Stina Ekblad: "Mine forældre var fortvivlede over at have fået sådan en underlig gøgeunge i reden"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var vejen hjemmefra og ned til min veninde Gunborg, som jeg lærte at kende meget tidligt. Det var i en lille by uden for Vasa halvvejs oppe i Finland. Det var et lille husmandssted med lidt køer og høns, skov og jord til. Min far arbejdede også som brøndgraver, så han var nogle gange væk et par uger ad gangen.

Hvordan fandt du din levevej?

– Der var intet teater i mit barndomshjem, men jeg har altid haft en længsel efter skønheden og det at udtrykke mig. Jeg fandt min levevej gennem fantasien, for jeg var hele min barndom optaget af leg, fantasi og at læse og skrive. Jeg vidste tidligt, at jeg skulle udtrykke mig, og jeg troede en periode, at jeg skulle være forfatter. Men jeg fandt ud af, at jeg mest følte mig som mig selv, når jeg skulle udtrykke noget, som andre havde skrevet.

– Jeg var den første generation, der så fjernsyn, og når jeg så film, så jeg, at man kunne lege, at man var et andet menneske. Jeg sagde ikke højt, at det var noget, jeg gerne ville, men jeg var altid med, når der for eksempel var skolekomedie. Derudover holdt jeg meget af at læse poesi højt til festlige lejligheder – og gør det stadig.

Jeg undersøgte mulighederne for at blive skuespiller på svensk – som er mit modersmål – i Finland, men de optog kun elever hvert fjerde år, og så længe kunne jeg ikke vente. Sverige var også en mulighed, men dengang var det noget, man så på med både misundelse og lidt foragt. Dem, der tog til Sverige, kom hjem med mærkeligt tøj og penge og havde mistet deres dialekt, så det ville jeg ikke.

– Jeg havde været i Danmark med et skoleorkester, hvor jeg spillede klarinet, til et landsstævne i Odense i 1969. Det var min første rigtige udlandsrejse, og jeg var 15 år. Det føltes som paradis. Menneskene, husene, sproget, naturen, solsorten der sang og kastanjetræerne. Jeg kendte ikke noget af det hjemmefra, og jeg var så åben og parat til at møde det. Det kunne lige så godt have været Grønland, Burundi eller Australien – det havde været lige så fantastisk.

– Da jeg kom tilbage til Finland, begyndte jeg at læse om danske højskoler, og som 17-årig tog jeg til Ryslinge Højskole. Det var meget vanskeligt at tage af sted. Mine forældre var fortvivlede over at have fået sådan en underlig gøgeunge i reden. Jeg var ikke som de andre søskende, og de forstod ikke, hvor jeg fik de ideer fra. Men min drøm fandtes ikke i deres verden. De ville have, at jeg tog en studentereksamen, og det forstår jeg godt i dag, for ingen i familien havde taget en eksamen.

– Min far havde været i krig i fire år, og min mor havde kun lært at lave mad og sy. Dengang syntes jeg bare, de var gamle og dumme, men i dag kan jeg godt forstå deres uro. Til sidst sendte de så deres 17-årige datter til et fremmed land, og de hjalp mig da også med at finansiere det. Jeg havde et dejligt halvt år på højskolen, hvor jeg undersøgte, hvem jeg selv var, mødte nye mennesker og lærte dansk. Bagefter kom jeg på Odense Teaterskole.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg skal ikke komme til at lyde for religiøs, men det er nok den hellige Birgitta, som er en svensk helgeninde fra middelalderen. Hun var en stærk og fantastisk kvinde, som havde syv eller ti børn og en mand, men også et religiøst indre liv. Hun fik åbenbaringer og flyttede senere til Rom og blev en fremtrædende katolsk skikkelse.

