"Jeg trives i krig, for jeg er vokset op i en krigszone"

Fylder

Jeg fylder meget, og jeg er meget sprælsk. Der er mange ord og historier i mig, som jeg godt kan lide at fortælle med store armbevægelser. Jeg ved godt, det er guld at lytte, men jeg har ofte en historie i ærmet. Mine børn får også mange af dem.

Forleden var jeg ude og holde foredrag, og næste morgen fortalte jeg mine børn historien om, hvordan jeg havde fået en ny ven. Det var taxachaufføren Ahmed, som kørte mig fra Kolding til Herning, hvor jeg skulle holde foredrag. Hans forældre var fra Libanon, hvor jeg for nyligt har været for at dække krigen.

Da jeg sad i bilen og snakkede med ham, gik det op for mig, at det var dumt, at han skulle køre tilbage til Kolding med en tom bil, så jeg spurgte, om han ikke ville med ind og høre mine historier fra verdens brændpunkter og køre mig tilbage til Kolding bagefter.

Det ville han gerne, så der sad Ahmed på første række blandt virksomhedsledere, og jeg begyndte selvfølgelig foredraget med at fortælle om min nye ven Ahmed. Det viste sig, at det var første gang i hans liv, at han var til et foredrag, og det endte med, at vi begge fik vin og sandwich med arrangørerne.

Sådan er mine historier altid, og mine børn elsker dem, selv om de indimellem også ville ønske, at jeg bare læste op for dem af en bog. Men i det mindste inspirerer jeg dem til at møde mennesker, for nu vil de til Kolding og møde Ahmed.

Læs også

Vi er ikke gode nok til vores snobbede datter

Optagelser

Mine børn fik at vide, at jeg skulle en uge i sommerhus, lige efter jeg var kommet hjem fra Libanon. De blev lidt kede af det, men jeg kunne ikke sige sandheden; at jeg skulle bo på et slot og optage Forræder.

Jeg måtte ringe hjem en halv time hver dag, men jeg kunne ikke være på Facetime med dem, for så kunne de jo se, at jeg ikke var i sommerhuset. Samtidig havde jeg også behov for at snakke med Allan, min mand, om, hvad jeg oplevede.

I andet afsnit af Forræder er jeg med til at orkestrere eksklusionen af en af mine medspillere, og jeg fik så dårlig samvittighed over, at jeg var med til at stemme en uskyldig ud. Jeg ved, det er er spil, men jeg levede mig så meget ind i det, at jeg ikke kunne skille følelserne ad, og jeg sad sgu og græd. Jeg følte mig virkelig ussel og skammede mig over mig selv, og det fik sat tanker i gang.

Da jeg efterfølgende blev debriefet af en psykolog, sagde han, at det viser, at jeg er et empatisk menneske. Men det er jo en grundfølelse, man er nede at pille i: Hvor langt vil du gå for at redde dig selv, når lokummet virkelig brænder?

Gennem mine rejser ved jeg, at mennesker kan tvinges til at tage de mest vanvittige valg, når de står i problemer, og det handler om liv og død. Valg, der nogle gange kan nage dem resten af livet.

Læs også

Christine Antorini: ”Han kunne næsten ikke fortælle det, som vi allerede godt vidste, hvad var”

Reporter

I mange år har jeg levet på kanten som reporter fra verdens brændpunkter. Jeg er vant til, at når jeg møder en politiafspærring, går jeg bare forbi den, og hvis nogen siger, at jeg ikke må, så siger jeg bare, at det så jeg slet ikke.

Da folk i Mellemøsten råbte ”Død over Danmark” under Muhammedkrisen, sagde jeg bare, at jeg var fra Skandinavien, og hvis nogen siger, at jeg ikke må gå over og snakke med dem derovre, lader jeg som om, jeg har fået lov af nogle andre. Jeg tager ikke et nej for et nej.

Men efter Kabuls fald for snart tre år siden, røg jeg ned i et sort hul. Jeg var dybt ulykkelig i flere måneder, og jeg havde ofte mareridt. Da jeg kom til krisepsykolog, kunne han ikke engang få øjenkontakt med mig, og han sagde direkte, at jeg dansede på randen af et kollaps.

