Deres utraditionelle parforhold blev et forbillede for mange - men det var ikke smertefrit

I en tv-udsendelse fra begyndelsen af 70’erne sidder de franske filosoffer og forfattere Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre over et spil backgammon i brune lædersofaer og lader sig interviewe om feminisme og relationer. 

Sartre har gråsprængt, tilbagestrøget hår og store sygekassebriller, der indrammer hans skelende højre øje. Beauvoir sidder rank og slank med sit mørke hår indrammet af et af de farverige hårbånd, hun altid bar. 

Læs også

Tina Dickow om særlig sang: ”Jeg tænker sgu lidt på Trump”

Fra slutningen af Anden Verdenskrig og til deres død fik parret ikonisk status som fritænkere, der udfoldede deres ideer og tanker i romaner, filosofiske essays, skuespil, rejseberetninger, erindringer og journalistik – alt, de sendte ud i verden, blev bemærket. 

De var et intellektuelt kendispar og forbilleder for 60’er-generationens unge, der hyldede deres frie livsstil og det utraditionelle samliv, som parret var fortalere for.

De giftede sig nemlig aldrig og tillod hinanden at have andre erotiske relationer og kærlighedsaffærer, for som eksistentialister var frihed vigtigere for dem end alt andet. 

De overnattede fra tid til anden hos hinanden og rejste jorden rundt sammen, men delte aldrig adresse, husholdningsbudget eller bankkonto. 

Til gengæld mødtes de stort set dagligt på Rive Gauches caféer Café de Flore, Les Deux Magots og La Coupole – der siden er blevet synonyme med Paris’ intellektuelle og kunstneriske miljø i det 20. århundrede – og diskuterede tekster og indviede hinanden i deres tanker og kærlighedseskapader i støjen fra andres samtaler. 

Under tv-interviewet med parret spørger journalisten: “Har jeres relation reduceret alle tredjeparter til en sekundær rolle?” 

Beauvoir svarer tydeligt: “Ja,” mens Sartre nikker. “Hvad enten det gælder Sartre eller jeg selv, vidste den tredje person, at vores forhold overskyggede ethvert, vi kunne have til dem,” forklarer Beauvoir med sin let hæse stemme om de affærer, de to havde udenom forholdet til hinanden. 

Og særligt Beauvoir, der med sit feministiske værk 'Det andet køn' fra 1949 kæmpede for at sætte kvinder fri og få dem ud af mandens skygge, dedikerede sit liv til at holde myten om deres særlige bånd og Sartre som det uforlignelige geni i live.

Simone de Beauvoir blev født den 9. januar 1908 i Paris’ Montparnasse-kvarter, hvor hun endte med at bo det meste af sit liv, som ældste datter af Francoise, en katolsk skønhed fra det velhavende borgerskab, og George de Beauvoir, en ateistisk, vittig og litteratur- og teaterelskende advokat, der spenderede sine aftener ude med at arrangere amatørteater, spille kort og frekventere bordeller og barer. 

To et halvt år efter blev familien udvidet med lillesøsteren Hélène kaldet Poupette. Beauvoir-familien var en del af det velhavende bourgeoise, men i tiden omkring Simones fødsel tabte hendes familie en stor del af deres formue, og det førte dem fra stuer en suite til en lille lejlighed uden elevator, rindende vand og tjenestefolk. 

Ikke en rest sytråd gik tabt, ikke en brødkrumme gik til spilde, deres tøj var arvet og sad skidt, men det lærte Simone, at det indre var vigtigere end det ydre, og at; “man må udnytte alting – og sig selv til det yderste,” som hun skrev i 'En velopdragen ung piges erindringer' fra 1958.

Simone de Beauvoir beskrev forældrenes ægteskab som lykkeligt i de første ord i bogen 'En meget nem død' (da. 1965), der handlede om sorgen over morens død.

“Hun blomstrede, når hun var sammen med min far. Hun elskede ham, hun beundrede ham, og der er ingen tvivl om, at i de første ti år gjorde han hende fuldkommen fysisk lykkelig. 

Han elskede kvinder; han havde mange affærer; og … han mente, at en ung hustru ikke skulle behandles med mindre lidenskab end en elskerinde.”

