Søren Rasted om sin første gang: "Det er verdens sjoveste historie"

Søren Rasted griner. Meget.

Højt og over hele hovedet. Det er hans ting. Nærmest en superkraft, der overvinder al modstand.

– Mit grin falder naturligt, og det er meget afvæbnende. Jeg får tit at vide af andre mennesker, at det kan de godt lide.

– Hvis jeg har været i Mads og Monopolet, er det altid sjovt at læse bemærkningerne bagefter. Om de andre står der "fed mening, Asger havde der" og "super sagt af Hella". Om mig står der bare, at jeg har et fedt grin.

Latter er der masser af, når han fylder sit eget studie på Nørrebro med kendte venner og lader dem læse og kommentere historier fra "De Grå Sider" i gamle Rapport-blade.

– Ideen opstod tilbage i 2008. I den periode turnerede vi med Hej Matematik, og vi havde altid nogle blade med i bussen. Vi begyndte at læse op for hinanden og havde det rigtigt sjovt med det i de år.

Det, der begyndte som lummert tidsfordriv, blev sidste år til en populær podcast. Rasted vidste på forhånd, at kombinationen af sex og kendte mennesker havde potentiale, men én ting er kommet bag på ham:

– En tredjedel af lytterne er kvinder. Ud fra deres kommentarer kan jeg se, at de føler, at det er første gang, de får lov til at komme ind på et drengeværelse og høre, hvordan vi snakker med hinanden, når der ikke er piger til stede.

– Jeg har gjort meget ud af, at det ikke skal føles, som om vi sidder i et studie, der er for eksempel kun én mikrofon midt på bordet. Når mørket falder på, bliver her hyggeligt, og så er der kolde øl og drinks og alt muligt, som gør, at vi lige så godt kunne have siddet og spillet kort.

Nu er anden sæson af podcasten godt i gang, "Den Grå Side" gik live på Smuk Fest (med overtal af kvinder som publikum), og i løbet af vinteren rejser Rasted rundt i fem danske byer, hvor folk møder op på koncertsteder for at høre voksne mænd pjatte med porno.

Hørt i "Den Grå Side"

Om de første erfaringer med Rapport

Frank Hvam: Jeg var meget fascineret af det blad, jeg købte det meget i antikvariater, og den dag i dag forstår jeg ikke, hvordan jeg kunne finde på det. Vanvittig tanke, men hvis man er liderlig nok, så er der jo ikke noget, der er for ulækkert. Det var en underlig skizofren tid: Et Anders And-blad, et Rapport-blad, et Anders And-blad, det var sådan, jeg pakkede det inde i antikvariatet. Halvt barn, halvt voksen.

Casper Christensen: Jeg boede ved en lille sø i Birkerød, der hed Langdammen, og det var dér, jeg fandt mine Rapport-blade. Så stod jeg og bladrede med en pind og læste og memorerede det nok til, at jeg kunne huske det, når jeg kom hjem.

Mick Øgendahl: Det var hos min ven, Thomas. De var lidt en anden familie, og de havde bare bladene liggende fremme i stuen. Det var der ikke noget skamfuldt over. Jeg ved ikke, om man smurte vaseline på linsen eller satte et filter på, men der var altid sådan et lidt douchet lys over de her piger. De havde altid en fugtig læbestift på og masser af hår.

Et af de første spørgsmål, han altid stiller gæsterne, er, hvornår de selv stiftede bekendtskab med de grå sider. Nu er det hans egen tur til at svare:

– Jeg arbejdede på en Statoil-tank i Blovstrød og havde adgang til alle blade, så jeg slap for at stå der og ligne en idiot med 30 kroner i lommen. Nogle af de første oplevelser, jeg husker, var med min gode ven Morten, som boede nogle huse længere nede af vejen. Jeg husker mange eftermiddage i den kælder der, og jeg kan især huske historierne. Så sad vi begge to og læste dem og høvlede dem igennem – ikke bare for billederne og de grå sider, men også fordi der altid var nogle vilde historier med en mand, der havde svømmet over Amazonfloden med en dolk i munden eller sådan noget.

Hvad har Rapport betydet for din generation af drenge?

– Det gav os nok troen på, at så svært kunne det ikke være. Man kunne bare møde en pige i biograflugen, og så ville hun være klar på det hele. Men jeg var meget genert, da jeg var yngre, og var en af de sidste i min vennegruppe, som var i seng med en pige. I mange år fyldte det rigtigt meget, fordi jeg ikke havde prøvet det. Jeg var næsten 18.

– Jeg var meget nørdet og gik slet ikke op i tøj. Jeg skrev dagbog, og jeg har læst dem op for mine børn som godnathistorier. Når jeg kigger i de dagbøger, fra jeg var 17 til 22, kan jeg se, at jeg var lidt goofy. Jeg havde ikke så mange venner og gik bare op i musik og spillede i band.

Da det så endelig lykkedes at komme i seng med en pige, hvordan var det så?

