Husker du, da Ungdomshuset blev ryddet for 17 år siden? Så er denne tv-serie til dig
Her får du tre nye serier anbefalet af kulturredaktør Ditte-Marie Ascanius.
Drama
Kampen om Ungdomshuset
I marts var det 17 år siden, at Ungdomshuset blev ryddet, og nu er konflikten, der udspillede sig mellem de unge i huset på Jagtvej 69 og Københavns Kommune og Faderhuset blevet til en tv-serie.
'Ungeren – Overgi'r sig aldrig', der er i fem afsnit og får premiere den 4. oktober, skildrer det sidste halve år op til nedrivningen af Ungdomshuset.
22-årige Iben (Thit Åberg) og hendes 20-årige kæreste Alex (Elias Budde Christensen) er nogle af de ledende figurer i miljøet omkring Ungdomshuset, et fristed, der i to årtier har tilhørt byens unge, der ikke føler, at de passer ind andre steder.
Men da Københavns Kommune pludselig sælger huset til den religiøse sekt Faderhuset, bliver de sammen med alle de andre unge sat under voldsomt pres. Mens Iben forsøger at råbe politikerne og medierne op, tilslutter Alex sig en fraktion af Ungdomshuset, som ikke tror på fredelige løsninger.
Se 'Ungeren – Overgi'r sig aldrig' på DR TV og DR1
Komedie
Et tilfældigt møde
Du kan nu streame anden sæson af den charmerende, australske komedie 'Colin from Accounts' (der også er kendt som 'Han, hun og hunden') om Ashley (Harriet Dyer) og Gordon (Patrick Brammall).
De to fremmede bliver tilfældigvis hvirvlet ind i hinandens liv, da Gordon kører en hund over, fordi Ashley distraherer ham, da hun krydser vejen.
Se 'Colin from Accounts' på DR TV
Komedie
En hyldest til børnefamilien
Magnus og Emil Millang står bag 'De bedste år', hvor førstnævnte også spiller Mathias, der sammen med Louise (Stephania Potalivo) kæmper for at skabe en overskudsfamilie med deres to børn.
De har dog glemt sig selv undervejs og begynder at tvivle på, om alt nu er blevet, som de drømte om.
Se 'De bedste år' på TV 2 Play og TV 2 Echo