På få år mærkede Josephine Park livets alvor: ”Det skabte nogle år med massivt kaos”
Som forberedelse til rollen i teaterversionen af Hollywood-filmen 'The Hours' skulle Josephine Park tilbage til sin folkeskoletid. Dengang havde hun følelsen af at være skæv i forhold til de rammer, man kunne være en pige indenfor. I dag sætter hun stor pris på den frihed, der gør det muligt at have et spændende arbejdsliv som mor og at kunne vise sin søn, at der er mange måder at være en familie på.
Da hun sad i sofaen i lejligheden hjemme på Frederiksberg og genså filmen sammen med sin kone, kunne hun pludselig mærke det. Alle følelserne. Af liv, død, tabt kærlighed, moderskab.
De følelser og temaer, som ikke rigtigt vakte genklang, da hun så 'The Hours' første gang tilbage i 2002. For dengang, da Hollywoodhittet var på plakaten, skulle 15-årige Josephine Park naturligvis også opleve Meryl Streep, Julianne Moore og Nicole Kidman i det Oscarnominerede drama, som alle vennerne talte om.
"Jeg kan huske, at jeg bagefter var sådan: ”Ja, den var VILDT go’!”. Men inderst inde syntes jeg faktisk, at den var en lille smule kedelig."
Josephine tager hånden op foran munden som for at illustrere et langstrakt gaaab, der dog hurtigt går over i et lille, skævt smil. For da hun genså ”The Hours” tidligere på året – efter Det Kongelige Teater havde spurgt, om hun ville være med i deres opsætning – var alting forandret. Pludselig rørte historien om tre kvinder fanget i et liv, de ikke selv ønsker, ved noget. Pirkede til hendes eget levede liv.
"Kedelig!? Jeg sad jo på kanten af sædet, græd og grinede og var fuldstændig betaget. Jeg følte mig virkelig spejlet, og det er jo netop det, god kunst kan."
Hun slår ud med armene og løfter øjenbrynene som i forundring.
"Det er virkelig sjovt, hvordan man rykker sig. Hvordan jeg som 15-årig havde det sådan lidt gab, og hvordan jeg nu som 36-årig bare tænkte WOW. Men forskellige temaer vækker selvfølgelig genklang på forskellige tidspunkter i livet. Og jeg har det egentlig ret godt med, at tingene er i bevægelse."
Fanget i sit eget liv
Udenfor ligger iskold dis som flydende skyer på det spejlblanke vand. Indenfor i Skuespilhuset ved Kvæsthusbroen i København er der varm kaffe i koppen, boblede vand i glasset. Bag døren med den lille tavle, hvor kridt-versaler staver til JOSEPHINE PARK, skinner lamper foran sminkespejle, på gulvet står en sportstaske, en ternet blazer smidt henover, da Josephine mødte ind for et øjeblik siden.
Efter fire år med film og tv, senest optagelserne til anden sæson af Netflix-serien 'Skruk', er det ren luksus, at prøverne ligger fra 12-16 i stedet for en arbejdstid fra 6-17, som hun har været vant til i lange perioder. Og selvom hun endnu ikke har indtaget garderoben med billeder af sønnen Nelson eller andre personlige ting, kalder hun den for sit ”værelse”. Hun kigger ud af de store panoramavinduer. Og ned på den daybed, hvor man kan lægge sig nærmest med følelsen af at svæve over vandet.
"Jeg har ikke prøvet den endnu, men se lige den udsigt! Jeg elsker at kigge på vand … bare jeg ikke selv skal ned i det," gyser hun.
Det er kun et par uger siden, hun gik i gang med prøverne på forestillingen baseret på Michael Cunninghams prisvindende bog 'The Hours', der også var forlæg for den berømmede film. Om en times tid skal skuespillerne for første gang stå på den roterende scene, der drejer rundt gennem hele forestillingen som et ur, der tikker. Som timerne, der går.
Karen-Lise Mynster som Virginia Woolf, Sofie Gråbøl som Clarissa og Josephine Park som Laura – tre kvinder i tre forskellige tider i det 20. århundrede. Alle fanget i et liv og i en kvinderolle, som de er blevet givet. Og som de ikke rigtig kan trække vejret frit i.
