Nytårsmorgen gik det op for Louise, at de havde givet børnene et falsk håb

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Camilla opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg rettede på glimmerguirlanderne, jeg havde hængt op over spisebordet. Morten var i køkkenet, hvor han var ved at anrette hovedretten. Vi havde fordelt opgaverne til nytårsaften mellem os. Jeg kunne høre, at han talte med børnene derude, og det gjorde mig rolig og glad. 

Morten og jeg var blevet separeret i efteråret, men det havde været en afklaret separation. Vi havde tidligt besluttet, at selvom vi ikke længere havde lyst til at dele livet sammen, så ville vi holde fokus på, at vores børn, Oscar på seks og Anna på ti, kom godt og helskindet igennem skilsmissen. Vi spiste derfor fast sammen to gange om ugen, vi var begge mødt op til børnenes julearrangementer, og jeg havde kæmpet mig igennem juleaften hos Mortens familie på trods af hans mors ikke særligt diskrete stikpiller til mig, som hun så som skurken i vores skilsmissehistorie. 

Jeg var således stolt over, hvor godt Morten og jeg klarede overgangen til vores nye liv. Mine egne forældre havde ligget i en årelang og opslidende skilsmisse, da jeg selv var barn. En oplevelse jeg ikke ønskede for selv min værste fjende – og slet ikke for mine børn. Min bror og jeg havde fungeret som ammunition i vores forældres skyttegravskrig, og det betød alverden for mig, at mine børn undgik de ar på sjælen, jeg selv var vokset op med. Indtil videre havde begge børn da også taget det fint. Anna havde til at begynde med haft en del spørgsmål, men Oscar virkede ubekymret og, ja, helt som sig selv. 

Læs også

Jeg frygter, at han vil være mig utro igen

Morten og børnene kom ind i stuen med hovedretten, som de havde pyntet med stjernekastere. Både han og jeg var begge for nyligt begyndt at date andre, men vi var stadig hinandens bedste venner, og jeg hyggede mig i hans selskab. Vi drak rødvin og snakkede over middagen. Oscar og Anna så glade ud, og det var al den bekræftelse, jeg havde brug for at gå ind i det nye år med. 

Efter maden spillede vi Uno, vi grinede og havde det sjovt. Især Oscar virkede overstadig og fjollede rundt. Han skiftevis hang på sin far og mig, og jeg tænkte, at det måtte være nytårsløjerne, der gjorde ham så kåd. Begge børn faldt i søvn inden midnat, men det var alligevel blevet så sent, at Morten blev hængende og så uret slå midnat på Københavns Rådhus sammen med mig, og bagefter blev han og sov på sofaen for ikke at skulle ud og finde en taxa. 

Nytårsmorgen blev jeg vækket af Oscar, der krøb ind under min dyne. Han fortalte med strålende øjne, at han havde set, at hans far sov på sofaen. Så sagde han noget, der kom helt bag på mig. Nemlig, at han var så glad for, at hans far og jeg ikke havde fået en ’rigtig’ skilsmisse ligesom forældrene til én, han kendte i børnehaven. Jeg spurgte overrasket, hvad han dog mente, og Oscar forklarede med den helt klare logik, som kun et barn kan komme med, at Mortens og min skilsmisse jo kun var en ’lille skilsmisse’, for nu var vi jo sammen igen, og far var flyttet hjem.

Knuste hans hjerte for anden gang

Jeg måtte synke en meget stor klump i halsen, og jeg lå stille lidt, mens det Oscar havde sagt gik helt op for mig. Jeg følte pludselig en knude i maven, da jeg indså, at alt det, Morten og jeg havde gjort for at give børnene en blød overgang, blot havde givet Oscar et falsk håb. For i vores iver efter at gøre det rigtige, havde vi overset, at han var alt for lille til at forstå nuancerne i vores brud. For ham var det som for enhver seksårig et spørgsmål om enten-eller. 

Læs også

Min datter er blevet udstødt af sin søn og svigerdatter

Jeg tog derfor Oscar ind i min favn og forklarede ham stille, at det ikke var sådan, det var. Hans far og jeg var ’rigtig skilt’, og Morten var ikke på vej til at flytte tilbage. Jeg følte, at jeg knuste hans lille hjerte for anden gang, og det var ikke kun en følelse. Oscar var først helt tavs og derefter utrøstelig. Han kaldte mig verdens værste mor og hikstede, at han hadede os. Han for ind i stuen og vækkede Morten ved at slå på ham med sine små næver. 

Den nytårsmorgen kom Oscar ud med en stor del af sin sorg og vrede. Morten var meget konfus over at blive vækket af en ulykkelig seksårig, der bankede løs på ham, men jeg fortalte ham, hvad der var sket, og vi tog sammen en snak med begge børn. Senere samme dag talte Morten og jeg i telefon sammen. Vi var begge kede af, at vi havde gjort Oscar så ked af det, og vi aftalte, at på trods af alle vores gode intentioner, så ville vi fremover sørge for, at vi havde langt klarere grænser.

 Allerede fra januar det år blev vores to ugentlige fællesmiddage derfor til én månedlig, og vi havde langt færre fællesaktiviteter med børnene. Oscar gik til at begynde med gennem en fase med vrede og trods, men vi har været der for ham. Så heldigvis har vi nu igen to børn, der trives, og som ved, at begge deres forældre er engagerede i dem og deres liv. 

Jeg har opdaget, at vi slet ikke behøvede sidde lårene af hinanden for at give børnene end anden skilsmisseoplevelse end den, jeg selv havde oplevet i barndommen. Og det allervigtigste, som Oscar lærte mig den nytårsaften, var, at det bedste er at lytte til børnene selv og se, hvad de har brug for, fremfor at hive sine egne forudfattede meninger ned om ørene på dem.