Da Rose Svane fik knust sit hjerte, fik hun en idé: ”Der var en mening med det, kan jeg se i dag”

Kan en hæklebog indledes med en historie om et knust hjerte? Sagtens, hvis man spørger hækledesigner Rose Svane, der er aktuel med sin hæklebog nummer to.

For et par år siden fik hun sit hjerte knust så eftertrykkeligt, at hun i en periode ikke kunne andet end at trække vejret, se Netflix og gå en lille tur i ny og næ.

Læs også

Mette Blomsterberg: ”Det var smerteligt at se ham forandre sig, da alkoholen blev hans bedste ven”

Ikke engang den elskede hæklenål kunne Rose håndtere, og hun følte, at hun aldrig nogensinde ville blive sig selv igen. Men efter den akutte sorgperiode skete der noget. Langsomt begyndte hun at mærke sig selv igen, og pludselig blev en voldsom kreativitet tændt i hende. Ud af sorgen og med den store kreativitet voksede den fineste hæklede, røde taske, og med den idéen til den aktuelle hæklebog.

"Det er en mere personlig bog end min første, og den har karakter af en dagbog. Da jeg skrev min første bog, var jeg meget introvert og sad mest derhjemme og hyggede mig med at hækle, men siden er jeg blevet utrolig meget mere ekstrovert. Jeg har brug for at komme meget mere ud i verden, og det passer jo ikke helt så godt med håndarbejde som min tidligere introverte livsstil, så jeg skulle finde en måde, hvorpå jeg kunne få de to ting til at passe sammen. Det er det, bogen også er udsprunget af, for nu er jeg begyndt at tage hækling meget mere med mig igennem livet, og jeg bruger hækling som en dagbog.

Før var hækling mit liv, nu hækler jeg, mens mit liv sker. Derfor er der en lille historie knyttet til hver af de 15 opskrifter i bogen, og det er alt sammen noget, der enten er sket, mens jeg har hæklet den her ting, eller som jeg har siddet og tænkt på, mens jeg hæklede.

I den proces er det gået op for mig, hvordan hækling er et værktøj til at udtrykke sig helt sindssygt, og det er også derfor, at bogen hedder 'Hæklekunst', for kunst er jo netop at udtrykke sig gennem noget. At hækle er utrolig intuitivt, så det er perfekt til at køre noget direkte fra hovedet, ned i hænderne og ud i verden."

Roses hjerte er blevet helet, og i dag banker det i takt med hjertet hos en dejlig mand, som hun håber, at hun skal tilbringe resten af livet med, fortæller hun denne formiddag i sin lyse Nørrebrolejlighed, hvor mange af hendes fine designs gennem tiden er blevet til. Hun har hæklet i omkring fem år og lærte det oprindeligt af sin mormor, efter at hendes mor havde foreslået hende, at hun skulle få sig en hobby.

"Jeg havde første sabbatår efter min studentereksamen, og jeg følte ikke rigtigt, at jeg havde noget i mit liv. Ingen hobbies, ikke noget, jeg rigtigt gik op i. Jeg arbejdede bare som piccoline i den bank, hvor min far arbejdede, og jeg skulle have uniform på hver dag, hvilket jeg syntes var dødssygt. Jeg har altid brugt tøj til at udtrykke mig med, og det at skulle gå i uniform hver dag var bestemt ikke lige mig.

Min mor kunne se, at jeg kedede mig, og hun rådede mig til at få en hobby. Først tænkte jeg "gud, sikke et kedeligt mor-råd", men lige så snart jeg begyndte at hækle, kunne jeg mærke, at jeg pludselig fik indhold i mit ellers lidt tomme liv. Jeg blev bidt af det, jeg kunne se, at jeg var god til det, og jeg kunne mærke, hvordan der kemisk blev produceret lykkestoffer i min hjerne."

