Sannes onkel slog sine børn ihjel: "Min moster ville bare starte et nyt liv"

”De er døde,” siger moren, da 13-årige Sanne træder ind ad døren hjemme i parcelhuset en eftermiddag i maj 1980. 

”Hvad?!” udbryder Sanne. ”Din onkel, fætter og kusine – de er alle døde”, svarer hendes blege, forstenede mor med tonløs stemme.

Læs også

Jeg magter ikke at omgås min ekskæreste på jobbet

”Hvordan?” ”Det ved jeg ikke.”

Alt føles med et uvirkeligt. Sanne tror først, at hendes fætter og kusine er døde i et trafikuheld, og hun går ind på sit værelse, hvor hun græder. Først senere får hun at vide, at hendes onkel – som er ved at blive skilt fra Sannes moster – har slået sine børn, Mikkel og Anna på fem og otte år, ihjel.

Og hængt sig i skoven ved deres hus bagefter. Fordi, viser det sig, hans kone, Sannes moster, vil ud af deres ægteskab, der er præget af vold og kontrol.

Efter den tragiske hændelse går Sannes familie med hendes egne ord i opløsning og kan ikke få en hverdag til at fungere. Hun har svært ved at dele sorgen og oplever, at familien hver især lukker sig inde med deres følelser, uden at traumet bliver bearbejdet.

Sådan fortsætter det lang tid fremover. Først 40 år senere, da Sanne konfronteres med et andet uventet dødsfald, beslutter hun at afdække den trage­die, der har ligget som en skygge over hendes familie. I dag har hun udgivet en lydbog om hændelsen og de år, der fulgte.

Usynlig og ensom

Efter drabene på Anna og Mikkel forvandler Sannes familie sig til en gruppe zombier, sådan beskriver hun det, der går rundt i en jordskælvszone. Mor, far, moster, farbror og bedsteforældre.

”De voksne var bedøvede af beroligen­de medicin, og der var hele tiden nogen, der græd,” husker hun. ” Alle blev så frygteligt ramt.”

Samtidig var Sanne selv i dyb sorg, blandt fordi hendes kusine og fætter var som hendes søskende.

”Men på trods af, at jeg havde det skidt, følte jeg ikke, at jeg kunne pålægge de voksne mere. Min reaktion blev derfor at trække mig ind i mig selv og ikke være til besvær,” forklarer hun og fortsætter:

”Ingen af os fik krisehjælp. Politiet ringede og sagde, at min moster nok var i akut selvmordsfare, men ellers var der ingen hjælp fra myndighederne.”

Brændte børnenes tøj

”Jeg blev voksen den dag,” fortsætter Sanne. ”Det er den begivenhed i mit liv, der har haft størst betydning. 

Traumet gjorde mig ensom, for der opstod en enorm afstand mellem mig og mine jævnaldrende. Det, der interesserede dem, var nu så uendeligt ligegyldigt for mig.”

Da Sanne kommer i skole efter nogle dage, siger ingen noget. Heller ikke lærerne. Og i de følgende år er alle i familien i krise. Sannes moster forsøger at ”komme videre” ved at brænde børnenes tøj og legetøj.

”Nogle perioder var mere rolige,” husker hun. ”Men hver gang vi nåede en fødselsdag eller en højtid, genopstod kaos. Ofte kom der for meget rødvin på bordet, og de voksne festede sig igennem. Og blev endnu mere opløste.”

Hun beskriver sin opvækst indtil drabe­ne som god og tryg i en familie med tætte bånd. Familien boede i et parcelhus i Ballerup og bestod af mor, far, lillebror og Sanne selv, og de tilbragte meget tid med den øvrige familie, blandt andre Sannes moster, onkel, fætter og kusine, som boede i Nordvestsjælland. Sanne havde et tæt forhold til Anna og Mikkel. 

Hendes moster, en festlig, bramfri og udadvendt kvinde, var gift med en karismatisk psyko­log, der havde været hendes lærer i folkeskolen. Forholdet startede, allerede da hun var 14-15 år, og han var dobbelt så gammel. Da moster blev 18 år, blev de gift og fik siden deres to børn.

