Tyrkiet

Singlemor? Sådan rejser du alene med dit barn

Træt af Kid’s Club, syv dage i børnepoolen og et barn, der helst bare vil leve af pomfritter? Pressechef og blogger Anne Sophia Hermansen tog til Bodrum i Tyrkiet med sin 6-årige søn, og her får du hendes tips til, hvordan du som singleforælder rejser alene med dit barn, så I begge får en god oplevelse.

Mon ikke vi er mange singlemødre, der har prøvet at sidde med benene i børnepoolen – i en hel uge? Selvfølgelig er det dejligt at være på ferie med ens barn eller børn, men hånden på hjertet: Det kan også være en lille smule kedeligt. Med lidt planlægning er det nemt at rejse alene med et barn, hvor I rent faktisk besøger et andet land og ikke bare en swimmingpool et nyt sted.

Tag f.eks. til Bodrum i Tyrkiet, en by, der kaldes Tyrkiets St. Tropez, og hvor de små huse ligger tæt som glitrende sukkerknalder omkring en sand børnemagnet af en ridderborg ved det turkisblå hav.


Skønne Bodrum

Bodrum er et klassisk feriested for velhavende tyrkere og langt mindre overrendt end sydkystbyerne Alanya og Antalya. Digteren Henrik Nordbrandt har også boet her i en årrække, og det er nemt at forstå hvorfor: Byen er skøn med de hvidkalkede huse og lilla bougainvillea-buske, og her er ingen flashy hoteller med neonreklamer, fordi bygninger ikke må have mere end tre etager. I stedet er her en labyrintisk basar, som omkranser Skt. Peter Borgen, oprindeligt bygget af riddere engang i 1400-tallet. I dag fremstår den som en drengs drøm om en kæmpestor Lego-borg, velholdt, med tårne, kanoner, gravsteder og påfugle, der spankulerer rundt som kristne symboler på livet efter døden.

Pool og lahmacun

Vi så borgen efter en dag i poolen på Hotel Royal Asarlik Beach & Spa. De fleste børn elsker en god pool, og det har hotellet, endda flere. Hotellet har også en fremragende buffet, der rigt præsenterer det tyrkiske køkken. En buffet er i det hele taget en god løsning for børn, der ofte bare vil have pomfritter og ikke så meget nyt. Prøv tyrkisk pizza (lahmacun), de små frikadeller (köfte), sesamkringler, kebab og gå ombord i tyrkiske kager, der er så hvinende søde, at hjernen næsten eksploderer.

Forventningsafstemning

Min søn er 6 år og rimeligt rejsevant, og han var på forhånd forberedt på, at vi ikke kun skulle være i poolen. Vi skulle også se et vidunder fra oldtiden, gå rundt i Bodrum og spise mad, han ikke kendte. Forberedelsen med dit barn er vigtig, så forventningsniveauet bliver afstemt, og ingen bagefter føler, at det har været en rædsom ferie, hvor mor bestemte alt og satte begrænsninger for alt det sjove (læs: pool og pomfritter). Han vidste også, at efter Efesos ventede Bodrums kæmpestore vandland, men mere herom senere.

Efesos – næsten uden sit down-strejke

Der er ca. tre timers buskørsel fra Bodrum til marmorbyen Efesos, en af oldtidens vigtigste handelsbyer. Den skal være grundlagt af amazonerne, der var en slægt af kvindelige krigere, og i byens hjerte lå Artemistemplet, et af verdens syv vidundere. I dag er det lidt af en ruin, hvilket ikke mindst skyldes, at man brugte guld i stedet for mørtel. Det gjorde templet til et oplagt plyndringsmål, men det er også en faktuel oplysning, der kan imponere et barn – for tænk, at samfundet var så rigt, at guld blev benyttet til den slags formål. Den slags viden er god at have i håndtasken, hvis ikke et Efesos-besøg skal munde ud i en sit down-strejke. For selv om vi som forældre synes, at det er spændende at gå rundt i en fortid, der er flere tusinde år gammel, vil mange børn bare kigge efter en udgang. Nu.


Det gjorde han såmænd også, men ikke uden først at have set biblioteket, datidens største teater med plads til 25.000 tilskuere, englen og hovedgaden, hvis store marmorsten bliver til kogeplader i solen, så husk masser af vand.

80‘er-musik i vandland

10 minutter uden for Bodrum by ligger det herlige vandland Dedeman Aqua Park. Her er vand-karruseller til de små, bølgebassiner og vilde rutsjebaner til de noget større. Hvis du tror, at du lever i 2011, så foretag en tidsrejse med vandlandet. De spiller en masse 80’er-musik, og for mit vedkommende var det ca. 25 år siden, jeg sidst hørte „Abracadabra“ med Steve Miller Band for fuld knald. Der er fine omklædningsfaciliteter, men kom tidligt og få kapret solvogne tæt på den pool, der tiltrækker dit barn mest. Og snup også en stor solparasol, for dit barn vil ikke være til at drive ud igen.

