”Hvis jeg havde vidst, hvad de næste dage skulle bringe, havde jeg ikke sagt ja”

Hun var begyndt at overveje, om hun snart skulle være noget andet end næstformand. Det havde hun været i seks år, og hun havde ikke noget ønske om at udfordre partiets vellidte formand. Så det næste job skulle være uden for Christiansborg.

Sådan var planen. Indtil den ikke var det mere.

I dag er Sofie Carsten Nielsen på femte måned politisk leder for Radikale Venstre.

Hendes forgænger har vi ikke set, siden han 7. oktober stod på trappen foran Den Sorte Diamant og hårdt presset indrømmede, at det var ham, ”der for 10 år siden havde lagt en hånd på Lotte Rods lår”.

– Hvis jeg dengang havde haft en forudanelse om, hvad de næste dage skulle bringe, så havde jeg ikke sagt ja til at blive politisk leder. Det var ikke det værd. Men sådan er livet; det leves forlæns og forstås baglæns. Det er det mest banale Kierkegaard, men det er sandt, siger Sofie Carsten Nielsen i dag.

Men hun står stadig. Og har det ”ret okay” med sit job, selv om hun indrømmer, at det ikke er nemt at lede en gruppe, der i de intense oktoberdage var tæt på at blive revet i stykker, og som i de seneste uger har mistet to medlemmer, Ida Auken og Jens Rohde.

– Udmeldingerne er selvfølgelig et tilbageslag og er en udløber af noget, vi har haft liggende, men nu kommer der forhåbentligt mere rene linjer. Mit indtryk er, at gruppen er i god form og også har ventet på afklaring. Jeg oplever, at der er gejst omkring mig, men også noget sorg, fordi det har været et hårdt forløb.

Så der kommer ikke flere udmeldinger?

– Det har jeg ikke nogen forventning om, men det kan man jo aldrig vide.

Meget er sket på de fem måneder, der er gået, siden Radikale Venstre blev ramt af en uforudsigelig sexisme-boomerang, og Sofie Carsten Nielsen bruger ordet ”retrospektivt” mange gange i løbet af samtalen. Understreger, at hvis hun havde vidst dengang, hvad hun ved i dag, så ville hun have handlet anderledes.

Som de fleste nok husker, udspillede dramaet i Radikale Venstre sig for rullende kameraer og i ophedede Facebook-tråde.

Forud for mødet i Den Sorte Diamant var Radikale Venstre – antændt af Sofie Linde – gået all in på kampen mod sexisme, som er en af partiets mærkesager.  Som et bidrag til debatten fortalte Lotte Rod i et radiointerview, at hun i løbet af sin politiske karriere havde oplevet ældre mænd med magt, der overskred yngre kvinders grænser.

– Jeg har fjernet hænder fra mine lår, og jeg kan nævne flere eksempler på upassende berøringer, sagde hun.

Det var lige umiddelbart inden det interview, at hun første gang fortalte Sofie Carsten Nielsen, at det handlede om Morten Østergaard.

– Da hun sagde det første gang – og det var bare i en almindelig udveksling og i fortrolighed, ikke i sådan en ”jeg vil gerne lige tale med dig”-samtale – der sagde jeg med det samme, at ”hvis det er noget, som du har følt var krænkende, og du vil ud med det, så skal du vide, at jeg er bag dig, uanset hvad der sker, og uanset at jeg har et tæt og loyalt forhold med Morten. Det her er for vigtigt, så hvis det er det, du vil, så er jeg bag dig”.

Den dag forstod hun på Lotte Rod, at hun selv ville tage den med Morten Østergaard. At det var vigtigere at få flyttet kulturen end at sætte navne på.

– Jeg har retrospektivt fundet ud af, at hun gerne ville frem til, at de kunne tale om det åbent, også udadtil, men jeg oplevede ikke, at det var der, den var på det tidspunkt.