Affærerne endte med at gøre hendes mor bitter, men trods forældrenes problemer var Simones barndom lykkelig, tryg og fyldt med opmærksomhed på det særlige barn, der allerede som treårig kunne læse og som syvårig skrev sin første roman. 

Hun forestillede sig, at hun var Jo March, hovedpersonen i Louisa May Alcotts berømte roman 'Pigebørn' – en viljestærk og stædig tomboy med talent for at skrive. Begge forældre lagde vægt på døtrenes kulturelle dannelse, og der blev læst højt af franske klassikere som Jean Racine, Molière og Victor Hugo. 

Det ændrede dog ikke ved, at Simones livsbane allerede var kortlagt ved fødslen: Hendes dannelses formål var at gøre hende til en beleven og intelligent samtalepartner for sin kommende ægtemand. 

Da hun nåede en vis alder og ønskede mere frihed, lærte hun, at der var visse ting, hun skulle holde for sig selv, særligt når det gjaldt hendes krop og seksualitet:

“Jeg lærte, at alt, der havde med min krop at gøre var vulgært og fornærmende,” skrev hun i 'En velopdragen ung piges erindringer'. Også alle bøger blev censureret og nøje gennemlæst, før de nåede Simones natbord. 

Først da hendes teenageoprør blev vakt, fik hun sin fætter, og store ungdomskærlighed, Jaques til at smugle litteratur ind til hende, ligesom hun sammen med ham og hans venner begyndte at gå på barer. 

“Simone har en mands hjerne, hun tænker som en mand,” sagde hendes far ofte, men at hun og hendes søster skulle gå efter en højere uddannelse i stedet for et passende ægteskab, var utænkeligt og et tegn på nederlag. 

For Beauvoir var uddannelse dog langt fra den værste udsigt, men vejen til uafhængighed.

Tiden på Sorbonne

Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre mødte hinanden i 1929 som ganske unge på Sorbonne, hvor de begge studerede filosofi. 

Simone de Beauvoir var med sine 21 år en af de yngste, der forberedte sig til den konkurrenceprægede agrégation, som gav adgang til at undervise på universiteter og gymnasier. 

Hun var blevet venner med René Maheu, en medstuderende, gift mand, der gav hende det livslange kælenavn, Castor (da. Bæver), og som var en del af Jean-Paul Sartres klike. Et lille, eksklusivt trekløver kendt for deres skarpe intellekt og til tider dristige adfærd. Sartre var geniet og vennerne hans disciple.

Sartre havde allerede fået øjnene op for Beauvoir, som han til sine venner omtalte som intelligent og køn, men dårligt klædt. 

Gennem vennen Maheu inviterede han Beauvoir på en date, men Maheu rådede Beauvoir til at takke nej. Sartres forførelsesmetoder var ikke noget for en pæn pige fra borgerskabet, og i øvrigt nød han, at hun sværmede for ham. 

Beauvoir var nemlig forelsket, og i sin dagbog fra september 1929 afslører hun, at det var ham, der tog hendes mødom. 

Birthe Kjær om sin barndoms jul: "Juleaften krævede tålmodighed"

Sartre var langt fra en klassisk flot fyr – han var lavstammet og skelede – men han så sig selv som en charlatan og kompenserede med sit vid, sin evne til at lytte og en veludviklet humoristisk sans. 

Beauvoir skriver deres første møde som frygtindgydende i 'En pligtopfyldende ung piges erindringer'. Han hilste på hende med verdensmandsmanerer, mens han røg pibe. I dagene op til eksaminationen, hvor Sartre blev nummer et og Beauvoir nummer to, forlod de kun hinanden for at sove. 

Aldrig havde hun mødt en, der havde så dyb og bred en viden, og for første gang følte hun sig intellektuel underlegen, skriver hun i sine erindringer; “Hvor virkede min verden lille ved siden af hans overdådige, frodige univers.” 

Og da hun opdagede, at han, ligesom hun, havde litterære ambitioner, var hun solgt. De begyndte at læse og kritisere hinandens tekster, og hun begyndte at gå op i sit tøj, købte upraktiske høje sko og pyntede sig med blush og læbestift. 

