke pilles ved det. Det kan jeg bare ikke. Bliver hans Facebook ved et uheld lukket ned, vil jeg ikke gå i panik. Men jeg kan ikke få mig selv til at lukke den aktivt og bare sige: "Nå, det var det."

Rikke holder en pause.

– Spørgsmålet er, om vi nogensinde kommer til det.

Og det samme gælder hans mobiltelefon. Den blev – mærkeligt nok – ikke beskadiget under ulykken og er fyldt med Christophers musik og billeder. For hende er den "hellig".

– Jeg løste koden til telefonen, for jeg ville bare have, at den skulle låses op. Den var heldigvis ikke så svær. Jeg har ladet den være lige siden, men på et tidspunkt vil jeg kigge på den og overføre nogle billeder. Det er nogle gange vigtigt, at når man mister, forbliver ting og effekter, der har tilhørt den døde, som de var. Man skal ikke pille ved dem eller smide dem ud.

LÆS OGSÅ: Mette og Jakob mistede deres 1-årige datter: “Jeg tænkte, at Josefine var så lille, at jeg blev nødt til at gå efter hende i døden”

Et lys til Lyse

Efter Christophers død oprettede Christophers kæreste Adele en lukket Facebook-gruppe for familien og hans nærmeste venner. Den hedder "Beyond life". Gruppens baggrundsbillede forestiller Christopher, der anes i det fjerne, mens han går i en ørken. Alt er øde, og han er helt alene.

– Billedet er taget, dengang han rejste rundt i USA. Jeg synes, at det er et meget symbolsk og fint billede.

I gruppen er der lagt utallige søde beskeder, breve, sange og billeder ud. Blandt andet billeder fra Roskilde Festival af glade, unge mennesker, et billede, hvor kæresten Adéle har skrevet "Chris" i noget sand og så et billede, Rikke selv har lagt op.

– Jeg har lagt et billede ud af en engel, som han lavede i børnehaveklassen, hvor han selv har skrevet Christopher. Jeg fandt den ved juletid. Det var faktisk vildt, at han som lille kunne skrive sit navn, for der er altså mange bogstaver i Christopher. Jeg tænker bare, vidste han allerede dengang, at han skulle blive en engel før tid?

Der bliver stille.

– Det er sådan nogle surrealistiske tanker at have...

Generelt dvæler Rikke ikke ved billeder af Christopher. Hun søger heller ikke på ham på Facebook, men når der dukker noget op om ham på hendes startside, er det okay.

– Forleden dukkede der et mindebillede op, hvor han blev student. Det er seks år gammelt. Det påvirker mig selvfølgelig, jeg bliver ked af det, men på den anden side har jeg ikke noget imod at dele et billede, hvor han står med nogle venner og er blevet student. Der var også en video, hvor vi siger tillykke til ham.

– Men jeg sidder ikke og kigger på billeder af ham hele tiden, for så bliver jeg skør.

Det samme gælder den lukkede gruppe. I starten var der meget aktivitet, men nu bliver den mest brugt op til Christophers fødselsdag i august og ved juletid.

– Der var på et tidspunkt en af hans venner, der havde været på Bali, som havde sendt et lys til himmels til minde om "Lyse", som han blev kaldt. Det var så fint, siger Rikke og scroller længere ned. For der er mange, rigtig mange, søde og rørende minder i gruppen.

Rikke er sikker på, at hvis ikke hun havde haft Facebook, havde der nok været et andet sted, hvor minderne om Christopher kunne deles. Men lige nu skal hans Facebookside bare være der. Som den altid har været.

– Jeg føler på ingen måde, at han er levende. Desværre. Men jeg tror, at det kan være godt for os allesammen at blive mindet om ham på den måde, hvor der engang imellem popper nogle billeder op af ham. Det gør os triste at kigge på dem, men på den anden side, så giver det mig også en følelse af, at der er lidt af ham endnu.