Tina Dickow om særlig sang: ”Jeg tænker sgu lidt på Trump”
Tina Dickow har udgivet omkring 150 sange, men én af dem bliver hun ved med at spille live. Med årene er den nemlig kun blevet mere relevant for sangeren og sangskriveren, som kalder den for det tætteste, hun kommer på en protestsang.
Af: Sara Kirstine Hald Video: Amalie Eva Musolino Nørreby
”For
hvert år, der er gået, er den sang begyndt at føles mere og mere alvorlig.”
Sådan
siger Tina Dickow til alt.dk, da hun medvirker i video-serien ’Damernes
Discman’. Her tager hun os med bagom et af sine egne numre, og egentlig havde
hun valgt et andet til formålet, men i lyset af det amerikanske præsidentvalg
skiftede hun mening.
”Oprindeligt
ville jeg nok ikke have valgt ’No time to sleep’ til playlisten, men nu er vi
for nylig vågnet op til nyheden om, at Donald Trump har vundet det amerikanske
præsidentvalg, og så skiftede jeg mening. Jeg har udgivet op imod 150 sange, så
i forvejen var det svært at vælge – nogle af dem er kærlighedssange, nogle er
gode råd til mig selv i livet – og denne her er det tætteste, jeg kommer på en
protestsang,” siger hun.
Tina
Dickow ved ikke helt, hvad det egentlig var, hun protesterede imod, da hun
skrev sangen tilbage i 2008, men som årene er gået, er den i hvert fald ikke
blevet mindre aktuel.
”Da
jeg skrev sangen, var det, så vidt jeg husker, ikke midt i en verdenssituation,
hvor det føltes, som om tingene brændte på. Men desværre føles den ikke mindre
relevant nu, end den gjorde dengang.”
Da
vi taler med Tina Dickow, er hun i en form for chok over udfaldet af det
amerikanske præsidentvalg. Hun har nærmest ikke ord til at beskrive, hvordan
hun har det med det, men det er tydeligt, at hun i hvert fald ikke er
begejstret.
”Der er en sætning, der siger: “Who’s gonna tell
the story straight? Does anyone believe there’s still a story to be told?” Hver gang, jeg synger den nu,
tænker jeg sgu lidt på Trump,” siger hun og uddyber:
”Det
her med, hvordan den mand har skabt så meget forvirring omkring, hvad sandheden
og virkeligheden er. Det er så fucked!”
Hun
fortæller, at sangen handler om at holde sig vågen, være obs på, hvad der
foregår og at blive ved med at stille spørgsmål. Noget, som hun altså især
mener er vigtigt i den tid, vi befinder os i.
Annonse
”Det
her er sgu ikke lige tiden til at lægge sig til at sove. Og heller ikke til at
”sove” i form af death scrolling og den slags. Det er tid til at være
skarp og slå gnister,” siger hun.
Er
du i humør til at slå gnister, gøre oprør og holde dig vågen mentalt, skal du
altså lytte til ”No time to sleep”. Tina Dickow mener dog, at det er allerbedst
at høre nummeret live for at mærke kraften og dele fornemmelsen af oprør med
andre.
”Der
er jo mange sange, der aldrig bliver spillet live, men den her tager jeg tit
med, fordi der er en fed energi i den. Nogle gange går vi ud blandt publikum og
synger den, og så står alle og tramper i gulvet og synger med. Der er en vældig
kraft i den live, så det er en sang, der virkelig har været tæt på mig i mange
år.”
Udover
at hun elsker at spille nummeret live, betyder det noget særligt for hende,
fordi det handler om noget ”større”.
”Selv
den mindste, lillebitte kærlighedssang handler selvfølgelig også i mange
tilfælde om noget større og kan sige noget kæmpestort, men jeg kan godt lide
ved den her sang, at den prøver at motivere til et eller andet. Til noget aktiv
”opstramning” i livet.”
Du
kan finde ’No time to sleep’ på vores playliste ’Damernes Discman’ her. Playlisten er dedikeret
til kvindelige kunstnere, og formålet med den er at skubbe lidt til
kønsubalancen i musikbranchen ved at inspirere flere til at forbruge musik af
kvindelige artister. Du kan læse mere om hele projektet nedenfor.
Om 'Damernes Discman'
Du kan gøre en hel det for at ændre på den køns-ubalance, der er i musikbranchen – og det er endda virkelig nemt. Det eneste, du skal gøre, er nemlig at forbruge mere musik af kvindelige kunstnere: Stream deres musik, køb deres plader, tag til deres koncerter.
Er du i tvivl om, hvor du skal starte? Så er det heldigt, at vi har samlet en playliste med musik af danske kvinder til dig. Den hedder Damernes Discman og kan findes her.
I dag er kun 23 procent af den musik, der bliver streamet, af kvindelige kunstnere. Samtidig præsenterer streamingtjenesterne deres brugere for mere af den musik, der i forvejen er populær. Fordi vi lytter mest til mænd, bliver vi altså også præsenteret mest for mænd. Det er et ekkokammer, som gør det svært for kvinderne at blive hørt.
Når man som kvindelig kunstner statistisk set får færre streaminger end en mand, kan det være svært at overbevise pladeselskaberne om at satse på én, og man bliver ikke i lige så høj grad booket til festivaler og andre events.
De manglende streaminger starter altså en kædereaktion og er med til at holde kønsubalancen i musikbranchen i hævd. Derfor: Lyt, lyt, lyt til kvindelige kunstnere – f.eks. på playlisten Damernes Discman.