“Når hjerte, hoved og krop er i fuld samhørighed, er der stor fryd at finde i det fysiske udtryk for denne enhed,” skrev hun i sit andet erindringsværk 'Mod livets midte' (da. 1961). 

Det var samtalerne og deres intellektuelle parløb, hun værdsatte mest. Som eksistentialister (før Sartre og Beauvoir blev eksponenter for retningen, ansås bl.a. Kierkegaard og Nietzsche for pionerer) troede de på, at individet hverken er mere eller mindre end summen af dets handlinger. 

Valg skulle træffes, og frihed kom med et ansvar.

De indgik en pagt, som især for en kvinde på den tid, var bemærkelsesværdig; i frihedens navn gav de afkald på ejendomsretten til hinanden. 

De ville altid være hinandens nærmeste og fortælle hinanden alt, men tillade og tåle andre romantiske og erotiske partnere. 

I de første to år ville de give sig selv en prøveperiode, hvor de primært dedikerede sig til deres fælles intime forhold, men i det lange løb, forklarede Sartre, at han ikke troede på monogami – særligt ikke for en forfatter, der levede af nye oplevelser og havde brug for mange typer af erfaringer – og kvinder, han elskede kvinder. 

Og hvorfor egentlig stille sig tilfreds med ægteskabet, hvis man kunne få både og – frihed og stabilitet, passionerede kærlighedsaffærer og en forpligtende relation? 

Simone ville gerne være uafhængig, og også hun var skeptisk over for ægteskabet, men hun var ikke frigjort fra seksuelle tabuer, “promiskuitet hos en kvinde chokerede mig stadig,” skrev hun i 'Mod livets midte'. 

Utroskab kendte Simone hjemmefra, det nye var, at hun var sidestillet Sartre – selvom det i praksis ville være langt sværere for hende at udleve livsstilen.

 “Vi var to af samme slags, og vores forhold ville vare så længe, vi levede, men det kunne ikke helt opveje de flygtige rigdomme, der kunne opnås med møder med forskellige mennesker,” skrev Beauvoir i 'Mod livets midte'. 

Selvom det voldte hende kvaler, stolede hun på ham. Og Sartre indrømmede senere i livet, at han ikke forstod sit held.

I sine erindringsbøger giver Simone de Beauvoir ikke meget plads til det, der var problematisk ved pagten for en ung, forelsket kvinde, der næsten glemte sig selv i de første år med Sartre og kaldte sit partnerskab med ham for sit livs største succes. 

For Sartre brød sig ikke om jalousi og mente, at det var vigtigt, man kunne kontrollere sin lidenskab. 

Da de begge underviste, men i forskellige byer, Sartre i Le Havre og Beauvoir i Marseille, var de adskilt i lange perioder. 

Sartre tilbød hende ægteskab, så de kunne være sammen, men hun vidste, at det bød ham inderligt imod, og hun afviste. I biografien Simone de Beauvoir, A Biography af Deidre Baird fra 1990, sagde Beauvoir mange år senere, at det var hendes livs mest ulykkelige år. 

Hun var meget usikker på Sartre, og når hun ikke underviste, fik hun tiden til at gå med lange, udmattende vandreture i naturen, som blev nærmest en besættelse for hende, fordi kroppen var i gang, og det rensede tankerne og holdt depressionen over at være væk fra Sartre stangen. 

Hun klatrede op ad stejle klipper i en gammel kjole og espadriller med en Guide Bleu og et Michelin-kort i sin rygsæk og gik så langt som 40 kilometer. 

Da hun endelig kunne forlade Marseille for en stilling tættere på Paris, i Rouen, hvor Gustave Flauberts Madame Bovary, nærmest bliver sindssyg af kedsomhed, havde hun det bedre med sig selv: “Adskillelsen og ensomheden havde ikke ødelagt min mentale tilstand. Jeg vidste, at nu kunne jeg klare mig selv.” 

Og hun havde påbegyndt sin første roman. 

I de kommende år var udvekslingen af nye erotiske bekendtskaber ofte grundlagt på venskaber, de hver især opbyggede. 

Kønt var det sjældent, i dag ville man i mange af tilfældene nok kalde det grooming. Beauvoir indfangede kvinderne, ofte studerende, som hun indgik i særlige forhold med, og Sartre tog over, men det foregik også den anden vej rundt. 

