Børnene betaler også prisen for krisen
Danske børn er ikke forkælede, med mange lommepenge. Faktisk har de danske børn oplevet lommepengene har været i frit fald de seneste to år. Det fremgår af en helt ny undersøgelse, som TNS Gallup har gennemført for Nordea. Og danske forældre skraber samtidig bunden i forhold til nabolande, når det gælder om at fastsætte lommepengeniveauet.
Fra september 2011 til samme måned i år har børn mellem 6-17 år oplevet, at lommepengene er udhulet med mellem 12 – 20 pct. Forældrene bruger i alt 910 mio. kr. om året på lommepenge, men havde lommepengene fulgtes med forbrugerpriserne siden efteråret 2011 skulle forældrene skyde 150 mio. kr. mere ind på "lommepengekontoen".
Så meget bruger vi på lommepenge
Ser man på, hvad vores børn får i lommepenge, er det en myte, at børn forkæles med mange kontanter, hvis man skal tro besvarelserne i undersøgelsen. De viser følgende fordeling af lommepenge per måned, ifølge forældrene:
44 pct. giver mellem 10-100 kr.
20 pct. giver mellem 101-200 kr.
12 pct. giver mellem 201-399 kr.
10 pct. giver mellem 400-500 kr.
5 pct. giver mellem 501-1000 kr.
1 pct. giver mellem 1001-2500 kr.
8 pct. ved ikke
Er børnepengene så øremærket til børnene?
Når der kommer børnepenge, er der så lagt op til en lille forbrugsfest for ungerne en gang i kvartalet? Nej, det er der ikke tegn på. Når børne- og ungeydelsen går ind på kontoen fire gange om året, er pengene som regel allerede regnet med i husstandens samlede budget. Tværtimod kan det være, at de voksne ser beløbet som et åndehul i økonomien, der kan bruges til lidt selvforkælelse.
Ifølge en pressemeddeles fra en erotisk webshop indkalder de altid ekstra mandskab for at klare efterspørgslen, når der kommer børnepenge, fordi forældrene bl.a. bruger pengene på "voksen" legetøj. Den tendens har virksomheden set i flere år!
Højt forbrug på børn er en myte
At børnepengene ikke nødvendigvis er øremærkede børnene, ser vi også på tal fra Danmarks statistik om bl.a. børnefamiliens budget for tøj og sko. Budgettet til mors tøj er større end børnenes. I snit bruger mor i børnefamilien 9.200 kr. på tøj og sko om året, mens der går 7.400 kr. til tøj og sko til ungerne.
Og her skal vi huske, at børnene vokser ud af tøjet hvert eneste år, det gør mor ikke. Hen over krisen har tøjbudgettet for såvel mor som børn dog fået kniven, men mors tøjbudget er stadig højest. Budgettet til spil, legetøj, hobbyartikler er også stagneret hen over kriseårene.
Så jo mange udgiftsposter har fået en tur med grønthøsteren de senere år, også børneforbruget. Derfor er det også en myte, at børneforbruget vokser ind i himlen og at børnene er tiltagende forkælede.
Se hele undersøgelsen på Nordea.com.
Ann Lehmann Erichsen
Ann Lehmann Erichsen, cand. jur., er forbrugerøkonom og ansat i Nordea. Hun vil jævnligt levere klummer om penge og privatøkonomi til ALTfordamerne.dk.
Hendes fokusområde er privatøkonomi. Via undersøgelser og analyser formidler hun den nyeste viden om danskernes privatøkonomi og forbrug.