Et portræt af en ung kvinde, som har mørkt hår og en blå bluse. Hun sidder i en grøn sofa, og i baggrunden sidder en mand og kigger på hende. Han har en ternet skjorte på. De ser utilfredse ud begge to.

Jeg frygter, at han vil være mig utro igen

En læser frygter, at hendes mand vil være hende utro igen. Læs Vibeke Dorphs svar i Hjemmets brevkasse her. 

En læser frygter, at hendes kæreste vil være utro igen

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte her. 

Min mand og jeg har været sammen i lidt over ti år, vi har et barn sammen, og vi har desværre et ret turbulent forhold. 

Vi startede med at være tre i forholdet – altså min mand, mig og så en anden kvinde, som han også så dengang. Det stoppede dog, da jeg ikke ville være så mange i et forhold. Set i bakspejlet, burde jeg nok have gjort det forbi allerede dengang. 

Jeg har før været i et forhold med mistillid og utroskab, så jeg forstår ikke, hvad jeg har tænkt. For helt fra start mistede jeg tilliden til min mand, og jeg har ikke siden fundet den igen. 

Dog gik vi til parterapi sidste år, da jeg opdagede, at han havde haft kontakt med en kvinde over en sexchat. Det slog mig ud, men vi fik talt om det.

Jeg er blot fortsat utryg, også nu, hvor han er startet på et nyt job. Her har han fået en kvindelig kollega, som han har talt en del om. 

Jeg er så ødelagt indeni af frygt for at blive såret igen, så jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Han har tidligere ”drillet” mig med, at han vil indlede en flirt, hvis han fik en kvindelig kollega. Det skete en aften, hvor vi skændes, og han trak bagefter ordene i sig igen. 

Jeg er alligevel bange for, at han igen skal gøre noget dumt og dermed såre mig. Jeg har meddelt ham, at sker det, så tilgiver jeg ham ikke, men jeg ved ikke, om det er rimeligt og nytter noget.

Jeg frygter bare at miste ham, og angsten for hans hang til sidespring spøger.

Vibeke Dorph råder til at lave en liste over det læseren frygter

Jeg har altid taget lektien til mig om, at man ikke skal se spøgelser, hvor der måske ingen er. Jeg har dog erfaret, at det omvendte ofte har været løsningen for mig, når der er og har været udsigt til turbulens i mit liv. 

Her har det nemlig bragt ro i mit sind, hvis jeg har set det, jeg frygter mest, direkte i øjnene og dermed har kunnet forberede mig på, hvad jeg stiller op, hvis det værst tænkelige skulle ske. 

Det være sig frygt for sygdom, en fyring eller som her, et forhold, der ikke er som det burde være. Her har det hjulpet mig at undersøge, hvad jeg gør, og hvordan jeg er stillet, hvis det skulle gå galt, og det har faktisk givet mig ro.

Det samme vil jeg anbefale dig at gøre. For lige nu slides du op af frygt for, hvad din mand vil kunne finde på af unoder, og det har du jo ingen glæde af. Er han et pjok, der vil bedrage dig, så gør han det, når og hvis chancen byder sig. 

Der er ingen, der siger, at han gør det, men lige meget hvad, så vil du gå roligere gennem livet, hvis du ved, at du kan klare dig også uden ham – og det vil tilmed skabe et større ligeværd i jeres forhold.

Derfor. Sæt dig ned, skriv en liste over alt det, du frygter, hvis det skulle komme til et brud. 

Er det økonomien, så undersøg, hvordan du vil kunne klare dig uden ham. Er det ensomheden, så dyrk dine venskaber eller opdyrk nye, hvis du ikke føler, du har nok i dem, du har. 

Sæt ord på din frygt og løs så det, du kan. 

Jeg er nemlig ret sikker på, at får du fokus væk fra din mands liv og færden og hen på dit eget, så vil du få det langt bedre med dig selv, og så vil din frygt for at miste ham fylde tilsvarende mindre.

Skriv til Vibeke

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.