Det har altid været meningen

Rose havde en dejlig opvækst i Lyngby, hvor hun boede med sin mor, far og bror. Og med en masse forskellige kæledyr. Undulater, katte, hamstere og dværgskæggamaner, nogle små øgler, som Rose en periode var meget interesseret i.

Hun skiftede jævnligt interesser og blev altid bakket op i det, hun lavede. Også i den privatskole, hvor Rose gik, var der liv og glade dage. Der var plads til alle, og eleverne blev bakket op i at være lige præcis, som de nu var. Jo vildere, jo bedre. Det ændrede sig, da Rose kom i gymnasiet.

"Jeg troede, at gymnasiet ville være som den skole, jeg kendte, og at det også der ville handle om at udtrykke sig selv. Men allerede på tredjedagen fandt jeg ud af, at det bestemt ikke var tilfældet."

Hvordan fandt du det?

"Jeg havde lige præcis det tøj på, som jeg havde lyst til, og det fik jeg straks kommentarer på og kunne mærke, at her handlede det mere om at passe ind end om at skille sig ud. De fleste elever på gymnasiet var ”nogen fra noget”, og derfor blev det med det samme antaget, at min familie nok havde ”Svanekøkkenet”. Men altså, vi var bare en helt almindelig familie, min far var bankmand, og min mor var jordemoder på det tidspunkt, og jeg tænkte, gud, det er godt nok et vildt sted, jeg er havnet.

Lige så stille begyndte jeg at lukke ned for den åbne personlighed, jeg ellers altid havde haft. Det var på det tidspunkt, min introverthed begyndte, nok fordi det var en måde, hvorpå jeg kunne beskytte mig selv lidt. Jeg kunne mærke, at jeg faktisk havde det bedst, når jeg var alene."

Rose så det som et nederlag, hvis hun droppede ud af gymnasiet, så hun hang i og fik omsider huen på hovedet. Det eneste fag, hun havde kunnet lide i gymnasiet, var psykologi, og hun havde egentlig tænkt, at hun ville læse psykologi på universitetet. Hun søgte da også ind et par gange uden at komme ind, og samtidig begyndte hækleriet at tage fart.

Corona lukkede landet, Rose havde al tid i verden til at nørkle, og da den amerikanske influencer Emma Chamberlain købte nogle af Roses hæklede tasker og viste dem på Instagram, stak det helt af. Gyldendal meldte sig på banen med en bogkontrakt, og Rose parkerede tankerne om en boglig uddannelse.

"I begyndelsen fik jeg meget de der kommentarer, der gik på, om jeg nu ikke bare lige skulle tage mig en uddannelse for en sikkerheds skyld. Måske en designuddannelse i hvert fald. Så jeg endte med at søge ind på nogle designskoler, men efter en måned trak jeg ansøgningerne tilbage, fordi jeg tænkte, at det egentlig var fjollet at gå på en skole og lære noget, som jeg allerede var i gang med.

Læs også

Da Cecilie Schmeichel fyldte 30, fik hun en helt særlig gave af sin bror: ”Jeg bruger den til alt”

Mine forældre bakkede mig op i, at jeg skulle give hækleriet en chance, ja faktisk troede de nærmest mere på det, end jeg selv gjorde, og det var vildt fedt at mærke. I dag er det jo simpelthen mit fuldtidsjob at være hækledesigner, og jeg kan se, at det altid har været meningen, at jeg skulle beskæftige mig med noget kreativt."

Den klamme kommentar

Når man bladrer i Roses nye bog og kigger på hendes Instagrambilleder, kan man godt komme til at tænke, at det tøj, hun hækler, og som hun selv går i, udelukkende er for helt unge kvinder. Det er ofte gennemsigtigt, kort og sidder tæt til kroppen. Rose bliver lidt ked af det, når man tænker sådan, for hun vil gerne have, at alle kvinder skal kunne se sig selv i det, hun laver.