Rollen som 1950’er-husmoren Laura er stadig kun ved at tage form inden i Josephine. Og i det undersøgende rum, hun har skabt sammen med sine medspillere. Hun bliver langsomt fortrolig med ordene i manuskriptet og med positionerne i scenografien, derefter skal karakteren have følelse og liv. Så hun nærmer sig hende langsomt.
"Når jeg arbejder med roller til film og tv, er der enormt meget forberedelse INDEN optagelserne. Det er næsten som sådan en prik til prik-tegning, hvor jeg finder ud af forskellige ting om karakteren og laver broer fra punkt til punkt. Og hvis jeg ikke kan komme længere, finder jeg på ting, der kan gøre karakteren mere virkelig for mig. Men når det er første optagedag, så er forarbejdet gjort, og så er det om at slippe og lade sig falde."
Josephine læner sig lidt tilbage. Som i et frit fald.
"I teater er det lidt anderledes. Det er en mere undersøgende proces, fordi man her i begyndelsen går rundt med teksten i hånden og undersøger rummet og mulighederne. Lauras store smertepunkt er jo, at hun på ingen måde føler sig hjemme i rollen som husmor. Hun føler sig utilstrækkelig overfor både sin søn og sin mand og aner ikke, hvordan hun skal kommunikere med dem.
Hendes ting er, at hun prøver at bage den perfekte kage til sin mands fødselsdag. Men hun føler sig uvirkelig i den rolle, hun er blevet tildelt. Hun føler ikke, hun kan indtage den med overbevisning, og på den måde er hun ikke rigtigt til stede i sit eget liv."
En svær rolle
Følelsen af ikke at kunne udfylde den rolle, man forventes at udfylde, kender Josephine godt. Og når hun skal gestalte en karakter, forsøger hun netop at finde ind til noget, hun kender fra sit eget liv. Også selvom det måske kun er en lille flig. Så tager hun den flig, kigger på den, undersøger den.
Og forstørrer den.
Og fligen finder hun blandt andet i sin folkeskole. Tilbage i sluthalvfemsernes København i en klasse – og en tid, hvor der var en helt bestemt måde at være pige på.
"Der var nogle piger i folkeskolen, der var gode til at lege den leg, det var at være pige. De repræsenterede en form for stereotyp femininitet, som man fik point for, hvis man kunne mestre."
Hun tænker et øjeblik.
"Nogle var rigtig gode til det, og så var der mig, der var knap så god til det. Det var en følelse af at skulle gøre sig mindre, end man var. Og jeg var bare dårlig til at lege den leg, for jeg glemte at tage stilling til, hvordan jeg så ud, og til, at jeg måske burde fnise lidt mere. Så på den måde følte jeg mig en lille smule skæv."
Og det er den følelse, Josephine nu kan grave frem, forstørre og bruge.
"Jeg kan nå ind til min karakter der, hvor hun føler sig skæv i den meget fast definerede rolle. Og så kan jeg jo også lege videre med tanken. Hvad hvis nogen for eksempel pludselig kom og sagde til mig, at jeg skulle være tandlæge resten af mit liv, så ville jeg jo bare være sådan: ”jamen, det kan jeg ikke
li’ … og det er jeg ikke særlig god til!”."
Josephine griner. Og bliver så alvorlig. For selvom vi er kommet langt, er der stadig tråde fra fortiden, der snor sig op i vores nutid og strammer til om mange kvinders liv. Bl.a. i form af forventninger til, hvordan man er en ”rigtig” mor.
Det mærker Josephine især, når hun er meget væk fra 6-årige Nelson.
"Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke har dårlig samvittighed i de perioder, hvor jeg arbejder meget. Jeg føler stadig, der er en lille snert af det der spørgsmål: ”Hvad vil du egentlig helst, være mor eller arbejde og være kunstner?”. Det forventes stadig af kvinder, at vi først og fremmest er mødre og omsorgsmaskiner. Det er blevet bedre, men mange hundrede års kønsfordeling smider man jo ikke bare fra den ene dag til den anden."
