Ung kvinde ser bekymret ud

Skal jeg gå til en fest, hvor min vrede farmor også er med?

Jeg er inviteret til en fest i familien, hvor min farmor også vil være til stede. Hun har dog afbrudt kontakten til mig efter nogle uoverensstemmelser mellem os. Hvad gør jeg?

Jeg står i den situation, at jeg er inviteret til en familiefest, som jeg rigtig gerne vil deltage i, da det er noget familie, som jeg ikke ofte ser.

Sagen er, at min farmor også kommer, og hun har afbrudt kontakten til mig efter nogle uoverensstemmelser, vi har haft. Vi har derfor ikke set hinanden i over syv måneder. Det skal siges, at vi desværre aldrig har haft et godt forhold. Dem, der har inviteret os, kender ikke til vores brud, da vi som sagt ikke ser dem så ofte. Min familie er ikke så stor, så jeg ved, at min farmor og jeg højest sandsynligt skal sidde ved samme bord eller i hvert fald tæt på hinanden.

Jeg har ikke lyst til at snakke med min farmor, da det jo er hende, der har afskåret mig. Hun er dog selv rimelig konfliktsøgende og et menneske, som sagtens kan finde på at konfrontere mig med sine utilfredsheder, selv i et stort selskab – det er sket før. Mit dilemma er, om jeg skal deltage i festen? Jeg vil så gerne, for jeg vil være ked af at skulle afskære hele min familie på grund af hende, men er det en god idé?

Vibeke Dorph råder til at tage afsted

Nu skriver du ikke noget om, hvad konflikten mellem din farmor og dig går ud på, men jeg kan ikke forestille mig, at den har noget at gøre til en glad familiefest, eller at de øvrige gæster vil have glæde af at skulle blive blandet ind i den. At gøre det, vil I mine øjne være virkelig dårlig stil, for værterne har gjort sig umage for at holde en god fest, her har eventuelle familiekonflikter og andet bøvl intet at gøre.

Den slags behøver man ikke have læst sin Emma Gad for at vide, men måske din farmor ikke har læst den, og så må du jo pænt gøre hende opmærksom på, hvordan man gebærder sig til en fest. Du må så også selv vurdere, om du før festen skal skrive til din farmor, at du kommer, men at du for både festen og værternes skyld ikke ønsker at diskutere den verserende konflikt imellem jer.

Du kan også vælge at se tiden an. Opsøger hun dig til festen, så gør hende klart, at I er til fest med en masse andre mennesker, der har glædet sig til den. Det respekterer du, så vil hun diskutere eller tale med dig om jeres problemer, så må det blive på et andet tidspunkt, der er egnet til den slags – for det er en familiefest altså ikke.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes tilbrevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.