I første omgang syntes Sofie Carsten Nielsen, at Morten Østergaard og Lotte Rod løste opgaven på en fin måde. De fik talt sammen og rapporterede tilbage, at det vigtigste var at arbejde målrettet for den store sag: Sexisme-bekæmpelsen.

– Men jeg burde have sagt, at det her kan man ikke holde inde. For efter hun havde været i radioen, begyndte journalister at ringe rundt til gruppemedlemmerne og spørge, om det var dem, hun talte om.

Faldt det dig slet ikke ind, at det her var en tikkende bombe?

– Nej, det gjorde jeg ikke, for så havde jeg jo handlet på det. Jeg var dybt engageret i debatten, som er så vigtig, og jeg var så optaget af, at partiet og organisationen forpligtede sig på det.

Og du syntes, det var nok?

– Nej, det ved jeg nu. Altså, vi skyldte jo ikke nogen noget udadtil, men det er klart, at gruppen skulle have haft det at vide, og det var sådan set også det, Lotte gerne ville. Men vurderingen var, at hvis det blev fortalt i gruppen, så ville det blive offentligt. Og det ville hun ikke have på det tidspunkt – også af hensyn til Morten. Hun ville bare gerne sikre sig en respektfuld dialog. Der blev vi begge to klogere. Da vi så, hvad der efterfølgende kom.

Mødet i Den Sorte Diamant

Det bringer os frem til den 7. oktober, hvor den radikale folketingsgruppe flyttede sit gruppemøde til et ”hemmeligt” sted, som journalisterne alligevel hurtigt fandt frem til. På dagsordenen var at finde ud af, hvem krænkeren i gruppen er.

Da du gik ind til mødet i Den Sorte Diamant, havde du da tænkt, at ”ok, det her møde kan ende med, at vi skal have en ny formand, og det kan blive mig”?

– Nej, det havde jeg ikke tænkt. Men når jeg så ser på det retrospektivt, så kan det godt være, at jeg et eller andet sted i baghovedet havde haft en idé, men nej, jeg havde ikke tænkt det overhovedet. Det var slet ikke der, jeg var.

Mødet varede over seks timer, og undervejs trak Morten Østergaard sig som politisk leder.

– Umiddelbart tænkte jeg, at så trækker jeg mig også, men der var så flere gruppemedlemmer, der sagde ”nej du er nødt til at blive, vi vil gerne have dig”, og der kunne jeg mærke, at det blev jeg nødt til. Jeg tror, det er en blanding af noget protestantisk etik og pligtfølelse, men jo også et eller andet inde i marven, der siger ”det gør du”, og der var jeg egentlig ikke i tvivl.

Hun fortæller, at hun brugte nogle af de seks timer på at tale med gruppemedlemmerne en ad gangen prøve at danne sig et overblik.

– Vi tog os tid til processen og til, at alle fik sagt det, de havde brug. Det var sådan set ret fint og ret roligt – på det tidspunkt.

– Det var tydeligt for alle, at det her ville komme til at larme, og det var en sag, vi selv var dybt optaget af, men lige dér var jeg fokuseret på, at det ikke måtte betyde, at metoo-debatten gik ned, for den var for vigtig og meget større end Radikale Venstre, så det måtte vi i hvert fald ikke stå i vejen for.

Efter mødet stillede hun sig op og fortalte om udfaldet. Forklarede sin egen tilbageholdenhed i sagen. Fortalte, at hun havde vidst, det var Østergaard, men at hun havde lovet Lotte Rod fortrolighed. Når man ser tv-billederne fra Den Sorte Diamant, er det tydeligt, at hun var påvirket, men alligevel rolig:

– Jeg nåede ikke at tænke over, hvordan jeg skulle fremstå. Jeg var ikke nervøs, for nu havde jeg taget det på mig. Jeg kunne mærke ansvaret for de mennesker, der var med mig i gruppen og det parti, der kiggede med derude og tænkte ”hvad fanden sker der?”. De skulle kunne mærke, at der var ro på.