– Det er verdens sjoveste historie, hahaha. Det var en pige, som gik en klasse under mig i gymnasiet, jeg gik i parallelklasse med hendes bror. Vi kommer hjem på hendes værelse, hvor hun har sådan en lås med slå. Vi får alt tøjet af hinanden, og jeg tror også, det var hendes første gang, og hun var meget lækker, så jeg var ret stolt over det. Og lige da vi så er gået i gang, kommer hendes storebror hjem, og han råber bare mit efternavn, som jeg altid blev kaldt, da han ser mine sko i gangen. Og så kigger jeg op på døren, og så kan jeg bare se et dankort komme ind under den slå der og låse døren op. Og så kan jeg ikke huske mere. Det var forfærdeligt.

Blev du skuffet over, at virkeligheden ikke var ligesom i bladene?

– Nej, jeg tror simpelthen ikke, at nogen drenge bliver skuffede. Men det bliver lige pludseligt så praktisk: "hvor skal den arm være" og sådan noget. Der er noget rart ved fantasien.

Hørt i "Den Grå Side"

Om et helt særligt scoretrick

Mikael Bertelsen: Jeg kan huske, at Steen Hegeler lærte mig et godt trick, da jeg var 14-15 år: Hvis man var i et selskab, og der var en smuk pige, som man var interesseret i, så skulle man på et eller andet tidspunkt sige til hende "det er sjovt, for nu har vi siddet og talt, og du er jo enormt smuk, og du er også intelligent, men altså seksuelt siger du mig ikke en skid".

Rasted: Havde du held med det?

Mikael Bertelsen: Ja.

Simon Juul: Det er high stakes. Hvis jeg sagde det, ville hun bare klappe mig på maven, og så ville hun være gået.

"Den Grå Side" kommer denne vinter i en særudgave med fire kvinder om bordet. Men Søren Rasted vil ikke blande mænd og kvinder. Der er noget særligt over at være "alene hjemme":

– Hvis der var en pige med, ville stemningen ændres. Så ville mændene mande sig op, og måske ville hun – uden at vide det – læse det frækkere op, end hvis hun sad sammen med piger, hvor de bare kunne skrige af grin over det.

– Måske er det, fordi vi rent genetisk ser alle som en potentiel scoring, og så må vi bare indrømme, at vi er forskellige. Hvis en dreng sidder og snakker med en anden dreng om, at en pige har en god røv, så er der ingen spørgsmål. Hvis der var en pige til stede, ville hun spørge "hvorfor fokuserer I på, at hun har en god røv?". Det er indiskutabelt, at vi ser tingene anderledes.

– Drenge har bare sådan en jargon. Jeg har en god ven, der hedder Jacob, og vi kan være sammen i dagevis, og det er ikke, fordi jeg ikke interesserer mig for ham og hans børn og familie, men vi snakker aldrig rigtigt om det. Det har altid været sådan, at først lige når vi skilles, så siger vi lige "hvad med ungerne og derhjemme?", fordi det er det, vores koner vil spørge om, når vi kommer hjem.

Søren Rasted har ikke længere nogen kone, der venter med nysgerrige spørgsmål. Han og Lene Nystrøm gik fra hinanden i foråret efter 16 års ægteskab. Sammen har de to børn, som de skiftes til at have boende. Nu foregår alting mere på hans egne præmisser.

– Nu, hvor jeg er blevet skilt og kun har børnene hver anden uge, har jeg mulighed for at være oppe til langt ud på natten og sidde her i studiet og lege på en måde, jeg ikke har leget i mange år. Jeg har fået noget tid foræret, som ellers var lagt i ramme før. Det gør, at jeg føler mig yngre.

– Altså, det har aldrig været sådan, at Lene har sagt "nej, det skal du ikke", det var lige så meget min egen magelighed; man falder ind i nogle rutiner, fordi man kan, og det er også dejligt.

– Men jeg synes også, det er dejligt at savne mine børn, når jeg ikke har dem. Selv om jeg er blevet skilt, så har vi det godt, Lene og jeg og børnene, og det gør, at jeg fundamentalt har det godt. Og så gør det mig glad, når jeg kan sætte frø i jorden. og de spirer og bliver gode – ligesom den her podcast.

Hørt i "Den Grå Side"

Om piger i gummistøvler

Rasted: Gummistøvler kan godt være frækt. Har I set sådan et par flotte sorte Hunter-støvler?

Jonatan Spang: Altså, det er nogle pæne gummistøvler inden for gummistøvlekategorien, men de er altså ikke rigtigt frække.

David Mandel: Hvis man er til latex og læder, så er gummistøvler da derhenad...

Når han sidder der sent på natten og bare klimprer på klaveret for sjov, nyder han, at det ikke har noget formål overhovedet. Det giver en ny livsglæde.

– Når man kommer i min alder, er der mange mænd, der er blevet så alvorlige, og som ikke kan smile af verden mere, og hvor alting bare er lagt i rammer, og hvor jeg har svært ved at se glæden i dem. Mange mænd i min alder har meget vigtige job, men den der umiddelbare glæde, man havde, da man var ung, den er væk. Det, synes jeg, er synd.