”Dengang syntes man ikke, det var så aparte. Tiden var en anden,” konstaterer Sanne og fortsætter:  ”Vi lavede alting sammen. I ferier og til jul og nytår. Året rundt var vi sammen.”

Alle lukkede ned

Som barn opfattede Sanne nok, at der var konflikter mellem mosteren og hendes mand. Langt flere end i hendes eget hjem, og hos moster skændtes man højlydt. Men genforeningerne var også voldsommere og tilsyneladende kærlige.

”Det var først, da jeg dykkede ned i fortiden, at jeg indså, hvor mange voldsomme episoder, jeg husker,” siger hun.

”I dag kan jeg godt se, at deres forhold slet ikke har fungeret.”

De pludselig drab trak dybe spor, men samtidig talte man stort set ikke om traumet og Sannes døde fætter og kusine. Hendes moster fik endnu et barn året efter, og Sannes egen mor og far tilføjede også en lillebror til søskende­flokken. Hvert familiemedlem lukkede ned og overlevede på bedste beskub, vurderer Sanne i dag.

Læs også

Otte ting, du ikke vidste om Melania Trump

Da hun var 16-17 år, begyndte hun at få depressioner, selv om hun ikke vidste, at det var det. I 20’erne gik hun til psykolog, men det fjernede ikke følelsen af at være glemt og alene, og hun mener ikke selv, at hun som ung fik bearbejdet tabet af sin kusine og fætter.

Årene gik, og Sanne fik uddannelse og job, blev gift, fik tre børn, blev skilt og blev gift igen.

Gudsønnens død

I 2020 dør Sannes venindes seksårige søn, som hun er gudmor for, i forbindelse med en operation, og hun bliver en del af famili­ens sorg. 

Hun går adskillige ture med sin veninde, og en dag siger veninden i desperation: ”Du har aldrig prøvet at miste et barn!” Og Sanne tænker: Har jeg ikke? Eller har jeg? På den måde åbner sorgen over gudsønnen døren til fortiden.

”Det slog mig, at der var ting i min egen historie, jeg ikke havde foldet ud. For det, jeg havde taget med mig, var den 13-åriges blik på, hvad der skete,” forklarer hun.

”Som plus 50-årig erkendte jeg, at der var meget, jeg ikke vidste, for eksempel om min moster og onkels forhold.”

Sanne tør nu lirke porten til fortiden op, for hun er ikke længere så præget af sorgen. Der er gået 40 år. Og hun beslutter at tale med sin familie om, hvad de husker. De, der stadig er i live, for hendes moster er død fire år tidligere. Efter samtalerne opstår ideen til at skabe en bog.

”Det var blevet lidt mindre farligt. Dog ikke mere, end at jeg var meget nervøs, før jeg gjorde det,” indrømmer Sanne.

Genså huset

I første omgang går hun på biblioteket og bestiller formiddagsaviserne fra for 40 år siden. Familien læste dem ikke dengang. Men nu vil hun se, hvad de skrev. Og hun får et chok. 

Som barn fik Sanne nemlig at vide, at hendes kusine og fætter døde, fordi deres far gav dem medicin. Men i avisen kan hun læse, at de blev kvalt. Før deres far hængte sig selv.

”Historien om medicinen er opstået i familien, måske for at skåne alle,” siger Sanne, som tilbage i 2020 tager fat i sine teenagedagbøger. Og kører op til huset, hvor hendes onkel slog sine børn ihjel.

”Jeg havde simpelthen hjertet oppe i halsen, da jeg nærmede mig det hus. Det var så voldsomt,” fortæller hun. 

”Jeg kom der jo selv så ofte som barn. Drabene fandt sted en hverdag, men hvis det havde været i weekenden, hvor jeg plejede at være der, er jeg sikker på, at han også havde taget mig med i døden.”

Alle følte skyld

Sanne aftaler desuden med sin mor, at de skal tale om dengang. Senere følger sam­taler med hendes lillebror, farbror og tante. Folk, der kendte mosteren, børnene og den karismatiske onkel. Hun er nervøs, men oplever, at de tager godt imod hende.

