"Derfor fik jeg fjernet mine silikoneimplantater"

"Dagen efter min 31-årsfødselsdag fik jeg opereret mine silikoneimplantater ud. Fast besluttet tog jeg hen på klinikken med en veninde. Med i tasken havde jeg et arsenal af undskyldninger og argumenter, der underbyggede min beslutning. Da hun havde fjernet dem, sagde kirurgen, en slank dame med meget små bryster: Det kan jeg da godt forstå, de passede egentlig heller ikke til dig."

Med den bramfri åbning er det svært ikke diskret at lade øjnene glide ned ad fitnesstræner Kristina Trolles overkrop for at tjekke, hvordan bryster mon egentlig ser ud efter først at have være udsat for 300 gram silikone og så for en 35.000 kroners re-operation, der fjerner det hele igen. Bliver huden ikke helt krøllet og slap? Den hvide top falder lige så blødt og henkastet som hendes ord. Man lægger ikke mærke til brysterne i den, men snarere til de kantede skuldre og den flade mave. Hun ser skøn ud.

– Kirurgen løftede huden op, da hun alligevel var i gang, så det ser meget pænt ud, siger hun og viser med en fejende gestus, at det er fortid. Det er ti år siden, hun fik dem ud.

– Folk taber næse og mund, når jeg fortæller, at det koster lige så meget at fortryde kunstige bryster som at få dem. Men jeg aldrig mødt nogen, der sagde det var en dum beslutning. De synes, det er pænere.

Løb et halvmaraton hver dag

Kristina Trolle har den no bullshit-stil, som karakteriserer mennesker, der har været langt ude. Hun kan ikke som andre hidse sig op over petitesser.

Oprindeligt er den 41-årige kvinde skolelærer, men hun har siden teenageårene været ”træningstosset”. For nogle år siden besluttede hun at gøre motionen til sin levevej som personlig træner i fitness.dk på Østerbro. Hun hører til den sunde elite, som står foran spejlet og hjælper andre med at komme i form. Hendes problem var, at hun havde det ad helvede til selv. Den indre kamp beskriver hun i nye sin bog ”Silikonesjæl” (People’s Press).

– Jeg har taget tilløb til den, kan man sige. Jeg kunne godt have valgt at lave en typisk træningsbog med før og efter-billeder, men den historie er jo fortalt så mange gange. Jeg har i stedet trukket kortet ligesom sønnen i Thomas Vinterbergs ”Festen” og fortæller min ærlige historie. Om et dybt ulykkeligt, ensomt menneske, der træner alt, alt for meget for at få styr sine følelser, siger Kristina Trolle, der løb et halvmaraton hver dag (!) i den periode, hvor hun havde det værst, samtidig med at hun passede sin familie – sine fire børn – og sit job.

LÆS OGSÅ: 4 kendte mænd: her er vores største kropshemmeligheder

– Ironien var, at jo bedre jeg så ud udenpå og jo mere ros, jeg fik for min udholdenhed, jo dårligere havde jeg det. Jeg havde ingen nære veninder, fordi prisen for at være så fokuseret på min krop var jo, at jeg stødte andre kvinder fra mig. Forståeligt, for hvis jeg f.eks. ikke havde fået trænet nok, sad jeg på nåle. Mine tanker var et helt andet sted, og egentlig ville jeg hellere løbe end at være sammen med dem. Jeg havde et regnskab, der skulle gå op, og jeg undgik nærhed, fordi det gjorde for ondt. 

"Jeg havde det ad helvede til bag facaden"

– I min virkelighed overbeviste mig selv om, at jeg ville miste den lille anerkendelse, jeg følte, hvis jeg blev tyk og ikke havde kontrol. Jeg blev fanget i en ”silikoneverden”, hvor jeg udadtil virkede positiv og overskudsagtig og i det skjulte nød beundringen fra andre, som ikke magtede det samme som mig. Men jeg havde det ad helvede til bag facaden, og det var jo den side af mig, jeg viste mine børn, siger Kristina Trolle og bliver stille et øjeblik.

Gennemlevede sin begravelse

Hun bor alene med børnene på 20, 16, 12 og 11 efter skilsmissen fra deres far. Dem har hun ikke kunne skjule sandheden for.