Men selvom Josephine indimellem godt kan føle, at normerne snærer lidt, er det samtidig vigtigt for hende at vise Nelson, at der er mange måder at være en familie på. Det behøver ikke være med aftensmad hver aften kl. 18. For måske er mor på tv-optagelser, men kan så til gengæld tage fem måneder fri bagefter. Som Josephine gjorde for nylig efter optagelserne til TV2-serien 'Oxen'.
"Det giver jo også nogle muligheder for at være sammen på en anden måde og f.eks. tage ud at rejse. Det er sådan, jeg lever bedst, og min søn har jo ikke prøvet andet. Men jeg skal da hele tiden passe på ikke at falde i fælden med at se på andre og så få dårlig samvittighed over, at vi ikke lever med lige så fast definerede rammer."
Stærke kvinder
Josephine kommer fra en familie af stærke kvinder. Så sent som forleden talte hun og hendes kusine om mormoren, der blev alene med tre døtre og indtog rollen som matriarken med stor autoritet. Det var hende, alle lyttede til. Samme styrke og selvstændighed ser Josephine i sin mor.
"Jeg har haft mange kvinder i mit liv at se op til. Min mor har været meget kaptajnagtig i familien og har både den blødhed – det er måske lidt stereotypt, men det der vilde omsorgsgen, samtidig med at hun styrede båden med hård hånd under min opvækst."
Forældrene blev skilt, da Josephine var helt lille, og hos både faren i Indre by og moren i deres nye hjem ved søerne på Østerbro kom nye søskende til. Hun tæller på fingrene – fire på mors side og to på fars. Både hos faren og moren var der åbne døre og masser af mennesker, der gik ind og ud.
"De havde mange venner og kunne favne og rumme mange forskellige typer af mennesker – også i de perioder, hvor de måske ikke havde det let."
I dag har Josephine det stadig bedst med at være omgivet af mennesker. Det er i mødet med andre, hun bliver vækket til live. Og føler sig mest som sig selv.
"Jeg har aldrig været så god til at være alene. Jeg bliver bare ikke inspireret. Jeg skal være i kontakt med andre for at blive virkeliggjort. Det er i relationen med andre mennesker, at jeg blomstrer."
Og interessen for andre har hun haft, siden hun var barn. Fra hun var helt ung, kunne hun kigge på dem, hun mødte, og ønske, at hun kunne se verden med deres øjne. Hoppe over i dem, kravle ind under deres hud og mærke, hvad de mærkede.
"Måske var det derfor, jeg blev skuespiller. Jeg har bare altid haft en nysgerrighed på menneskers psyke og en længsel efter at forstå, hvorfor de handler, som de gør. Hvordan de bliver til dem, de er."
Josephine var stadig elev på skuespilskolen i Aarhus, da hun blev castet til rollen som Jesper Christensens unge kæreste Isa i DR’s slægtsdrama 'Arvingerne'. Senere samme år modtog hun talentprisen ved den Reumertfest, hvor hun også forelskede sig i dramatiker Kirstine Høgsbro, der i dag er hendes kone.
Siden vandt hun tre Robertpriser for sine roller i 'Doggystyle' og 'Venuseffekten', og i de seneste år har hun for alvor slået sit navn fast i toppen af dansk skuespil med roller i 'Forhøret', 'Natten har øjne', 'Oxen' og Netflix-serierne 'Sygeplejersken' og 'Skruk'. Og nu er hun så tilbage, hvor det hele begyndte. På teatret. Efter fire år. Og ikke uden en vis nervøsitet.
Kilder lidt i maven
Bag panoramavinduerne tøffer trætte mandagsbåde i rutefart frem og tilbage. Josephine roder i sportstasken, dér er bogen 'Timerne'. Dér det manuskript, som hun skal have med ned til prøverne om lidt. Let gulnet papir, i margenen hendes noter med grå blyant og højrehældende bogstaver. Laura ligger i sengen, læser. Går på toilettet. Tilbage i sengen, læser videre.
Da teaterchefen ringede og spurgte Josephine, om hun ville spille rollen som husmoren Laura, var hun først lidt i tvivl. For kunne hun overhovedet stadig finde ud af at spille teater? Fire år havde hun brugt på at perfektionere sin måde at være nærværende på film og tv. Vende sit ansigt efter lyset og finde den rette kameravinkel med blikket.
