Sensommerbryllup: "Det stod ned i lårfede stråler, og det var helt perfekt"
Nordjyllands barske natur omkring Vesterhavet satte sit præg på Liv Martine Hansen og Mads Niemanns sensommerbryllup. Regnen piskede ned, men det satte ikke en stopper for fotografering på stranden, vielse i haven og fest i laden. Brylluppet får de stadig glimt fra, fordi de valgte at holde det i hjemmets rammer og derfor ofte mindes den store dag, hvor både regn og tårer ikke var til at stoppe.
Liv Martine Hansen, kendt fra DR’s seerdarling ”Den store bagedyst”, har haft succes på Instagram med andet end blot sin virksomhed Kagetid. I 2013 var det også der, hun fandt en ”flot fyr i sit feed”, som senere skulle vise sig at være hendes livs kærlighed og kommende mand, Mads Niemann.
Fem år og to sejre i ”Bagedysten” senere bor Liv og Mads sammen på deres bondegård, Bækkelund. Et sted, der har stor betydning, fordi Livs forældre bor på samme vej, og fordi de på gården er omgivet af Nordjyllands natur og Vesterhavets vinde. I baghaven har de en lille, idyllisk sø, som også var der, Mads i 2018 faldt på knæ og fik det første af to vigtige ”ja’er” fra Liv. Senere i bryllupsforløbet skulle det vise sig, at netop Bækkelund og naturen kom til at spille en helt central rolle.
Et løfte bliver brudt
Siden Liv mødte Mads første gang, har hun vidst, at det var ham, hun skulle ende op sammen med. Og det er på trods af forskelligheder. For mens Liv er udadvendt og glad for at være i centrum, vælger Mads at nyde synet fra sidelinjen, uden alle blikke er rettet mod ham. Derfor lovede Liv allerede før forlovelsen, at brylluppet skulle være på en strand langt væk kun for de nærmeste. Men under planlægningen af det lille intimbryllup, begyndte hendes gejst omkring det at svinde ind.
– Jeg kan langsomt mærke, at jeg får mere og mere ondt i maven over, at det er det, jeg er kommet til at love, men føler heller ikke, at jeg kan trække mit løfte tilbage.
LÆS OGSÅ: Giftes i 2020? Her er årets 5 stærkeste bryllups-tendenser
En dag kiggede Mads dybt i Livs lidt modløse øjne og sagde: ”Skat, jeg er altså ligeglad. Det, du vil have, det synes jeg er fantastisk”, sagde han. Liv lyste op, og så begyndte planlægningen af ”det rigtige bryllup”.
– Første skridt var at få Mads overtalt til, at man kunne holde brylluppet ude i vores lade. Jeg ville virkelig gerne giftes der, hvor vi bor, fordi det, synes jeg, er det bedste sted i hele verden.
Der skulle ikke meget overtalelse til, før Mads godt kunne se den fine ide, og derefter hev parret fat i bryllupsarrangørerne Pernille og Anna, som driver virksomheden By Cerise.
– Jeg har hele tiden pissetravlt, så jeg kunne virkelig godt bruge nogen, der holder overblikket og har styr på det. Jeg har altid været klar i spyttet om, hvad jeg gerne vil have, og med den her løsning kunne jeg bare sige det højt, og så ville de få det til at ske, siger Liv og fortæller, at hun ikke ved, hvad de skulle have gjort uden hjælp fra de to bryllupsarrangører.
Big Fat Snake, hest og hund
Efter omlægningen af planerne gik Liv og Mads med det samme efter et naturligt bryllup i hjemmets rammer på Bækkelund. Laden skulle være fest- og spisesal, gårdspladsen receptionslounge og haven det kirkelige rum, hvor Liv blev ført op på bare tæer i græsset til Big Fat Snakes’ nummer ”Fight for Your Love”, som har været Liv og faderens sang, siden hun var en lille pige. På vej op mod den ventende brudgom, begyndte vandet at presse sig på i øjnene, men også på himlen over dem. Det scenarie havde Liv, som hele sit liv har boet i vindblæste Nordjylland, dog allerede overvejet og gennemtænkt.
– Jeg frygtede aldrig regnen. Jeg gad bare ikke, at gæsterne sad med hver deres reklameparaply, så jeg havde købt ens, gennemsigtige paraplyer til alle, og det var simpelthen så fint.
LÆS OGSÅ: Hvad symboliserer blomsterne i din buket?
Ceremonien blev endnu mere personlig ved, at Livs lillebror holdt den indledende tale, og familiens hund, Snuden, havde fået rollen som ringbærer. Snuden var dog ikke eneste firbenede gæst ved brylluppet. Da brudeparret skulle transporteres til Vesterhavet, hvor bryllupsbillederne skulle tages, overraskede Livs mor og far med en karavane på ti heste bestående af to majestætiske friserheste og otte af Livs yndlingsheste fra forældrenes ridecenter.
– Pludselig kan jeg bare høre, at en flok kommer tøltende, hvilket er en helt speciel lyd for mig, fordi det er lyden af islandske hestes hove, når de rammer jorden.
Igen var vandet fra øjnene ikke til at stoppe, ligesom det regnfulde vejr havde taget yderligere til.
På bare tæer i regnen
Vesterhavet, vind og vejr viste absolut heller ikke det nygifte par nogen nåde under fotograferingen.
– Det står seriøst ned i lårfede stråler, fortæller Liv med grin i stemmen og beskriver, hvordan hendes perlebesatte kjole var beskidt op til midt på lårene og hendes bare tæer fuldstændig mudrede.
– Vi fik de mest fantastiske billeder, og det er vores unikke billeder. De ligner ingen andres, og de er lige, som de skal være.
Imens Liv og Mads blev fotograferet i silende regn, havde de sørget for, at receptionen ikke føltes som én lang pause med ventetid.
– Vi ville gerne have, at vores gæster skulle have den bedste dag. De skulle have forskellige oplevelser i løbet af dagen, og receptionen gjorde vi til et hyggeligt streetfood-område med foodtrucks og bålplads.
Det var således med fuldt overlæg, at laden blev holdt lukket, indtil middagen skulle begynde. Gæsterne skulle have en overraskelse, når porten blev åbnet til den forvandlede fest- og spisesal.
– De reagerede lige, som jeg håbede. Det var slet ikke til at forstå, at det for ikke ret lang tid siden var en beskidt lade fyldt med ragelse og møg, siger Liv og fortæller, at de selv havde ordnet det hele. Selv bygget scenen til bandet, bygget glimmerbaren, hængt lyskæder, diskokugle og pynt op. Alt sammen elementer, som stadig er at finde på gården, og som giver små glimt tilbage til den store dag.
Resten af aftenen foregik i den romantiske og rustikke lade, hvor gæsterne kom med indslag, Mads holdt sin tale, og Liv gav et personligt nummer. Brudevalsen var letøvet og hurtigt overstået, men dansetrinnene efterfølgende varede ved til den lyse morgen.