– Nu er jeg heldigt stillet, fordi jeg ikke har et job, hvor en chef kigger mig over skulderen hele tiden, så det er lettere for mig at sidde og sige, men det er også en tilgang til livet.

Hvordan holder du umiddelbarheden i live?

– Nogle satser benhårdt på at blive 120 år – ved ikke at røre alkohol og ved at løbe hver anden dag og gøre alt ordentligt og rigtigt. Som du nok kan regne ud, så er jeg ikke dér. Jeg kan godt lide det hele.

– Og det kan godt være, man ikke burde drikke en flaske vin en tirsdag eftermiddag, men de tirsdage, hvor man gør det, de bliver som regel fantastiske. De der gange, hvor man lige tager noget tid ud og siger "nu er du her, og det er skide hyggeligt". Hvor man lige låser sig ud af den der trummerum og er mere "go with the flow". Og hvor man ikke lader sig styre af alle de ting, man skal, men tør slippe sig selv fri og sige "nu gør vi det her lige nu, og så finder vi ud af det andet bagefter".

– Men når vi er kommet i vores alder, så kan vi ikke bare sige "jeg bliver her til i eftermiddag", for vi har jo lagt planer, og det har vi også i morgen. Det savner jeg lidt, fra dengang jeg var 18 år, hvor jul ikke var noget, man tænkte på. I år har jeg for eksempel været nødt til at finde ud, hvad vi gjorde med juleaften. På den måde bliver jeg nødt til også at være alvorlig og tjekket, men jeg forsøger virkelig at holde min kalender lidt mere åben.

Hørt i "Den Grå Side"

Om at "give finger"

Rasmus Kolbe: Jeg har lige haft en diskussion med mine to roommates om, hvad det er for en finger, man giver finger med. De siger til mig, at det er langemand og ringefingeren, men jeg er lidt spastisk med mine fingre, så jeg kører altid pegefinger og langemand, det, synes jeg, fungerer.

Søren Rasted: Jeg tror, det vigtige er, at man ved, hvad man laver, og ikke bare høvler løs.

Jan Gintberg: Ja, der skal være en gameplan – man skal ikke bare kaste sig hovedkulds ud i det.

Søren Rasted griner. Igen.

Latteren lapper pinlige pauser og bekræfter "jeg er med dig".

Er der damer i det grin dér?

– Det tror jeg, der er. Det tiltaler mennesker at være sammen men en, der har let til latter. Altså, jeg går jo ikke rundt og er gladere end andre, men jeg har et forholdsvist lyst sind.

Det her er hans hjemmebane. Han har gjort sig mange tanker om, hvordan man bedst tiltrækker – og behandler – kvinder.

– Jeg mener dybest set, at man kan mærke det med det samme. Fra du kommer ind ad døren, og vi lige kigger på hinanden, jeg kan næsten mærke, om den er der eller ej. Eller kan i hvert fald mærke, hvis den kommer til ikke at være der. Jeg har bare sådan en sjette sans, og jeg rammer som oftest rigtigt.

– Jeg tænker tit på, at alt for mange mænd har glemt at være en gentleman. Det handler om at være en gentleman, så pigerne føler sig trygge med én, men også føler, at jeg sætter pris på dem og er nærværende og ser dem. Alle piger kan godt lide at blive behandlet godt.

– Det har jeg lært hjemmefra, og det er noget, som mange lægger mærke til. Jeg har tænkt meget over, at det er uforståeligt, at der ikke er flere drenge, der gør det. Her i Danmark er det næsten lidt pinligt for drenge at være gentlemen, men de skulle bare opleve, hvor fedt det er at åbne en dør og betale og så videre. Det får mig til at føle mig godt tilpas, at hun føler sig godt tilpas, det er så let at lære, og det giver så god mening.

– Vi er forskellige – og det skal vi lære at respektere. Jeg kan godt forstå, at kvinder har kæmpet for at komme hertil og slet ikke er færdige med at kæmpe, for selvfølgelig skal I have lige så meget i løn, og selvfølgelig skal der være retfærdighed, men kvinder gør nogle gange sig selv en bjørnetjeneste, når de gerne vil have det hele, for de sætter manden et umuligt sted.

Hov, det kunne han godt selv høre. Så han retter lige til:

– Men altså, alt det der feminisme, det er meget svært for mig at manøvrere rundt i, så jeg har svært ved at udtale mig om det.

Han griner. Og så er alt godt igen.

Hørt i "Den Grå Side"

Om et hidtil ukendt fly-fænomen

Casper Christensen: Er jeg den eneste, der godt kan kæmpe lidt med en rejsning, når flyet skal til at lande? Jeg tror, det er noget med trykket i kabinen.

Rasted: Altså kæmper du med at få den op eller ned?

Casper: Nej, det er jo ikke sådan, at jeg står og hiver i den for at være stiv, når vi lander...

Frank Hvam: Det bliver jeg simpelthen nødt til at tjekke næste gang, vi lander.

Casper: Jeg synes faktisk, det er mærkeligt; den bliver sådan lidt klar. Det må være trykket, der gør, at blodet kommer ud i svulmelegemerne.