"Jeg var da skræmt over at skulle lave teater igen, for det er nogle muskler, jeg ikke har brugt meget længe. Og jeg var vildt bange for, om de måske var blevet slappe."
Hun strækker sig lang og viser, hvordan udtrykket på en teaterscene er større end på film og tv. Hun endte med at sige ja til rollen, fordi det er et hold af vilde damer som medspillere. Men også, fordi hun tænkte, det ville være godt at strække kroppen – både fysisk og i overført betydning. For hun kan godt lide at gå derhen, hvor det kilder lidt i maven, fordi der er noget på spil.
"Det var min frygt, der gjorde, jeg blev nødt til at overveje det. Men som skuespiller kan jeg samtidig godt lide at gå derhen, hvor der er en lille smule farligt … jeg er meget mere modig som skuespiller, end jeg er som menneske."
Josephine smiler. De seneste år har krævet en del af hende ikke bare som skuespiller, men også som menneske. Hun har mødt livet og døden. Livet, da hun fødte sin søn for seks år siden og med det samme følte, at hun kendte ham. Og døden, da hun mistede sin søster pludseligt for fire år siden.
"Det skabte nogle år med massivt kaos. Jeg har selvfølgelig altid vidst, at døden var der. Men pludselig fandtes den der nærmest som en fysisk størrelse, jeg kunne røre ved. Det var som om, jeg fandt ud af, at jeg havde været i rum med døden hele tiden, og at vi kun havde været adskilt af sådan et rødt teatertæppe, der pludselig blev trukket til side."
Hun holder en pause. Tænker et øjeblik.
"Jeg kan huske, min mors veninde engang sagde, at livets tragedier er som perler på en snor. Tidligere i livet har jeg egentlig haft følelsen af, at lige om lidt falder tingene til ro, men de seneste år er der sket noget igen og igen. Nogen dør, nogen bliver syge, nogen bliver født. Store, heftige begivenheder, som aldrig rigtigt stopper. Jeg tror, jeg har indset, at selvom jeg stadig helst vil flygte fra alt det svære, så er det bedre at prøve at forholde sig undersøgende til de ting, der sker. Hver gang jeg har prøvet at flygte, er tingene alligevel blevet meget værre. Jeg har simpelthen ikke konditionen til at løbe så hurtigt."
Hun slår ud med armene.
"Og nej, jeg har slet ikke lært det endnu. Men jeg øver mig virkelig i at være med de ting, der er. Jeg prøver at blive ven med kaos. Både som menneske og som skuespiller."
Hun smiler igen. Kommer til at tænke på, at hun – og faktisk vi alle – kan lære meget af den umiddelbarhed, der er barnets. For hendes søn Nelson er lige begyndt i skole, og for ham åbner verden sig op. Med alle de universelle spørgsmål om liv og død. Men uden de filtre, vi lægger henover alting med årene.
"På en måde er børn jo nærmest de klogeste af alle mennesker. De ser på tingene uden fordømmelse med en kæmpestor umiddelbarhed og uden de traumer, man trækker med sig ind i voksenårene. Og det er jo de helt store spørgsmål om liv og død, som virkelig får mig til at tænke: ”wow, nogle vilde tanker du har!”. Han tvinger mig til at være i et nærvær og i nogle følelser, som jeg ikke altid selv er i kontakt med. Det er egentlig det, jeg øver mig i. Også i min kunst. At være med det, der er. Uden filter, uden fordømmelse."
Tilbage på teatret er det tid til dagens prøver. Josephine skal finde ind i rollen. Endnu uden sit 50’er-look, men med en større og større fornemmelse for, hvem Laura er. Og også med en taknemmelighed over, at verden har forandret sig. At meget er sket siden den tid, de tre kvinder på scenen bevæger sig rundt i.
"Der er virkelig mange kvinder, der har taget nogle kampe for os. Og selvom der stadig er lang vej, så får Laura og mit arbejde med denne her forestilling mig da også til at sætte ekstra pris på den frihed, vi har – især som hvide kvinder i den vestlige verden. I dag er der heldigvis plads til at være den kvinde – og det menneske – man er."