Lej bil eller tag minibussen

Det er muligt at leje en bil, og det kan klart anbefales at fræse lidt rundt i området. Bodrumhalvøen skulle være fuld af maleriske fiskerbyer, f.eks. Gümüslük, og vejene er glimrende. Vi tog en dolmus (tyrkisk minibus), for jeg er en ufattelig dårlig bilist, og det koster kun otte-ni kroner at køre med minibus. Tæt på Bodrum ligger også Kong Mausolos’ mausoleum, der dannede forbillede for eftertidens mausoleer (heraf navnet), og Myndos-porten, der var en af to indgange til det ældgamle Halikarnassos.

Popstjerner sværmer også for Bodrum

I det hele taget er der nok at se på, smage og opleve i Bodrum. Ifølge rygtet hænger både Shakira og den tyrkiske popstjerne Tarkan ud i området, og ligesom i Monaco ligger der masser af fede yachts ude i vandet. Men vi nøjedes med at flyde rundt på luftmadrasser i poolen, mens den tyrkiske sol bagte og bagte, ah!

"Tip! Hvis du rejser med et skolebarn:"

# Rejser I uden for skoleferien, så husk at fortælle det til klasselæreren.

# Spørg, hvad de skal gennemgå i ugen, der kommer.

# Og tag dit barns lektier med og lav dem sammen på ferien.



"Anbefaling af All Inclusive og ferie på „skæve“ skoletidspunkter:"

At rejse før eller efter sommerferien er ganske enkelt billigere, og selv om du kun er én voksen, skal du alligevel have et dobbeltværelse. Er rejsen billigere, får du også råd til et bedre hotel – og en skøn udsigt.

Gå efter et hotel med All Inclusive, for så kan barnet prøve forskellige ting fra buffeten og lære at holde af mad, det måske ikke lige kendte. Min søn er nu kebab-elsker.



"Husk underholdning:"

Det kan godt blive en lidt lang uge, når I kun har hinanden, så tag barnets yndlingslegetøj og Nintendo med og download nye spil til din iPhone, hvis du har sådan en.

Uno er også godt, og det kan spilles fra ca. tre år.

Tag godnatlæsning med, det er der god tid til – vi læste ca. 300 sider i Harry Potter 7.

Giv barnets dets egen rejserygsæk, børn kan godt lide at have ansvar for noget. Den kan I pakke med spil, farveblyanter og legetøj og have med i flyet, så turen heller ikke føles helt så lang.


"Fire gode råd til dig selv:"

• Gå efter et værelse med balkon og en god udsigt, for du kommer jo nok til at sidde en del derude, når barnet sover.

• Men vælg ikke en udsigt, der er så skøn og romantisk, at du ville ønske, du sad der med en kæreste.

• Tag ansigtsmaske, hårkur, fodfil og andet beautygrej med – om aftenen har du tiden til at pleje dig selv, lækkert!

• Medbring gode bøger og nyd, at du kan smække benene op.

Få tip til den svenske hovedstad - læs artiklen: I love Stockholm:

"Boganbefalinger til din ferie:"

Siri Hustvedt: „Sommeren uden mænd“. Om Mia, hvis mand vil have en pause, fordi han har forelsket sig i en anden. Når kærligheden trækker tæppet væk under os, kan der være dybt at falde, men der er samtidig noget fedt ved en mande-detox, og det fortæller Hustvedt om med stor varme og humor og sans for det farceagtige.

Om denne rejse

Vi rejste med Star Tour fra København og boede på Hotel Royal Asarlik Beach & Spa. En rejse uden for sæsonen for mor og barn kan klares for ca. 10.000 kr. Se mere på Startour.dk.

Om artiklens forfatter:

Anne Sophia Hermansen blogger på Berlingske.dk om alt fra singlekultur til designerbørn. Hun er desuden pressechef i den finansielle sektor, smagsdommer på DR2 og fast gæst i „Søndagsfrokosten“ på P1.

Helle Helle: „Dette burde skrives i nutid“. Forældrene tror, at Dorte hver dag tager ind til København for at passe sit litteraturstudie på universitetet. Men Dorte hænger ud med Digter Hase og ved ikke rigtigt, hvem hun er. Helle Helle er knivskarp i sin skildring af kvinder fra provinsen og viser, at det lyder så nemt, men er forbandet svært – at blive os selv.

Jonathan Franzen: „Frihed“. Et mesterværk af en murstensroman om det moderne menneske, der kan vælge alt her i livet – undtagen sin familie. Dette er den dysfunktionelle familie beskrevet med så stor indsigt og kærlighed, at mange sætninger kunne sættes op på væggen som små korsstingsbroderier.

"Mit bedste råd:"

Gå efter et hotel med pool og en interessant by lige i nærheden. Det er det bedste af to ferie-verdener. Vi kunne tage en dolmus (minibus) ind til Bodrum om formiddagen og hjem til poolen igen over middag. Så oplever I lidt kultur og byliv sammen og kan bagefter slappe af med badedyr og „bomber“ i poolen.

 

Nøgleord: Tyrkiet, Bodrum, singlemor, rejs alene med dit barn, Anne Sophia Hermansen.