Jeg troede, jeg havde styr på det, men sandheden var, at jeg var træt, ked af det og ikke engang orkede mine egne børn. Vi i Vesten havde lovet afghanerne guld og grønne skove – især kvinderne – men nu overlod vi dem til sig selv, og i dag er der en million piger, der ikke må gå i skole.

Læs også

Min kæreste vil først dyrke sex, når vi køber nyt hus

Jeg var taget til Afghanistan i august 2021, da de fleste andre vesterlændinge rejste ud, og jeg var en af de otte vestlige reportere, der stod ved lufthavnen i Kabul, da evakueringen fandt sted, og køen af desperate mennesker voksede, mens de sidste fly lettede.

Min mailboks flød over med henvendelser fra fremmede mennesker, der bønfaldt mig om at hjælpe deres mor ud af landet eller finde deres søster, som stod ude foran lufthavnen og græd. Men hvordan skulle jeg kunne det, når der stod 10.000 desperate grædende mennesker foran den lufthavn? Folk mailede mig deres personlige dokumenter og sagde, at de ville blive dræbt, hvis jeg ikke hjalp dem, og den dårlige samvittighed tog jeg med hjem.

Da jeg kom hjem, havde jeg hele tiden tanken om, at jeg kunne have hjulpet en lille dreng eller en lille pige, og det slog mig ud, den tanke er faktisk værre end at stå i en bomberegn. Til sidst skred jeg fra Allan midt i et skænderi og bookede et sommerhus i Nordsjælland, hvor jeg sad i dagevis og gloede på en edderkop, inden jeg tog hjem igen. Allan og jeg overlevede, men ja, det har sin pris.

Rundkreds

Jeg elsker at lave cirkler. Når jeg holder fest, skal alle gæsterne stille sig op i en rundkreds, og jeg gør det også gerne, når jeg holder foredrag. Når man står i en cirkel, ser man hinanden på en ny måde. Jeg ved godt, at det er grænseoverskridende for nogle, men jeg kan mærke, at mine foredrag bliver bedre af det.

Derfor prøvede jeg det også i Forræder, men de andre misforstod det og troede, det var en afledningsmanøvre. Det var det ikke. For mig er det en måde at tjekke ind hos hinanden.

Læs også

Melissa Bentsen lagde håndklæder foran døren, så hun kunne græde i fred

Cirkler er forbundethed, for vi mennesker er forbundne. Du er også nødt til at være nærværende i en cirkel, og det er magisk at opleve den kærlighed, der opstår, når fremmede mennesker tager hinanden i hånden og ser hinanden i øjnene.

På Folkemødet sidste år faciliterede jeg en debat om grønlandske børn, der var blevet tvangsfjernet. I teltet sad der politikere og grønlændere med tårer i øjnene. Pludselig kunne vi også høre en meget støjende demonstration udenfor. Der var så mange følelser i kog i det proppede telt.

Da vi skulle til at slutte, tænkte jeg: Nej, vi kan ikke stoppe på den her måde. Så gik vi uden for teltet; grønlændere, politikerne, demonstranterne – 150 mennesker i en stor rundkreds. Jeg tog mikrofonen og sagde: ”Kig lige på hinanden alle sammen. Er der nogen, der vil sige noget?”

Så fik jeg den vanvittige idé at spørge, om der var nogen, der ville synge noget på grønlandsk. En smuk kvinde gik ind midt i rundkredsen og sang med en helt vidunderlig operastemme en grønlandsk sang. Jeg begyndte at græde, men alle dem, der holdt hinanden i hænderne, kunne ikke tørre deres øjne.

Pludselig stod alle og krammede hinanden. Grønlændere, politikere og demonstranter. Jeg mødte mange efterfølgende, der havde hørt om det, og det er netop mit mål: Spread the word. Vi er i en mørk verden i brand, og vi har brug for cirkler – ikke grøfter.

Læs også

Helles søn brød pludselig sammen i gråd på åben gade: Grunden forfølger hende stadig

Ældre

Grimt indpakkede gaver er også gaver, og jeg er et langt bedre sted i dag, end jeg var inden Kabuls fald. Jeg kan stadig ikke få afghanernes ansigter ud af mit hoved, men jeg er blevet bedre til at passe på mig selv, for jeg bliver jo heller ikke yngre.