Hun prøvede det bedste, hun kunne at se tingene gennem Sartres øjne og forstå, hvad han så i de kvinder, han blev besat af. Så intenst, at hun også indledte seksuelle forhold til enkelte af dem.

Som flere af Beauvoirs biografister har bemærket, er det ikke gennem hendes erindringer, at man får det sande billede af de kvaler, jalousien medførte, men nærmere gennem hendes romaner, der ofte var fiktioner over deres intriger og komplicerede kærlighedsrelationer. Senere i livet indrømmede hun dog, at “den smerte, det forvoldte mig, var meget voldsommere end jalousi.” 

Eksistentialisme på mode

Anden Verdenskrig blev et vendepunkt i Beauvoirs og Sartres forhold til aktivisme. 

Hvor de tidligere havde distanceret sig fra politik, blev frygten og vreden gniststen, der gjorde det umuligt ikke at engagere sig. Sartre blev indkaldt og sendt til fronten og derefter holdt som krigsfange i 10 måneder, mens Beauvoir var alene i et Paris besat af tyskerne. 

Tiden brugte hun på cafeen Dôme med at skrive lange breve til Sartre og færdiggøre sin første roman 'L’Invitée' (da. Gæsten), der udkom i 1943 og handler om kompleksiteten i menneskelige relationer, baseret på sine egne erfaringer med hendes og Sartres menage a trois med hendes tidligere studerende, Olga Kosakiewicz, som de begge var involveret i. 

Forholdene i spøgelsesbyen, hvor gaderne var tomme, fik hende til at fundere over vilkårene for et kvindeliv. 

Læs også

Margrethe Vestager har fokus på én vigtig ting, når hun er chef for andre

På hvilke måder var hun typisk feminin, og på hvilke måder var hun ikke? som forfatteren Lisa Appignanesi skriver i biografien 'Simone de Beauvoir – Life & Times'. Ligesom alle de andre stod hun i kø for at få sine rationeringskuponer, hun forsøgte at bikse måltider sammen af det, der var tilgængeligt og vinkede farvel til sin elskede på togperronen. 

Hun klamrede sig til vennerne, hendes og Sartres uortodokse familie, de forsørgede hinanden, delte senge, samtaler og projekter, mens hun håbede på livstegn fra Sartre, der blev løsladt i marts 1941 og kom tilbage til Paris fuld af iver efter at engagere sig i modstandsbevægelsen og stiftede avisen Socialisme og frihed. 

I 1943 udkom hans mest kendte filosofiske værk 'Væren og intet' (da. 1966), der diskuterer bevidsthedens natur, frihed og ansvar, og som i dag anses for en af hovedteksterne i eksistentialismen. 

Næsten samtidig blev teaterstykket 'Les Mouches' (da. Fluerne), sat op og spillede for fulde huse og blev året efter fulgt op af 'Huis Clos' (da. Lukkede døre). Udgivelserne, der på forskellig vis reflekterer de komplekse filosofiske og moralske spørgsmål, der opstod i en tid præget af konflikt og besættelse, betød, at parret efter krigens afslutning stod midt i centrum af det franske litterære, politiske og intellektuelle miljø.

Sartre og Beauvoir stiftede det politiske magasin 'Les Temps Modernes' (efter Charlie Chaplin-filmen 'Moderne tider'), der kom på gaden for første gang i 1945 og blev en institution og et fælles projekt for dem i 25 år. 

Med det nåede eksistentialismen som modefænomen sit højdepunkt, og venstrebreddens caféer i Paris blev fyldt med højhalsede sorte sweatre, langt, glat hår og blege ansigter. 

Den franske sanger og skuespiller Juliette Gréco sang om livets meningsløshed, og Life Magazine bragte en artikel om eksistentialismen, der snart fyldte caféer og jazzklubber med turister. Sartre blev kronet paven af eksistentialismen og Simone de Beauvoir hans Notre-Dame-de-Sartre. 

Hun stoppede med at undervise for at hellige sig forfattergerningen, men boede fortsat på hotelværelser, læste, skrev og mødtes dagligt på sine yndlingscaféer med sine venner. 

