Opsparing

Sådan sparer du i hverdagen

Er du i en periode i livet, hvor du har brug for at spænde livremmen ind og spare lidt? Så gælder det om at stramme op, uden at du må undvære alle livets goder helt. Du kommer nemlig langt med nogle få justeringer.

Start med at sætte dig et mål. Eksempelvis at klare dig for den halve løn.

For de fleste kan det godt lade sig gøre at halvere, hvis man er opsat på det. Start med at lave en oversigt over, hvad du bruger dine penge på, anbefaler Silje Sandmæl, der er forbrugerøkonom i banken DNB i Norge.

Hun nævner eksempler på faste udgifter som telefon, husleje, forsikring, TV, internet og strøm.

- For at få overblik over dit forbrug skal du tjekke din netbank. Find kontoudtog for de sidste tre måneder. Så får du dig nok en del overraskelser. Små beløb, som du ikke tænker over i hverdagen, vokser sig store. Skræl det fra, du kan og læg et budget, foreslår Sandmæl.

Christine Warloe, forbrugerøkonom ved Nordea, mener at mange kan klare sig med mindre.

- Det er en fin øvelse at se, hvor lidt man faktisk kan klare sig for – og bonussen er, at sparekontoen vokser, siger hun til Kvinneguiden.no.

- Mange har meget at hente på at lede efter bedre aftaler for de faste udgifter. For de ikke faste udgifter, gælder det om at skære alt fra, som lugter af unødvendige omkostninger, siger Warloe og nævner som eksempel at spise ude og droppe latten på vej til arbejde.

Det er hårdt, men godt!

- Mange vil have godt af et par måneder uden shopping, når det gælder tøj, sko, sportsudstyr, møbler og interiør. At droppe shoppingen kan være lige så svært om at undgå chokolade for mange. Men efter noget tid går trangen over, og bliver erstattet af en glæde ved at se overskuddet på kontoen. Holder man den nye, stramme kurs nogle måneder, vil overskuddet jo akkumulere og saldoen vokse, og man vil komme ind i en god spiral, fortæller Warloe.

Har du fået mod på at droppe shoppingen for en periode, kan du læse Maries beretning om, hvordan hun gjorde, da hun lagde indkøb af nyt tøj, sko og tasker på hylden i tre måneder.

Christine Warloe understreger samtidig, at det med et stort beløb på kontoen gælder om ikke at gå shopamok. Derfor er det smart at flytte opsparingen over på en sparekonto uden kort.

LÆS OGSÅ: Få mere ud af dine penge

Det skal du skære fra

Enkelte ting kan man spare mere på at droppe end andre, og her har begge økonomieksperter gode råd.

- Man kan spare meget på madposten. For eksempel at spise hjemme i stedet for ude og smøre madpakker i stedet for at købe sig til frokost, ikke købe tyggegummi og sodavand i kiosken, men gå de ekstra meter til butikken. Man kan også låne bøger, aviser og dvd'er på biblioteket og foretage sig ting i fritiden, som ikke koster al verden. Løb en tur i skoven i stedet for at betale et træningsabonnement, og køb på tilbud, råder Sandmæl.

Mad er den største pengesluger

Hun mener, at mad er den største udgiftspost for mange familier. Samtidig er dette posten, du også kan spare mest på.

- Det gælder om at blive bevidst om det og planlægge madindkøbene. Den største fælde er at gå i butikken på tom mave. Så kommer du ud med meget mere, end du i udgangspunktet havde tænkt dig, siger Sandmæl.

Hun råder derfor til at lave en madplan. Det vil sige, at man planlægger, hvad man skal have til middag hver dag i ugen. Dette vil spare dig for tid og penge.

Find inspiration og spis varieret

Ofte spiser man meget det samme fordi kreativiteten ikke er så stor, når man er ude og handle. Man grubler sjældent over en ny ret i butikken, fordi man gerne vil have overstået indkøbet. Derfor køber man meget ferskt i stedet for frossent, fordi man køber ind til aftenens måltid, forklarer Silje Sandmæl.

- Vær prisbevidst. Frostvarer er billigere end ferske og hvorfor ikke prøve et billigere produkt? Der er mange penge at spare på at være prisbevidst, og ikke handle i blinde. Mange tænker slet ikke over kilo- og literprisen. Det er de små tal, du skal se på – ikke de store, siger Sandmæl, der desuden selv sværger til madplaner i privaten.

- Selv sidder jeg ofte på søndage og bladrer i en kogebog eller flere for at få inspiration til ugens madplan. Derudover er jeg optaget af input fra familien. Med en madplan ved alle i familien, hvad der kommer på bordet, og det sikrer varieret mad. Børn kan bedst lide det, de kender smagen af, så som pasta og pølser, derfor er det vigtigt med varieret mad, når der er små børn i huset. Ud fra madplanen laver du indkøbslisten, siger hun.

Er du ekstra smart, laver du madplanen ud fra, at nogle ingredienser kan gå igen i flere retter og måske endda spare dig tid dagen efter. Se mere lige her, hvor du finder gode forslag.

Til slut råder Christine Warloe til, at du handler i budgetbutikker og supplerer fra de dyrere supermarkeder.

LÆS OGSÅ: Det drømmer vi om at bruge penge på