"Jeg gad jo godt, at der ikke var nogen, der sagde, ”nej, det tøj kan jeg ikke have på”. Det gør mig lidt ked af det hver gang, jeg møder sådan en bemærkning, for jeg håber virkelig på, at jeg stadig har lyst til at tage en gennemsigtig kjole på, når jeg en dag bliver ældre. For hvem er det egentlig, der har fundet på, at det MÅ man ikke? Hvem har bestemt, at det KAN man ikke?

Jeg har en idé om, at min bog er til alle, også til Birgit på 70 år, men jeg kan selvfølgelig godt se, at det især er ungdommen, der hiver fat i mine designs. I den nye bog har jeg dog flere ting med, som ikke er meget afslørende. Jeg har bl.a. lavet en top med rullekrave og et tæt sæt med nederdel og bluse. Alle opskrifter kan desuden skaleres op og ned i størrelse, så for mig at se er der noget for alle.

Jeg er vokset op med en mor, der altid har klædt sig fuldstændig, som hun har haft lyst til, og det har nok smittet af på mig. Men jeg kan da godt se, at nu, hvor min mor er 53 år, så tænker hun lidt mere over, hvad hun tager på. Så måske kommer det også til mig en dag, men jeg håber det ikke. Jeg kan mærke, at jeg gerne vil gøre lidt oprør mod det her med, at man mister værdi, når man bliver ældre.

Jeg vil ikke være usynlig på gaden – heller ikke, når jeg bliver ældre. Mit behov for at lave det tøj, jeg laver, handler netop om ikke at blende ind i mængden."

Hvordan har dit forhold til din krop været gennem livet?

"Jeg syntes, det var så mærkeligt at gå i puberteten, og jeg gjorde det rigtig, rigtig sent. Jeg havde det meget svært med at få bryster. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at skjule dem med stramme sports-bh’er, og jeg bad hver aften til, at jeg måtte komme til at se ud som min danselærer, som havde meget små bryster. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid været bange for the male gaze. At blive seksualiseret. Jeg vil godt selv styre, hvordan jeg bliver opfattet, og hvordan folk kigger på mig. Men det kan man jo ikke altid."

Fortæl om en oplevelse, du har haft omkring de her ting?

"Til nytår for tre år siden havde jeg en meget flot gennemsigtig, blå kjole på, og jeg havde undertøj på indenunder. Jeg kunne godt have fundet på ikke at have noget på under kjolen, men det havde jeg så alligevel.

Mine veninder og jeg havde spist middag sammen, og der havde ikke været nogen kommentarer overhovedet omkring mit tøj, men da vi bagefter kom hen til en fest, var der en fyr, der sagde: ”Hold da op, der er ikke overladt meget til fantasien”, da han så mig. Hvad? Til hvis fantasi? Det var sådan en klam sætning, og når jeg tænker tilbage, har jeg fået lignende kommentarer før, men lige den aften blev jeg bare sådan: Ej, stop lige en halv. Hvad er det for noget at sige? Jeg har den her kjole på hundrede procent for min egen skyld, fordi jeg synes, den er rigtig flot.

Læs også

Pia er 74 år og model: ”De siger til mig, at jeg er så gammel og så smuk”

Selvom jeg et kort øjeblik overvejede at skynde mig hjem og tage en rullekrave og et par bukser på, så endte jeg heldigvis med at stå op imod det. Ingen andre skal bestemme, hvad jeg skal tage på af tøj, ingen andre skal have lov til at forme mig. Jeg klæder mig ikke på for at få opmærksomhed eller for at fange andres blikke, jeg klæder mig på for at opnå et bedre forhold til min krop, og det gør jeg bedst ved at lade være med at skjule den."

Hvordan er dit forhold til kroppen så i dag?

"Jeg har det simpelthen så godt med og i min krop. Og det har ikke noget at gøre med, hvordan den ser ud. Jeg er bevidst om, at jeg er tynd, og jeg ved godt, at det kan være meget ”farligt” at tale om, for det at være tynd er jo desværre noget, der ofte bliver idealiseret i mode- og mediebilledet.

