Giftes i 2020? Her er årets 5 stærkeste bryllups-tendenser
Et bryllup er ikke nødvendigvis bare et bryllup. Se, hvad der rykker sig af stærke tendenser på bryllupsfronten i 2020.
To personer, der elsker hinanden – og et fælles ”ja”.
Det er muligvis de eneste to ting, som du ikke kan eller bør ændre på, hvis du skal giftes.
Til gengæld kan du selv påvirke alt andet omkring vielsen og festlighederne, som fx størrelsen på brylluppet, lokationen, farverne, blomsterne, borddækningen og et eventuelt tema.
Det moderne bryllup handler mindre om selve turen op ad kirkegulvet, og i stedet er tidens fokus på, at du selv vælger dit eget eventyr, forklarer Vogue, der har kigget på, hvad der trender på bryllupsscenen i 2020.
Hvor der engang – lidt groft sagt – var to måder at holde et bryllup på, enten ”traditionelt” eller ”afslappet”, er der i dag kommet langt flere farver på paletten. Parrene ønsker i højere grad at skabe deres egen unikke oplevelse, hvor de vælger til og fra blandt traditionerne, så den store dag afspejler deres personlighed.
Faktisk kan den allerstørste bryllupstrend i 2020 ifølge modemagasinet opsummeres til at være netop: individualitet.
Men trods alt det individuelle er der dog stadig visse strømninger og tendenser, som eksperterne kan se gå igen hos parrene, som skal smedes sammen i løbet af i år.
Det internationale netværk for bryllupsplanlæggere, Belief Wedding Planners, har medlemmer i over 20 lande, og de har også sendt en liste ud med, hvad de oplever er de største trends, når folk skal giftes i den kommende tid.
Vi har skuet ud i verden og samlet, hvad eksperterne spår bliver det hotteste blandt de par, der i år skal sige deres livs største ”ja” til hinanden.
Her er de 5 største bryllupstrends i 2020:
1. Miljøvenlige og bæredygtige bryllupper
Kloden brænder, og polerne smelter. Det betyder naturligvis ikke, at man ikke skal afholde bryllupper, men det helt store inden for bryllupstendenser er uden tvivl at langt flere par tænker klimavenligt, når de skal holde deres livs kærlighedsfest.
Det gælder alt fra valg af lokation, miljøvenligt pynt og sæsonbestemte blomster til mad lavet af lokale råvarer, genbrugsbryllupstøj, eller at ens cateringfirma er etisk bæredygtigt.
– Fra den rejse, det kræver for alle at samles ét sted, til det madaffald, der produceres i forbindelse med måltidet, er mine klienter helt sikkert på udkig efter måder at reducere de miljømæssige og etiske virkninger af deres bryllup, siger bryllupsplanlægger Alexandra Pisani til Vogue.
Faktisk er det nærmest ikke længere en tendens, men et must-have, lyder det enstemmigt fra bryllupsplanlæggerne både til modemagasinet og hos Belief.
2. Mikro-bryllup og ”stikke af”-bryllup
En anden trend er ønsket om et intimt mikro-bryllup et sted ude i verden med kun få inviterede, hvor du dermed er langt væk fra den store ”suppe, steg og is”-fest med masser af gæster i et forsamlingshus.
Tænk i stedet noget a la: en gæsteliste, der begrænser sig til de absolut allernærmeste, når du bliver viet på en eksotisk strand, ved kanten af en sø i en svensk skov eller en poolkant ved en smuk villa i Toscana.
LÆS OGSÅ: Bryllupsrejse: 12 eventyrlige destinationer
For nogle par er det trods størrelsen et meget planlagt bryllup, mens det for andre er en mere spontan beslutning – eller i hvert fald noget, hvor de få inviterede gæster først orienteres i sidste øjeblik. På engelsk kalder man det sidste et elopement wedding, altså en slags ”stikke af”-bryllup, fordi flere par angiveligt ønsker at undgå, at deres store dag kommer til at drukne i beslutninger om borddækning, kagesmagning og diskussioner om, hvorvidt moster Oda nu kan sidde ved siden af fætter Hans.
Disse type bryllupper er naturligvis ikke et nyt fænomen, men flere destinationer og et øget udbud i muligheder gør, at det bliver mere fremtrædende i 2020, vurderer den amerikanske bryllupsplanlægger Jacqueline Vazquez, der er en del af Belief.
– Bare fordi det er et lille bryllup, betyder det ikke, at det er billigere. Det er bare en mere personlig oplevelse for parret og gæsterne. Det, som parrene elsker ved mikro-bryllupper, er en weekendlang fejring med en mindre gruppe, og oplevelser, som de er i stand til at dele, forklarer hun.
3. Årets bryllups-farver
Den internationalt anerkendte og succesfulde farvevirksomhed Pantone kårer hvert år den farve, som de mener, kommer til at blive den mest populære. I 2020 har de spået, at ’Classic Blue’ – eller klassisk blå – bliver årets farve.
LÆS OGSÅ: Denne farve kommer til at dominere 2020
Derfor mener bryllupsplanlæggerne fra Belief, at vi til mange bryllupper vil kunne komme til at se den farve i alt fra pynt og papir til kager og i tøjet.
En anden farvenuance, som muligvis kommer til at blive fremherskende, er hele paletten af gul, mener Jacqueline Vazquez. Det er en levende farve, som skiller sig ud og kan bruges året rundt.
4. Skræddersyet bryllupspynt – og fokus på lys
Som gæst vil du opleve færre hvide duge, IKEAs standard-service og en serviet foldet som en svane. For med især Instagram som stærk inspirationskilde bliver flere og flere par opmærksomme på mulighederne inden for dekorationer og pynt til deres bryllup.
Parrene er simpelthen blevet mere kreative og sofistikerede i forhold til, hvordan de vil have det, lyder det fra eksperterne i Vogue og hos Belief.
LÆS OGSÅ: Hvordan skal dit bryllupsbord se ud? Her er 3 unikke bud
Det handler ikke kun om at vælge en eller to farver som et matchende tema, men meget mere om at skabe en stemning og en særlig atmosfære over hele brylluppet.
Derfor vil der være mere fokus på detaljer som bestikkets farve eller dugenes struktur, men noget af det, som særligt trender, er at tænke langt mere over belysningen.
– Jeg tror, at der vil være en masse lys, fairy lights (lyskæde med mange minipærer, red.), laserlysshows og lysopsætninger. De kan være et vidunderligt element til en udendørs reception for at skabe en meget speciel og romantisk atmosfære, forklarer Valentina Lombardi fra Belief.
5. Bæredygtige blomster og personlig brudebuket
Bæredygtighed går også igen, når det gælder brudebuketten. Her vælger flere og flere par blomsterhandlere, som bruger lokalt dyrkede og sæsonbestemte blomster. Det kan også være vilde blomster eller ligefrem tørrede blomster, som holder for evigt.
LÆS OGSÅ: 8 unikke blomsterbuketter, du selv kan lave
Mange brude spørger også til at få en buket med et mere personligt præg.
– Brudene beder om at få mere specifikke blomster indarbejdet i deres buket, endda hvor de skjuler ting i deres buketter, som har betydning for dem, forklarer Olivia Liddiard-Hibbert, kunde og salgschef hos Maison de Fleurs, til Vogue.