Pia Damsgaard Bach har en kur til dig, der er træt af at være single.

Ny "kur" giver dig et godt singleliv

KLUMME: Her - i denne premiere-udgave af min nye single-klumme på ALTfordamerne.dk - kan du finde ud af, om du har lidelsen "OIR"uden at vide det og læse mere om, hvordan den nyudviklede "Ryst røv-kur" kan helbrede dig.

Symptomerne på OIR: Et ukendt antal singlekvinder får hvert år tilsyneladende uforklarlige smerter i gluteus (på dansk: bagdelen). Sygdommen bliver af fagfolk til daglig blot omtalt OIR - Ondt I Røven.

"Størstedelen af alle OIR-tilfælde skyldes ufrivillig mangel på kæreste."

Årsag: Størstedelen af alle OIR-tilfælde skyldes ufrivillig mangel på kæreste og deraf følgende ensomhed, kedsomhed og bitterhed. Både forældre, samfund, venner og singlerne selv kan være skyld i de invaliderende smerter med deres fordomme om, at alle skal have en kæreste, og at singler er mindre værd end de mænd og kvinder, der er halvdele af et par.

De ramte bruger uforholdsmæssigt meget tid på at tænke på og ærgre sig over, at de aldrig kommer med til nogle sjove arrangementer, at alle de gode mænd er optaget, at mændene ikke forstår dem, at deres venner alle sammen har kærester osv...

Et liv med OIR

Hvis den ufrivillige mangel på kæreste ikke bliver afhjulpet eller lindret, bliver smerterne med tiden typisk så kraftige, at de pågældende singlekvinder afreagerer på forskellige måder. Tit sker det ved, at de græder sig i søvn aften efter aften, mens de krammer det pude- og dynesæt, som ellers blot ligger hånligt ubenyttet ved deres side. I sjældne tilfælde kan det også være større tøjdyr, der krammes.

En anden form for reaktion kan være generel bitterhed over for det modsatte køn udtrykt eksempelvis i datingprofiler eller forskellige dating-grupper på Facebook. Kommentarerne kan være forklædt som efterlysninger af partnere, men i virkeligheden er de slet skjulte svinere til mænd. F.eks.: "Hvor er ham, som ikke kun går op i udseende, store bryster og sex, og som kan finde ud af at være TRO mod sin kæreste?".

Hos nogle singlekvinder er den ufrivillige mangel på kæreste så slem, at de kaster sig ud i det ene korte forhold efter det andet i håb om, at DENNE gang er han den helt rigtige, lige indtil de IGEN finder ud af, at den nye mand også roder/prutter/ser fodbold hele tiden/snorker/lugter fælt/får sure tæer/har en lille diller, som han ikke aner, hvordan han skal bruge/indsæt selv andre belastende mande-egenskaber...

"Mange tror, at løsningen på problemet er at finde en kæreste..."

Ryst måsen

Behandling: Lykkeligvis kræver behandlingen af OIR kun i sjældne tilfælde lægehjælp. Mange tror, at løsningen på problemet er at finde en kæreste, men intet kunne være mere forkert, for denne behandling fjerner kun kortvarigt symptomerne, men kurerer ikke selve sygdommen.

Ved moderate OIR-smerter lyder kuren i stedet: Ryst røven. Kom ud, og mød nogle nye mennesker, snak med dem, dans med dem, drik dig fuld sammen med dem, løb, svøm eller byg Lego-byer sammen med dem. Når du bruger din tid og dine tanker på noget, du synes er sjovt, eller som du går meget op i, vil dine gluteus-smerter med tiden blive svagere og til sidst forsvinde helt. Du vil blive gladere, fordi du ikke hele tiden går og tænker på, at du ikke har nogen kæreste og spilder din hjernekapacitet på at undre dig over, hvad det mon kan skyldes.

"Som single på 7. år er det lykkedes mig at blive næsten helt fri for smerter som følge af OIR."

Min egen løsning

Som single på 7. år er det lykkedes mig at blive næsten helt fri for smerter som følge af OIR, selv om jeg har været hårdt ramt. Hvor følte jeg bare, at det var uretfærdigt og ikke mindst forfærdelig synd for mig, at jeg ikke havde en kæreste. Samtidig led jeg også af ufrivillig mangel på venner, der ikke havde travlt med at gnave i deres kærester eller presse babyer ud, hvilket ikke gjorde tilstanden bedre.

For mit vedkommende var det et vendepunkt, da jeg ved et tilfælde opdagede Ryst røv-kuren og begyndte at deltage i forskellige kvinde-netværk, hvor jeg mødte andre som mig, der også godt kunne bruge flere veninder, ligesom jeg begyndte at deltage i forskellige single-arrangementer.

Så hvorfor ryster du ikke bare røven i stedet for at gå rundt og have ondt i den? Du kan stadig nå at få en uforglemmelig sommer.

Pia Damsgaard Bach

Pia Damsgaard Bach, født 1980, er indehaver af singleguiden SingleSpot.dk, hvor hun skriver om bl.a. singleevents, singlemad, dating og alt muligt andet, der interesserer singler både med og uden børn.

Derudover er hun med til at arrangere forskellige events for singler i Aarhus, hvor hun bor, bl.a. singlefester på Bernhardt Natklub og speeddating på Café Jorden, ligesom hun er vært for Dating.dks arrangementer i byen.

Meget passende er hun også selv single og har været det i laaaaang tid, og hun nyder at bo alene i sin 30 kvm lille et-værelses lige midt i byen.

Pia Damsgaard Bach er uddannet journalist og multimediedesigner og har i flere år arbejdet hos bl.a. Århus Stiftstidende og som livsstilsjournalist i Berlingske-koncernen, men sagde sit faste job op for at få mere tid til bl.a. at arbejde på SingleSpot.dk.

Lige nu ernærer hun sig også som freelancejournalist og -tekstforfatter hos bl.a. Berlingske Media og Dating.dk.

Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.