Anne Mettes mand forlod hende pludseligt en søndag eftermiddag for tre år siden: Sådan kom hun igennem sorgen

Deres fælles venner beskrev dem som et harmonisk par. De var sådan nogle, som altid ville blive sammen. Men for tre år siden endte idyllen brat, da Anne Mette Rasmussens mand forlod hende.

– Han elskede mig ikke mere. Børnene så deres far forlade mig og dem en søndag eftermiddag. De fandt mig hyperventilerende på køkkengulvet, mens de trøstede mig og sagde: mor, det skal nok gå. Jeg var alene med dem i tiden efter, hvor de passede på mig.

Bruddet kom som et kæmpe chok for Anne Mette, fordi hun troede, de var ærlige over for hinanden. Hun havde forventet en åbenhed fra ham og en indsats for at redde forholdet, men sådan gik det ikke.

– Jeg ønskede, jeg kunne trække dynen over hovedet og sove i fjorten dage, og når jeg vågnede igen, ville folk grine og sige, det hele var for sjov, og familien var sammen, som den plejede. Jeg er et skilsmissebarn og har derfor altid vægtet familieværdier højt. De første tre uger var jeg nede på knæ og bede til, han ville komme tilbage. Lige indtil jeg fandt ud af, han så en anden kvinde.

Løber sig gennem krisen

Selvom Anne Mette var helt ødelagt efter bruddet, fortsatte hun sin dagligdag, passede sit arbejde og prøvede at vise styrke og overskud udadtil.

– Der var ikke nogen, der skulle pege fingre af mig og sige, jeg ikke havde det godt. I virkeligheden var jeg lige til den lukkede afdeling. På et tidspunkt stod jeg i Netto med tårerne trillende ned ad kinderne. Fuldstændig opløst og helt ulykkelig, mens folk stirrede på mig.

Anne Mette fandt hurtigt ud af, at hun ikke kunne klare krisen alene. Derfor opsøgte hun en psykolog, men begyndte samtidig også at løbe mere målrettet.

– Psykologen lyttede til mig og kunne se det udefra, men ved siden af timerne hos hende løb jeg. Det var her, jeg kunne få afløb for smerten. Jeg var alene på løbeturene, og jeg skulle derfor ikke forholde mig til andre mennesker. Når jeg en sen fredag eftermiddag løb gennem skoven, mens solen gik ned, stoppede jeg op og sagde højt til mig selv: Det her er livet. For at overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. Jeg fik grædt ud, råbt og tænkt. Når jeg kom hjem, var jeg tømt for fysisk energi, men også for dårlige tanker. Det eneste sted, hvor jeg følte succes, var, når jeg fik løbeskoene på.

I foråret 2014, kun fire måneder efter hun var blevet forladt, gennemførte Anne Mette VM i halvmaraton, men der var ingen til at tage imod hende ved målstregen.

– Jeg blev overvældet af både stolthed og ulykkelighed. Pludselig gik det op for mig, at jeg bare havde brug for omsorg. Jeg var jo blevet smidt ud til højre. Jeg var sådan én, man ikke gad have. Jeg ønskede, at mine børn skulle se, at jeg var en stærk mor, men jeg var, bogstaveligt talt, løbet fra den kendsgerning.

For Anne Mette var det de små fremskridt, når hun løb, der gav hende følelsen af at være god nok. Hun satte derfor nye mål for sig selv og meldte sig til løbekonkurrencer.

– Jeg skulle vise folk, at jeg sagtens kunne klare de konkurrencer, selvom jeg var i krise. Hver gang jeg spurtede over målstregen, satte jeg samtidig en milepæl i min udvikling. Jeg kunne se, jeg rykkede mig fysisk, og det rykkede mig mentalt.

Men hun skulle gennemgå to lange år i krise, hvor hun jagtede anerkendelse gennem sit løb.

Den sidste smerte

I foråret 2016 hørte Anne Mette tilfældigvis et radioprogram, hvor Karen Thisted fortalte om sin bog "Hvis jeg døde nu, ville jeg dø lykkelig". På det tidspunkt var Anne Mette træt af at hænge fast i fortiden.

– Radioprogrammet gjorde et stort indtryk på mig og satte nogle tanker i gang. For jeg var jo ikke lykkelig, men det ville jeg være. Jeg havde det slet ikke godt, og jeg følte jo ikke, jeg havde succes nogen steder.

Den efterfølgende tid brugte Anne Mette på at arbejde med sig selv og reflektere over sin adfærd, og i samme periode bød hendes liv på nye, gode oplevelser. Hun skulle holde datterens konfirmation sammen med eksmanden og løbe Copenhagen Marathon, som var hendes næste og sidste mål.

– Jeg skulle både holde min datters konfirmation i fællesskab med min eksmand og løbe Copenhagen Marathon i foråret 16. Konfirmationen blev vellykket, og jeg var så lykkelig over at være kommet til et sted, hvor jeg kunne give min datter en dag, hvor vi var samlet om hende. Og jeg klarede maratonet. Jeg følte mig endelig som en mor, mine børn kunne se op til. Hvis man kæmper for tingene, klarer man det også, og det fik jeg bevist. Dette maraton var den sidste milepæl, og jeg var klar til at give slip i fortiden og se fremad.