Særligt ét emne var begyndt at optage hende: Hvad betyder det at være kvinde?

“Jeg begyndte at gøre status over de vanskeligheder, bedrageriske fordele, fælder og mange hindringer, som de fleste kvinder støder på i deres liv,” skrev hun i 'Mod livets midte'.

Det andet køn

Sartre havde opfordret hende til at skrive om sig selv, men hun følte, at hun først måtte kortlægge det generelle kvindeliv. Hun havde ikke en oplevelse af, at hendes køn havde afholdt hende fra noget, men alligevel var det, som om nogen tændte lyset.

“ (…) det var en åbenbaring: Det var en maskulin verden, min barndom havde været næret af myter formet af mænd,” skrev hun i 'Det andet køn' fra 1949.

Hun nærmede sig de 40 år, og hendes og Sartres mangeårige pagt var alvorligt truet. 

Han var opslugt af en passioneret affære med Dolores Vanetti, surrealisten André Bretons tidligere elskerinde, som han ville tilbringe tre måneder om året med, og Simone spurgte, hvem der betød mest for ham? 

Han svarede: “Hun betyder virkelig meget for mig, men jeg er sammen med dig,” hvilket ikke gjorde situationen nemmere. 

I 'Det andet køn', der blev Beauvoirs hovedværk, afslører hun kvindelighed som en social konstruktion. 

Den berømte sætning: “Man fødes ikke som kvinde, man bliver det,” opsummerer hendes idé om, at kvinders identitet og rolle er formet af kulturelle og sociale forventninger snarere end biologi. 

“Ingen biologisk, psykologisk eller økonomisk skæbne bestemmer, hvilken figur den menneskelige kvinde præsenterer i samfundet; det er civilisationen som helhed, der skaber dette væsen.”

Kvinden ses som ‘den anden’ i modsætning til manden, der er den normative standard, og Beauvoir analyserer og angriber de sociale og kulturelle strukturer og institutioner, der former kvinders rolle og holder dem fanget i deres sekundære, underordnede status; ægteskabet, moderskabet, religion og arbejdsmarkedet. 

Kvinden er fanget i sin egen biologiske cyklus, der gør, at hun hele tiden er beskæftiget med det reproduktive, at bære, undfange og opdrage børn. 

Mens manden kan gå ud og skabe noget af det, vi har bestemt, har værdi for samfundet.

Som eksistentialist argumenterer de Beauvoir for, at kvinder skal frigøre sig fra de normer og forventninger, der begrænser deres frihed, og opfordrer dem til at tage kontrol over deres egen eksistens og skabe deres eget livsprojekt.

Ingen havde før hende forsøgt at tage livtag med kvinder eller forskellene mellem kvinder og mænd, og ingen havde beskrevet den kvindelige seksualitet, homoseksualitet, onani, begær og menstruation, som man ikke talte åbent om i 40’ernes Frankrig, hvor kvinder først fik fuld stemmeret i 1944, langt senere end i de fleste andre europæiske lande. 

Det andet køn vakte kæmpe furore. Første oplag blev udsolgt på en uge, andet oplag ligeså, og Simone de Beauvoir var overrasket og overvældet. 

Læs også

Trine Ankerstjerne hørte en særlig sætning for nylig – og nu vil hun også have dig til at tænke over den

Hun havde på ingen måde forudset den indflydelse, hendes bog fik, og det var nærmest absurd, at hun, som aldrig havde identificeret sig særligt med sin kvindelighed, havde skrevet et værk for og om kvinder. 

Mange skrev og takkede hende, men hun modtog også et hav af hadefulde breve og kommentarer i aviser, der kaldte hende frigid, bitter, lesbisk og utilfreds og mente, at det måtte skyldes hendes savn efter moderskabet og ægteskabet. 

Forfatteren Albert Camus beskyldte hende for at få den franske mand til at se latterlig ud, og kirken sortlistede bogen, mens det populære magasin Paris Match bragte en syv sider lang artikel om hende. 

Et virkeligt ‘vi’

Sartre vedblev at være den mest betydningsfulde mand i hendes liv, og selv da deres seksuelle relation døde, fortsatte de med at fastholde hinanden i pagten med ord og kærtegn. 