– Jeg er ikke så religiøs – jo måske – men jeg forholder mig stærkt til, at mennesket er åndeligt, og jeg læser gerne det nye testamente og om Jesus. Han var et forbillede som menneske. Den hellige Birgitta havde en bøn: ”Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at vandre den.” For mig betyder det, at jeg skal lære at stole på mit eget instinkt, så jeg gør det rigtige for mig selv og for andre. Det kan jeg godt lide. Jeg er ikke så meget til det med at bede en bøn og bede Gud fortælle, hvad jeg skal gøre. Jeg vil hellere have instinktet til selv at vide det.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ikke for alvor. Det er ikke fordi, jeg har været forskånet, for det har man ikke, når man er 65 år. Men jeg er god til at komme ovenpå igen, jeg er god til at lytte til mig selv. Jeg er også barsk og skånselsløs over for mig selv – jeg er bestemt ikke forkælet. Det er en del af livet, at det er hårdt, og jeg forventer ikke, at det skal være let. Det er nok min finske arv.

– Jeg er født i 1954, og dengang var alle fædre soldater, ligesom mødrene også var præget af krigen, og det gjaldt i Finland mere end i de andre nordiske lande. Vi havde været i kamp, og det har præget mig mere, end jeg vidste dengang. Det har nok gjort mig lidt mere barsk, og indimellem kan jeg tænke om mig selv: ”Hende har jeg ikke lyst til at møde”.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Da jeg havde boet ti år i Danmark, savnede jeg at arbejde på mit eget sprog, så jeg besluttede mig for at tage hjem til det. Det var en korsvej. Jeg kan godt lide at være i Danmark og arbejde her, men det var sproget svensk, jeg savnede. Et menneske har kun ét modersmål, og på svensk føler jeg mig mest som det menneske, jeg er. Men jeg er lykkelig over at kunne arbejde på et andet sprog også. Det åbner nye rum.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min søn, som jeg fik, da jeg var 37 år. Jeg troede ikke, jeg skulle have børn, for jeg syntes, der var så mange dejlige børn i verden i forvejen. Jeg drømte ikke om hus, børn, mand og et stort bryllup. Måske fordi mine forældres ægteskab ikke havde været så vellykket. Men så mødte jeg en mand, og pludselig var der et barn alligevel som en helt naturlig del af livet.

– Han har været så god til at lære mig det, som alle børn skal lære deres forældre: Fra nu af er du aldrig mere nummer et men altid nummer to. Det er en vigtig lærdom. Når man er ung, kan man godt være selvoptaget, men det bliver for småt og kedeligt, hvis ikke du lærer, at tilværelsen handler om andre end dig selv.

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– En blanding af held, penge og kontakter. Det er så svært at finde en lejlighed i Stockholm, men det skulle være der, fordi jeg jo vil arbejde på svensk, og det er der, de bedste muligheder er. Hvis det ikke var for arbejdet, var jeg der dog nok alligevel, for jeg er glad for at have sproget omkring mig, sammen med luft og naturen. Det kunne måske også lige så godt have været Danmark, men aldrig Finland.

Finland savner jeg ikke, kun lyset, naturen og nogle få mennesker. Men den følelse jeg havde, da jeg flyttede væk, var så stærk, at jeg allerede dengang vidste, at jeg aldrig ville komme tilbage. Jeg var for underlig, og det er lettere at være underlig i en storby.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg er ikke så folkekendt, at det sker ofte, for jeg har mest lavet teater. Mit publikum er ikke dem, der kaster sig om halsen på mig, og så er jeg god til at se anonym ud, for jeg er faktisk ret blufærdig. Men når jeg bliver genkendt, er det fint, for folk kommer jo som regel bare og roser mig for en rolle.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er i Danmark for at være med i en film, der handler om tre kvinder på min alder, der rejser til Italien for at tage på madlavningskursus. De er gamle veninder, og af forskellige årsager tager de af sted sammen. Det er en sød feelgood film, og jeg er så glad for at få lov til at fortælle en historie om kvinder på 65-70 år sammen med Kirsten Olesen og Kirsten Lehfeldt. Vi er tre meget erfarne skuespillerinder, og så kan vi ovenikøbet også godt lide hinanden.

Jeg er fortsat ansat på Dramaten i Stockholm, men jeg bliver pensionist som 67-årig. Jeg kan godt fortsætte derefter, hvis jeg og de vil, men jeg har det fint med at være nået hertil, Jeg tror nok, jeg kommer til at trappe ned. Da jeg var yngre, troede jeg, at jeg skulle dø på scenen, men i dag ved jeg, hvor fysisk anstrengende, det er at stå der.