”Alle lagde en masse brikker til det puslespil, der gjorde, at jeg begyndte at forstå,” fortæller hun. 

”De vidste alle, at der var utroskab, kontrol og vold i parrets ægteskab, men ingen vidste alt, så alle forstod kun en lille del af sammenhængen.”

Samtidig spørger Sanne sig selv, hvorfor tragedien er blevet så ekstremt et tabu i hendes familie. 

Der var jo ingen af dem, der slog nogen ihjel. Men hun begynder at forstå, at tavsheden hænger sammen med skyld over, at ingen forudså den forfærdelige hændelse. At alle familiemedlemmer syntes, at netop de burde have hindret den. At alle har deres egen historie, som de selv har gået med om hvorfor.

”Min far var efterretningsofficer med speciale i forhørsteknik, så han har haft sin egen historie om, hvorfor netop han burde have været den, der så det komme og greb ind,” siger hun.

Kontrol fra graven

Tilbage efter samtalerne står et billede af onklen som omskiftelig, men på over­fladen charmerende. Én, som blev venner med hele familien og som psykolog vidste, hvordan han skulle vinde folk over på sin side. Og som, da ægteskabet blev voldeligt, kunne plante ideen om, at Sannes moster var psykisk uligevægtig.

”Om han var det, vi i dag kalder sociopat eller narcissist, ved jeg ikke. Men han havde en personlighed med tankegangen: ”Hvis jeg ikke kan få det, som jeg vil have det, skal jeg ramme jer alle.” 

Han ledte også efter min moster for at slå hende ihjel den dag, men han fandt hende ikke,” siger Sanne. ”Historien følger fuldkommen mønsteret for partnermord og mord i familien. Når mænd slår deres børn ihjel, er det ofte, fordi konen vil skilles. 

Hos os ville min moster starte et nyt liv. Da hun blev ældre, kunne han ikke længere kontrollere hende,” fortsætter hun.

”I takt med at jeg fik overblik over historien, forstod jeg, hvordan min onkel har haft held med at styre og manipulere familien, selv fra graven. Fordi alle i det skjulte har gået i over 40 år og været tynget af skam og skyld over det, han gjorde.”

Slå ring om familien

Arbejdet med at afdække tragedien betyder, at Sanne er blevet knyttet til sin familie på en ny måde.

Læs også

Randi og Sanne var udsat for den samme stalker: ”Han stopper nok først, hvis han finder en anden”

”Alle har været modige. Ingen var afvisende. Og jeg er kommet tættere på min mor. Det har bidraget meget positivt til vores forhold,” siger hun. 

”Noget, der har været uoverskueligt og farligt, er nu blevet til et puslespil, hvor brikkerne ligger rigtigt. Det er forløsende.”

Og selv andre mennesker kan lære af familiens historie, mener Sanne, nemlig at det er vigtigt at tale om det, når tragedien rammer. Selv efter års tavshed. En anden ting, vi kan lære, er, at man muligvis kan forudse disse tragedier, fordi der tit op­træder nogle af de samme advarselssignaler. 

Så hvis vi er mindre berøringsangst, kan nogle meningsløse drab måske forebygges.

”Man bør tale mere sammen, når man er vidne til vold, kontrol og heftige konflikter i et parforhold,” siger Sanne.

”Så man ikke hver især tænker: Skal jeg gøre noget? Men i stedet slår ring om personen og siger: ”Vi er bekymrede og utrygge. Kan vi hjælpe her?””

Sanne har også afdækket sin historie, fordi vi alle bør forstå, hvad der foregår i sådanne familier.

”Der er en forhistorie, som vi ofte ikke hører,” siger hun. ”Hvordan kan en familie ende der? Skulle I ikke have gjort noget? vil mange nok tænke. Jeg har villet forstå, hvad det er for komplicerede spil, der gør, at man ender der. 

Og hvad der sker i sådan en familie, når formiddagsaviserne er færdige med historien.”