Jeg har aldrig spist ordentligt eller trænet, jeg har sovet dårligt og været stresset. Ja, min krop og psyke har taget nogle tæsk. Men i maj sidste år tænkte jeg: Nu skal der ske noget. Nu er det slut med at sige ja tak til en te-bolle til børnene hos bageren, velvidende at det er mig, der spiser den. Det skal være slut med guldkarameller om aftenen. Jeg kommer ikke fra en familie, der tog joggingtøj på og løb en tur lørdag formiddag, men jeg vil gerne bryde den sociale arv for mine børns skyld.

Først ryddede jeg op i kælderen, hvilket er lidt af en opgave, når man er samler som jeg. Så gik jeg i gang med at træne og faste. Jeg omlagde mit liv og lagde i fem måneder alle kulhydrater på hylden. Nu skal jeg i form og træne og blive stærk.

Jeg havde på et tidspunkt sendt Allan et billede af mig, der løb til en polterabend, og min søn Daniel på fem år havde spurgt: ”Kan mor løbe?” Det er benzin på min motor, at min søn har det billede af mig.

Mine sønner ved ikke, at jeg nogle gange rejser til verdens brændpunkter, for de får ikke lov at se nyheder, men de skal heller ikke tro, at jeg bare er sådan en mor, der går og bager derhjemme.

Jeg er også blevet vinterbader, for jeg har sat mig ind i, hvor meget godt det gør for min krop, og hvis jeg både kan rende rundt i en krigszone og holde op med at spise sukker, så kan jeg nok også hoppe i koldt vand.

Læs også

Alle kunne lide Charlottes kæreste – men langsomt dukkede en anden side af ham op

Drama

Mine forældre havde et ulykkeligt ægteskab med fysisk og psykisk vold, inden de blev skilt, da jeg var 15 år. Jeg kan ikke huske ret meget af det, og det er nok min måde at overleve på. Men både når vi snakker Forræder og mit arbejde, så kan man sige, at jeg trives i krig, for jeg er vokset op i en krigszone.

Mit arbejde er forfærdeligt dramatisk, ligesom det er dramatisk at sidde på et slot, hvor ingen kan stole på hinanden. Forræder er ét stort drama, og det kan jeg sagtens være i, selv om jeg røg hurtigt ud. Der kom jeg og troede, jeg var god til at læse mennesker. Ikke en skid jeg var.

Exit

Det, man ikke ser på tv, er, at de sætter noget ret uhyggeligt musik på, inden vi skal beslutte, hvem der stemmes ud ved det runde bord. Jeg glemte alt om kameraerne, og pludselig var alles øjne rettet mod mig, mens de fortalte, hvorfor de syntes, at jeg skulle ud. Det er helt vildt ubehageligt at sidde der.

Jeg var også rasende på Heino (komiker Heino Hansen, som er på Simis hold i Forræder men alligevel ender med at dolke hende i ryggen, red.). Jeg følte, at de alle sammen hakkede i mig med en kniv, og det var forfærdeligt at se dem reagere med glæde, da jeg blev afsløret som forræder. Du er bare ude, og jeg følte det næsten som traumatiserende ikke at få lov at sige ordenligt farvel.

Læs også

Christina Sander: ”Det urene hjem reflekterer hårdere på mødre end på fædre”

Det sidste, jeg så, var folk juble over, at jeg skulle hjem, inden jeg blev sat ind i en bil og kørt til en station, hvor jeg satte mig på et tog i en kupe fuld af fulde mennesker og kørte hjem. Jeg var helt ved siden af mig selv, for jeg havde det som om, jeg var blevet smidt ud af en fest, de andre skulle have det sjovt til.

Jeg sad derhjemme i dagevis og fortalte Allan om alle de ting, jeg burde have gjort anderledes for at overleve i spillet, mens jeg glædede mig til, at andre blev stemt ud, så jeg endelig havde nogen at snakke med.

Da den næste røg ud, fik jeg det at vide klokken 23 om aftenen, og jeg tror, vi talte i telefon sammen i to timer om alt det, vi havde oplevet på slottet. Ingen andre ville kunne forstå, hvorfor man bliver så påvirket af det spil. Derhjemme blev Allan ved med at sige: ”Skat, det er jo bare et spil.”