Mette var forarget på sin rige søster - en aften på vinbar lærte hende dog noget andet

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Min storesøster flyttede som ung til København, hvor hun læste og kort efter blev gift. Selv blev jeg i Vestjylland og fik familie i byen, hvor Lise og jeg også var vokset op.

Jeg holdt meget af min storesøster, men med tiden gled vi fra hinanden. For med årene kom min søster til penge og fik nogle forbrugsvaner, jeg ikke helt kunne sætte mig ind. 

Da Benedikte Hansen var i 30’erne, tog hun en stor beslutning, som har fulgt hende lige siden

Efter at have brugt energi på at være jaloux i et forhold besluttede skuespiller Benedikte Hansen sig for, at hun ikke ville være det længere. Siden har det været hendes mantra, at hun selv kan beslutte, hvordan hun har det – også med sine eks-kærester, som hun stadig er ven med.

Hvor min mand, John, var murerarbejdsmand, var Lises mand, Poul, direktør i et stort firma, og mens jeg klarede børn og hus selv, fik Lise au pair-pige, selv om hun gik derhjemme. John og jeg boede i et lille hus og kørte rundt i en brugt bil, mens min søster boede i et stort hus i landets dyreste kommune. 

Lise og Poul gik også meget ud og var ofte både i teatret og på kunstudstillinger. Den slags dyrkede John og jeg ikke rigtig, så udover de materielle forskelle var det også tit svært for os at finde på noget at tale om.

Jeg ærgrede mig over Lises forandring. Over for mine veninder kaldte jeg Lise for ”min fornemme søster”. Designmøbler, spa-behandlinger, dyre udenlandsrejser og restaurantbesøg. 

Ih, hvor kunne Lise dog snakke om ligegyldige ting. Jeg synes, hun vigtede sig, og at hun var både overfladisk og snobbet, og med tiden begyndte jeg at undgå hende.

For et par år siden, da jeg netop var fyldt 50, blev John syg. Det var kræft, og sygdommen blev opdaget for sent. Det gik skræmmende hurtigt ned ad bakke. Før jeg fyldte 51 år, var jeg enke. 

Johns død kom som et chok, og min sorg var enorm, jeg havde jo delt mit liv med ham i 30 år. Selvom børnene var støttende, var det en ekstremt svær periode, og jeg følte mig ensom.

Pensionistlivet blev et mareridt for Inger, og hun overvejede skilsmisse - men så tog Lasse fat i hende

Jeg havde talt dagene ned til min pension, for jeg glædede mig til, at min mand og jeg skulle nyde vores otium sammen. Desværre kom det slet ikke til at gå, som jeg havde drømt om, men da jeg var begyndt at overveje skilsmisse, kom Lasse heldigvis med et godt forslag. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

En dag ringede Lise og inviterede mig over til København. Jeg tøvede lidt, men så besluttede jeg mig for at tage af sted. Noget skulle der jo ske. 

Besøget forløb overraskende godt. Lise og hendes mand modtog mig med åbne arme og tog sig så godt af mig. Der gik ikke længe, før jeg igen takkede ja og besøgte Lise.

Al den luksus, Lise og hendes mand omgav sig med, faldt mig dog stadigvæk for brystet. Ikke bare boede de to mennesker i en 200 kvadratmeters villa, de havde også havemand til haven og rengøringshjælp. 

Bevares, de var også meget generøse. Når jeg var på besøg, inviterede Lise mig ofte på en ansigtsbehandling, og vi gik også ud for at spise på fine steder. Poul og Lise insisterede på at betale. På sin vis var det dejligt, men det føltes altså også som frås at bruge så mange penge på dyre restauranter.

Den weekend, hvor det var et år siden, at John var død, ankom jeg med toget i København og blev hentet af Lise på stationen. Hun fortalte mig, at hun har meldt os to til en vin og mad-aften på en lokal vinbar. 

En vinbar var for mig en dyr, københavnsk luksusting, et sted, hvor jeg aldrig selv ville sætte mine ben. Tanken var sød, men det var jo slet ikke noget for mig. Jeg var sikker på, at jeg ikke ville føle mig hjemme blandt de fornemme stamkunder. Det afviste Lise som noget pjat, men jeg var på nippet til at nægte at gå med, jeg gjorde det kun alligevel, fordi Lise allerede havde betalt.

Prutter du tit eller sjældent? Tarmlægen afslører, hvad det betyder for din sundhed

At slippe en vind, at prutte eller slå en fis. Dét er bare få af de mange dagligdagsudtryk, der beskriver den kropslige funktion, der finder sted, når du slipper luft ud forneden. Men hvad betyder det mon for din sundhed, hvis du sjældent slipper en vind? Eller hvad, hvis du er én af dem, der prutter mange gange dagligt? Nu svarer tarmlægen.

Jeg følte mig som en hund i et spil kegler, da jeg mødte op til arrangementet, men aftenen udfoldede sig helt anderledes end ventet. Folk var så søde, og både maden og vinen var formidabel, og stemningen var uhøjtidelig og varm. Det var rent ud sagt rigtig hyggeligt.

For mig blev den aften ikke bare aftenen, hvor jeg lærte at kende forskel på Chianti og Rioja. Det blev også en lektion i Janteloven, eller rettere – i at lægge den fra mig. For faktum er, at min søsters varme og mine mange besøg i København hjalp mig gennem de første svære måneder. 

Når jeg tænkte nærmere over det, så var det vist dybest set min egen forargelse, ja i virkeligheden misundelse, der var skyld i, at Lise og jeg havde haft et anstrengt forhold i mange år.

Det har vi heldigvis lagt bag os nu, hvor jeg også selv er blevet bedre til at tage for mig af livets goder, uden at jeg af den grund får dårlig samvittighed.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.