Anywear app

Rosendahl og Anywho-blogger lancerer gratis app

Ny app skal gøre det lettere og mere lækkert at shoppe brugt tøj på nettet.

Fejlkøb er et begreb, de fleste kvinder er bekendt med. Hvad man vælger at gøre med disse køb, er der til gengæld stor forskel på. Nogle gemmer dem bagerst i skabet, giver det til venner, smider det ud eller prøver måske at få det solgt.

Hvad end du er til første, sidste eller tredje løsning, så kommer der nu en app, der gør det lettere at få noget ud af dine fejlkøb eller de ting i klædeskabet, du ikke får brugt nok.

Bag app'en, Anywear, står en broget skare af mode- og mediefolk; Blandt andre Pernille Rosendahl, Stephanie Gundelach fra bloggen Anywho, TV-vært Emil Thorup og Kenneth Plummer.

Deres mission er, at det skal være lettere at få solgt brugt kvalitetstøj på nettet – via mobiltelefonen.

Noget under opsejling

Idéen til projektet startede for to år siden to forskellige steder. Stephanie Gundelach, der er en af tre kvinder bag en af Danmarks mest populære modeblogs, Anywho, havde gået og brygget på tanken om et salgssite i længere tid, da hun pludselig opdagede, at nogen var kommet hende i forkøbet; Pernille Rosendahl og hendes medstiftere.

- Shit, de har stjålet min idé, tænkte jeg. Og så er de oven i købet så frække at bruge navnet Anywear, fortæller Stephanie til lanceringen af sitet og app'ens endelig version på en fin lille café, der ligger ud til en spirende Kongens Have i København.

Hun valgte at kontakte manden bag Anywear og tilbød sin assistance. For som hun siger, "if you can't beat them, join them!". Det skete i begyndelsen af dette år og siden har det taget fart.

Et halvt år efter app'ens fødsel var det tid til at fejre den endelige app's lancering med brunch og logokage.

Et halvt år efter app'ens fødsel var det tid til at fejre den endelige app's lancering med brunch og logokage.

Med på vognen var blandt andre Pernille Rosendahl og Emil Thorup. Hvad de præcis har med mode at gøre, er måske ikke lige til at gennemskue for enhver, men faktisk var det lige præcis det, der gjorde, at Pernille Rosendahl er endt som medstifter af en salgsapp.

- Da jeg fik min søn for seks år siden, tænkte jeg, at jeg måtte udvide min viden. Så jeg søgte job hos Jens-Otto Paludan, (medejer af det digitale rådgivningsfirma Reload! og nu adm. direktør i Anywear). Jeg fik jobbet, fordi jeg slet ikke vidste noget om det område, men kan bruge den kreativitet, jeg kender fra musikbranchen, siger Pernille Rosendahl. I samarbejde med Jens-Otto Paludan udviklede de idéen til den app, du nu kan hente ned på din telefon.

Gør arbejdet for dig

Konceptet for app'en er at lette processen, når du gerne vil sælge ud af garderoben. I stedet for at skulle stå og fedte med kamera og computer, skal du nu kun fiske telefonen op af lommen.

Samme tilgang har holdet bag Anywear til hjemmesiden, hvor Stephanie Gundelach blandt andet har til opgave, at finde de lækreste sager frem fra de mange bunker af tøj, brugerne sælger på hjemmesiden og præsentere dem på en inspirerende måde, så folk, der klikker forbi, lettere kan finde cremen a cremen.

Månedligt vil hun desuden tage på besøg hos en bruger med særlig god smag, og der vil desuden være konkurrencer at vinde.

Fremadrettet arbejdet teamet bag Anywear desuden på, at betalingen også skal kunne foretages via mobiltelefonen. For som Pernille Rosendahl siger, så er det her fremtiden ligger.

Læs med i morgen på ALTfordamerne.dk, hvor Stephanie og Pernille deler deres tips til shopping på nettet.