Seks råd: Sådan kører du længere på literen
Benzinpriserne er historisk høje, og når bilen skal tankes op, er det en meget dyr fornøjelse. Se her, hvordan du selv kan spare lidt på den dyre benzin.
Højt dæktryk
Sørg for, at dæktrykket altid er korrekt – vælg gerne højeste anbefalede dæktryk. Du finder normalt dine dæktryksanbefalinger i din bils instruktionsbog eller på indersiden af dit tankdæksel.
Sæt farten ned
Når motoren er på hårdt arbejde, bruger den meget brændstof. Forøger du hastigheden fra 110 til 130 km/t. kan det let øge brændstofforbruget med 20 procent. Kør i højest mulige gear og prøv at holde en konstant hastighed – brug gerne fartpilot, hvis bilen har det.
Kør klogere
Hurtige accelerationer koster meget brændstof. Se derfor frem i trafikken og hold afstand, så du ikke hele tiden skal accelerere efter opbremsning. Rul evt. frem mod rødt lys.
Spar på energien
Sluk for udstyr som el-bagrude, aircondition og sædevarmer, når du alligevel ikke har brug for det. Undgå også at holde i tomgang – det er spild af energi. Sluk hellere for motoren.
Vælg andre transportformer
Overvej, om du af og til kan lade bilen stå og tage cyklen eller gå i stedet.
Køb den rigtige bil
Tænk også over på brændstoføkonomien, når du køber bil. I en bil med lavt forbrug sparer du penge på både brændstof og på ejerafgiften.