– Vi taler heldigvis meget åbent om det hele, og de kalder mig ”festlig”, hvilket er en sød og nænsom omskrivning af, at jeg har været svingende og indimellem har truffet nogle dumme beslutninger. Jeg kan ikke løbe fra, at jeg har haft tre svære depressioner, været indlagt for dem og fået medicin. Det er selvfølgelig benhårdt, også for ens børn. Men det er jo ikke noget, man gør med vilje – hverken over for sig selv eller sine børn.

Kristina Trolle fik den første af tre svære depressioner efter sit tredje barns fødsel.

– Depressionen kom bag på mig, for jeg havde et billede af mig selv som en, der kunne det hele. Jeg kom i behandling på et hospital i Tyskland, hvor vi boede dengang, og da jeg fik antidepressiv medicin, forsvandt de dystre tanker for en tid. Men problemerne dukkede selvfølgelig op igen, fordi jeg jo ikke havde fået gjort noget ved de dybereliggende årsager. Anden gang startede depressionen med en masse fysiske symptomer, som sendte mig til tælling. Det begyndte en torsdag aften med, at min brystkasse snørede sig fuldkommen sammen, så jeg ikke kunne få luft. Jeg endte med at tage på skadestuen, hvor de kørte en EKG for at konstatere, alt var normalt.

" Hvis min tilstand blev værre, ville næste skridt være indlæggelse på psykiatrisk afdeling. "

Herefter eskalerede det. Hun havde ondt overalt, og der var nye mærkelige symptomer hver dag.

– Jeg surfede på Netdoktor, helt overbevist om, at jeg var dødssyg, og at lægerne bare ikke kunne finde ud af, hvad det var. Mine tanker kredsede om døden, og jeg gennemlevede min begravelse i hovedet nærmest dagligt. Min læge foretog stort set samtlige undersøgelser og sendte mig til tumorgrafi, scanning af mit hjerte og til neurolog. Alt sammen uden resultat. Jeg kunne godt mærke, at han blev lettere irriteret, hver gang jeg trådte ind ad døren. Til sidst kiggede han på mig og sagde: ”Kristina, nu går det ikke længere”. Han ville tale med min mand og min mor, og sagde direkte til mig, at hvis min tilstand blev værre, ville næste skridt være indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Pilen pegede på det psykiske, men hun kunne ikke selv se det. Først da hun blev indlagt og fik medicin, holdt hun op med at græde og ryste. Hun sov bedre og begyndte at tage på.

Masser af selvhad

Kristina Trolles første skridt var et farvel til de kunstige bryster. Men de ti år, der er gået siden, har ikke kun været optur. Det har tværtimod været en rutsjebane, mens hun har forsøgt at slippe sit træningsmisbrug og få et sundt forhold til sin krop. Hun har gået i terapi, hvad man tydeligt kan høre i de særlige vendinger og hints som f.eks. en ”følsom, utryg lille pige, der voksede op alene med sin mor”, ”fraværende far”. ”særligt sensitiv” og et ”ungt tryghedssøgende ægteskab”. Men den lille mørke sø i øjenkrogen viser, at det er sandheden – hele sandheden – der skal på bordet. Kristina Trolle rækker en hånd ud til de mange andre ”stærke og svage” medsøstre, der også bokser med tilværelsen.

– Jeg har tænkt så meget over, om det bare var mig. Skulle jeg egentlig ikke bare droppe fitnessbranchen og kaste mig over noget helt andet? Men da jeg fik det bedre, kunne jeg jo se, at det her er MEGE T udbredt blandt kvinder på vidt forskellige niveauer. De fleste har det ikke så slemt som for mig, men alligevel… Rigtigt mange af mine kunder har det meget dårligt med deres krop – og har fysiske symptomer i massevis. Hovedpine, rygsmerter og trøstespisning er måden, kvinder ubevidst løser de problemer på, de ikke kan løse, nemlig de dybt følelsesmæssige. I mit tilfælde var det angsten for at blive afvist, udstødt og vise svaghed.

"Voksne kvinder, der tror, at hvis bare de ligner teenagepiger og er tynde og ranglede, bliver de lykkeligere. Det gør de ikke!"

