Du kender lyden af sirenen, som er den nationale varslingsalarm, der lyder gennem gaderne, hvis der skulle opstå fx meget farlig røg i et område på grund af en stor brand eller et giftudslip.
Og nu skal vi alle lære endnu et varsel at kende.
Onsdag den 1. maj klokken 12:00 tester Beredskabsstyrelsen og politiet et nyt initiativ, som skal sikre, at danskerne reagerer endnu hurtigere på nødsituationer.
Som et supplement til luftalarmerne vil de fremover udsende en S!RENE-varsling på borgernes mobiltelefoner, som så vil give en højlydt lyd, vibrere og give et varsel på skærmen.
Alle danskere med en smartphone vil opleve denne varsel onsdag 1. maj præcis klokken 12:00 under den nationale test, når varslingen udsendes på telefoner over hele landet samtidig. Efterfølgende vil den KUN blive udsendt i områder, hvor varslingen er relevant. Signalet udsendes via telemaster, og det kan derfor sendes direkte til telefoner i specifikke fareområder.
Lyden varer i cirka 10 sekunder, men den kan stoppes ved et tryk på skærmen.
Beredskabsstyrelsen ved dog, at der er en særlig gruppe udsatte danskere, for hvem det kan være nødvendigt at kunne undgå at modtage S!RENE-alarmen med lyd.
Læs deres vejledning til dem i faktaboksen...
Lever du i fx et voldeligt parforhold, så vær ekstra opmærksom
Lever du under omstændigheder, såsom i et voldeligt forhold, der gør, at du har gemt en ekstra-telefon i hjemmet, bilen eller andre steder, bør du onsdag den 1. maj være særlig opmærksom, da også ekstra-telefoner kan udsende alarmtonen, siger Beredskabsstyrelsen.
Telefonen vil give en højlydt lyd og vibrere, når alarmen testes. Derudover skal du også være opmærksom på, at hvis din telefon er på flytilstand, vil den med stor sandsynlighed afspille advarslen, når du slår flytilstand fra igen, når den er i et område, hvor der er udsendt en advarsel.
Så står du i en krisesituation, hvor det vil være uhensigtsmæssigt, at alarmen går af, opfordrer Beredskabsstyrelsen derfor til, at du slukker din telefon helt i tidsrummet omkring varslingstesten onsdag den 1. maj klokken 12:00.
Organisationen Lev Uden Vold anbefaler, at man følger Beredskabsstyrelsens opfordring til at slukke telefonen i tidsrummet omkring klokken 12.00, hvis man ikke ønsker at få varslingen. De anbefaler samtidig, at du er alene, når du tænder telefonen igen – og for en sikkerheds skyld holder en finger på telefonens højtaler.
Direktør i organisationen Lev Uden Vold, Elsebeth Kirk Muff, gør desuden opmærksom på, at alle der udsættes for vold af en partner eller et familiemedlem, kan ringe anonymt og gratis til Lev Uden Volds nationale hotline på tlf. 1888.
”Her sidder vores rådgivere døgnet rundt klar til at hjælpe og støtte. Rådgiverne kan både hjælpe i akutte situationer ved for eksempel at henvise til en ledig krisecenterplads eller til et af de mange ambulante tilbud, der findes landet over,” siger hun.
”De kan også hjælpe med at bearbejde volden eller afklare, om der er tale om vold. Også pårørende, fagpersoner og mennesker, som udøver vold, kan få hjælp og rådgivning på den nationale hotline.”
Sådan undgår du, at S!RENEN-alarmen på din telefon går af
Når testen sættes i gang onsdag den 1. maj, vil den ifølge Beredskabsstyrelsen køre på en kanal, som ikke kan slås fra.
Altså kan man ikke gå ind i sine telefonindstillinger og slå den fra, som man fx kan i USA, hvilket nogle ellers skriver på nettet.
Ifølge Beredskabsstyrelsen er den eneste mulighed for at undgå advarslen på sin telefon derfor at have sin telefon slukket i tidsperioden omkring klokken 12:00 onsdag den 1. maj. Er din telefon ikke tændt, vil den ikke kunne trække signalet fra telemasterne, og du vil derfor ikke modtage varslingen.
Er du i en særlig sårbar situation eller krisesituation, hvor det vil være uhensigtsmæssigt, at alarmen går af, opfordrer Beredskabsstyrelsen derfor til, at du slukker din telefon helt.
Sådan taler du med dine børn S!RENEN
Har dit barn deres egen telefon, vil de også modtage den højlydte varsel på deres telefon onsdag den 1. maj klokken 12:00. Overvej derfor, hvordan du inden vil snakke med dem om, hvorfor den udsendes.
Signe Nielsen, formand for Forældrene Landsorganisation, kommer her med sine bedste råd til, hvordan du snakker med dine børn om både S!RENEN og luftalarmen:
- Start med at fortælle dem, at alarmen på onsdag blot er en øvelse, og at der ikke er fare på færde.
- Fortæl børnene, at når alarmen ellers fremover hyler, er det, fordi der er en nødsituation, såsom en stor brænd eller et giftudslip. Det er derfor alvorligt, når alarmen går af, og når den gør det, skal barnet finde en voksen, som kan hjælpe dem med, hvor de skal gå hen. Herefter skal barnet sende en sms til deres forældre og skrive, at det er okay.
- Fortæl dem, hvordan vi i Danmark altid har haft et alarmsystem, men nu kommer det bare også på telefonerne. Så der er ikke noget nyt i det, men det er blot en ny metode, og fordi man ændrer systemet, så testes det på onsdag.
Hjælp os med at dele viden om den nye mobile testvarsel til voldsudsatte ved fx at dele ALT for damernes, Danners eller Lev Uden Volds Instagramopslag i din Instagramstory eller ved sige det videre til dine bekendte, så den når ud til så mange voldsudsatte som muligt.