På en rejse til USA i sine 40’ere, mødte hun den amerikanske forfatter Nelson Algren, som hun forelskede sig hovedkulds i. 

Kærligheden var gengældt, og deres relation varede i 17 år, men døde, fordi han ikke kunne acceptere, at Beauvoir afbrød en planlagt rejse før tid for at tage hjem til Sartre, der havde sendt bud efter hende. 

Hun skrev om forholdet til Algren i romanen 'Mandarinerne' (1954), som hun vandt den prestigefyldte Prix Goncourt for, og bar den ring, han gav hende, til sin død.

Beauvoir fortsatte med at være politisk aktiv i kvindebevægelsen, og vedblev til det sidste med at konfrontere og søge efter sandheden om livet. 

I sin tredje erindringsbog 'Mod begyndelsen af slutningen' (da. 1964) skrev hun om at blive ældre, miste sin fysiske tiltrækningskraft og føle sig fremmedgjort for sig selv:

“Jeg tænkte en dag, da jeg var fyrre: ‘Dybt i det spejl, holder alderdommen øje og venter på mig: og det er uundgåeligt, en dag vil hun få fat i mig’. 

Hun har mig nu. Jeg stopper ofte, forbløffet, ved synet af den utrolige ting, der fungerer som mit ansigt. Jeg forstår La Castiglione (Napoleons elskerinde, red.), som fik alle spejle smadret. 

Jeg havde engang indtrykket af at være ligeglad med, hvilken figur jeg gjorde ... Jeg afskyr mit udseende nu: brynene, der glider ned mod øjnene, poserne under dem, de for meget fyldige kinder, og den sorgfulde mine omkring munden, som rynkerne bringer,” skrev hun.

“... Ja, øjeblikket er kommet til at sige: Aldrig igen... Aldrig igen en mand. Nu har ikke kun min krop, men også min bevidsthed accepteret det. 

På trods af alt er det mærkeligt ikke længere at være en krop. Der er øjeblikke, hvor mærkværdigheden ved det, fordi det er så endegyldigt, får mit blod til at fryse. Men hvad der gør mere ondt end alle disse afsavn, er aldrig igen at føle noget nyt begær.”

Nogle kritikere mener, at det kun var Beauvoir, der krampagtigt holdt fast i betydningen af deres pagt, men de færreste tvivler på, at den evigt skørtejagende Sartre, der langt op i alderdommen havde op til flere elskerinder, som han forsørgede og tildelte tid i nøje fastlagte tidsskemaer, satte deres kærlighedsrelation meget højt. 

Intet kunne sammenlignes med Beauvoirs position i hans liv. Hun var hans bedste ven og vigtigste kritiker, og hele hans filosofiske æuvre er dedikeret til hende. 

Hans tidligere elskerinde, Arlette Elkaïm-Sartre, som han adopterede i 1965, arvede rettighederne til hans litterære arv, og på samme vis indgik Simone de Beauvoir i en meget nær relation til en studerende, Sylvie Le Bon-de Beauvoir, som hun kaldte en yngre udgave af sig selv, adopterede og testamenterede rettighederne til sit forfatterskab til. 

Få år før Sartres død i 1980 sagde han: “Vi er dybt forbundne på en måde, som i visse øjeblikke gennem vores liv har skabt et ‘vi’, som ikke er to individuelle ‘du’er’, men virkelig et ‘vi’.” 

I de sidste år af hans liv passede og hjalp Simone de Beauvoir sin livsledsager, der havde mistet synet og var medtaget af et årelangt alkohol- og pillemisbrug, og læste for ham i timevis, for samtalerne var ikke længere de samme. 

I sit sidste farvel til ham, bogen 'En meget nem død' skrev hun: “Dette er den første af mine bøger – uden tvivl den eneste – som du ikke har læst, før den udkommer. Den er fuldt og helt dedikeret til dig; og du er slet ikke det mindste påvirket af den … Selv hvis jeg bliver begravet ved siden af dig, vil der ikke være nogen kommunikation mellem din og min aske.”

Simone de Beauvoir døde den 14. april 1986 i Paris og blev begravet på Montparnasse-kirkegården i samme grav som Sartre.