Men for mig har det aldrig været vigtigt at være tynd, og det er heller ikke noget, jeg gør noget for at være. Sådan er jeg bare. Det, der betyder noget for mig, er, hvordan det føles at være i kroppen, og det føles rigtig godt nu.

Jeg har dyrket sindssygt meget yoga, og for mig har det været nøglen til at falde på plads i kroppen. Det gør også noget for mig at sove nøgen – sorry, hvis det er for meget information, haha – men det har været med til at give mig et godt forhold til min krop. Og så er det altså også sådan, at jo mindre tøj jeg har på, jo tættere føler jeg, at jeg kommer på mig selv og min krop.

Derfor går jeg i det tøj, jeg gør, og jeg vil meget gerne være fortaler for, at alle skal have lov til at tage lige præcis det tøj på, som de har lyst til."

Han så sit navn i interviewet

Og så er vi tilbage ved den kæreste, som Rose fik sidste år. Den første rigtige kæreste nogensinde, faktisk. Hun er sikker på, at hun skulle falde helt på plads i sig selv, før hun kunne finde ud af at elske en mand.

"Jeg havde egentlig tænkt, at jeg aldrig nogensinde skulle have en kæreste, for jeg var ikke sikker på, at min egen frihed var værd at opgive for et andet menneske. Men så mødte jeg Jonathan."

Hun smiler.

Og hvordan mødte I hinanden?

"Sidste sommer var jeg med i et interview i Politiken, hvor jeg skulle nævne yndlingsmusik, yndlingsteater – alt sådan noget kulturhejs – og der nævnte jeg så min yndlingsjazzduo, Bremer/McCoy. Kort efter interviewet skrev Jonathan Bremer, som er den ene halvdel af duoen, så til mig og sagde tak for de fine ord

Jeg vidste egentlig ikke, hvordan han så ud, troede jeg, men pludselig kunne jeg huske, at jeg havde været til en koncert way back, hvor han spillede bas for Emma Sehested Høgh, og hvor jeg havde tænkt, at han var rigtig, rigtig flot. Han spurgte, om jeg ville med til en af deres koncerter, det ville jeg gerne, og så var jeg så taktisk klog, at jeg hev min far med, så der ikke var en veninde, jeg skulle være sammen med hele aftenen."

Hun griner højt.

"Og min far var skidegod, en fantastisk wingman, som pænt forlod mig efter koncerten. Det endte med, at Jonathan og jeg var ude til klokken fire om natten, og så har vi datet lige siden. For fem måneder siden spurgte jeg ham så, om vi skulle være kærester. Heldigvis sagde han ja."

Hvilken Rose sidder her i dag set i forhold til Rose før hækleriet?

"Det er en meget mere selvsikker Rose, vil jeg sige. De sidste fire års tid har jeg kastet mig ud i ting, jeg ikke helt vidste, om jeg kunne lykkes med. Og ja, så er jeg bare lykkedes med det, jeg har gjort. Selvfølgelig med en masse hårdt arbejde, det er klart, men jeg har haft det dejligt undervejs.

Jeg føler, at jeg er blevet et mere helstøbt menneske, og nu skal jeg nok lade være med at hæve håndarbejdet så meget op, men det har været lidt af en selvudviklingsrejse for mig. Selvudvikling kan man finde mange steder, i bøger, yoga, meditation – alle mulige steder – men altså også i håndarbejde."

Og det knuste hjerte er røget bagud i bussen undervejs?

"Ja, fuldstændig. Men der var jo en mening med det knuste hjerte, kan jeg se i dag. En sorgperiode er lidt som når en arm sover, lige pludselig begynder den at boble igen. På samme måde som min kreativitet begyndte at boble. Da jeg begyndte på bogen, havde jeg jo ingen idé om, at den skulle slutte med en kæreste, men jeg synes, det er blevet en sjov, rød tråd."