Ifølge Kristina Trolle kan det umuligt komme som en bombe for nogen, at fitnessbranchen dækker over masser af selvhad.

– Kvinder har issues med deres krop, og de kommer i fitnesscenteret for at få det bedre med den. Det tror jeg, de fleste har luret. Når jeg fortæller min historie, er det ikke for at miskreditere branchen, men for at sige, at det, der ser meget perfekt og lykkeligt ude udefra, kan være noget rigtigt skidt. Det er tendensen, der bekymrer mig. Unge piger, der ikke har født børn, som får silikonebryster, fordi de har et dårligt selvværd, og som håber, at de kan skyde genvej til anerkendelse. Voksne kvinder, der tror, at hvis bare de ligner teenagepiger og er tynde og ranglede, bliver de lykkeligere. Det gør de ikke!

LÆS OGSÅ:  Kristine Høeg: Vi vil ikke kaldes "store piger"

Kristina Trolles egne problemer startede netop i teenageårene. Hun følte sig tyk, fladbrystet og klodset. Den væmmelige følelse kunne hun holde i ave ved at træne og dyrke fitness og være på konstant vagt over sin vægt.

– Omkring 17-årsalderen havde jeg mit første møde med fitnessverdenen og begyndte at motionere uhæmmet. Det gjorde, at jeg bedre kunne styre vægten og i perioder også maden. Jeg supplerede med Letigen-piller, som heldigvis er taget af markedet nu, hvilket gjorde at jeg mistede appetitten og tabte mig. Ud over at være appetitdæmpende påvirkede sammensætningen af efedrin og koffein i pillerne også mit humør. Det løftede mit energiniveau og min sindstilstand. Jeg levede i et konstant straf- og belønningssystem, hvor valutaen, der blev udvekslet, var mad, motion, forfængelighed og anerkendelse.

– Mit silikoneeventyr var et symptom på, hvor dårligt jeg havde det med mig selv. Jeg ville hele tiden ændre mig selv. Men lige så snart jeg havde ændret én ting, fandt jeg bare noget andet at lave om på ved mit udseende eller min personlighed. Det er den situation, jeg vil være med til at hjælpe andre med ikke at havne i.

Jeg har fundet midten

I dag bor Kristina Trolle med sine fire børn i Værløse og lever af at undervise i sit eget træningssystem FitnessFusion, et miks af pilates, ballet og coretræning, som har hjulpet en række kendte danskere med at komme i topform.

Hun har fundet vejen selv og valgte helt at droppe medicinen i forbindelse med sin sidste graviditet.

– Jeg indså, at jeg var nødt til at gøre det, der skulle gøres, selv. Først gik jeg intensivt i gang med yoga, og i starten slæbte jeg mig derhen og tudede mig igennem afslapningen i slutningen af timen. Jeg supplerede med akupunktur og zoneterapi og mærkede så småt fremskridt. F.eks. begyndte jeg at trække vejret ned i maven, hvilket jeg aldrig havde gjort før, min vejrtrækning havde altid siddet i halsen. Jeg startede i terapi og motionerede fortsat, men på en ny måde. Min krop responderede med velvære og ved at sende positive, rare signaler i stedet for smerte og følelsesløshed. Vi blev venner!

Men er det ikke flovt at sælge sundhed, når man har svært ved at være i sin egen krop?

Jo, erkender Kristina Trolle. Hun har i den grad følt sig skamfuld over, at hun ikke magtede at blive det afbalancerede, lykkelige overskudsmenneske, hun så gerne ville fremstå som, men i dag ser hun helt anderledes på det.

– Jeg var ekstrem, men jeg har fundet midten. Hvis du vidste, hvor mange kvinder der stadigvæk leder efter den balance og går helt alene med det. Dem kan jeg hjælpe på en helt anden måde nu, ikke ved at jagte et ideal, men ved at skabe det gode forhold til kroppen, som de i virkeligheden langt hellere vil have. De ved det bare ikke før, de mærker, hvor rart man kan have det.

LÆS OGSÅ PÅ FITLIVING.DK: Karen Hækkerup: "Det er sjovere at se glasset som halvfyldt"