– Jeg havde grædt lidt i løbet af dagen, fordi det var voldsomt – det var der mange, der havde – men jeg havde ro i kroppen på det tidspunkt, jeg havde trukket vejret, og hvis jeg var blevet lidt emotionel, så gik det også nok. Sådan har jeg det. Folk må tage den, jeg er i det her. Jeg kan ikke skille mig ad, så jeg er én slags menneske privat og en anden som politiker. Sådan er jeg ikke.

Morten Østergaard mødte pressen en sidste gang og indrømmede at være den person, Lotte Rod havde fortalt om.

Flere sager

Sofie Carsten Nielsen tog tilbage på kontoret for at forberede sin tale ved Folketingets åbningsdebat næste dag.

Gjorde du noget for at afklare, om der var flere sager?

– Nej, jeg forestillede mig, at jeg vidste, hvad der var. Men hvad jeg ikke vidste, var, at der var en sekretariatschef, som vidste, at der var flere sager med Morten, men som havde tavshedspligt og ikke fortalte mig noget.

Om fredagen kom chokket. Idet hun kom ud fra et radiointerview, fik hun en sms fra Morten Østergaard: ”Du skal vide, der kommer flere sager”.

På det tidspunkt havde han forberedt et Facebook-opslag, der ville kaste hans efterfølger ud i en ny krise. Han skrev blandt andet.

”Jeg er for flere år siden i fortrolighed af ansatte chefer blevet gjort opmærksom på tre kvinder, som har følt sig udsat for uønsket seksuel kontakt fra min side i festligt lag”.

– Jeg var i chok. Da Facebook-opslaget kom, stod pressen her uden for min dør, og det blev jeg bare nødt til at forholde mig til. Det var så hovedkulds, og jeg havde ingen idé om det. Det ville jeg gerne have vidst – også inden jeg sagde ja. Så kunne jeg have gjort det anderledes. På den her måde blev jeg væltet baglæns, og jeg kan godt forstå, at folk syntes, at det så kaotisk og mærkeligt ud, for det var det også.

Hvad ville det have ændret, at du havde vidst det, før du sagde ja til at blive formand?

– Jeg ville have været mere skarp på behovet for, at han gik. Og så skulle vi bare have lagt det hele ud. Det skulle han have gjort.

Ferie uden afslapning

På det her tidspunkt havde Sofie Carsten Nielsen været politisk leder i 48 timer. Og intet tydede på, at den forestående efterårsferie ville blive den tiltrængte hygge med familien.

Østergaard sygemeldte sig, sekretariatschefen fik en reprimande, og en af de tre kvinder stod frem. Om onsdagen stod Sofie Carsten Nielsen op til et Facebook-opslag fra partifællen Ida Auken, som var og er sygemeldt med stress.

Auken skrev, at Sofie Carsten Nielsen havde dækket over endnu en episode, hvor Østergaard havde opført sig grænseoverskridende over for en kvinde.

Sofie Carsten Nielsen satte sig til tasterne og begyndte sit eget korte opslag med ordene ”Jeg er rasende” og sluttede med: ”at Ida vælger at slynge falske påstande om mig og vores landsformand ud på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se som andet end et forsøg på at destabilisere partiet”.

I dagene efter satte også Jens Rohde og Martin Lidegaard spørgsmålstegn ved deres nye leders troværdighed.

Det var heromkring, at hun fortrød, at hun havde sagt ja til opgaven. Hun kunne mærke, at det ikke var det værd.

– Det var sygt hårdt og helt urimeligt for min familie og for mig selv. Det ønsker jeg ikke for nogen. Selvfølgelig lærer man af det, men den slags skal man ikke udsætte sig selv for. Det er ikke det værd.

– Men altså, sådan fungerer livet heldigvis ikke, for hvis man hele tiden sad og kalkulerede, om ting var det værd, så ville man ikke træffe svære beslutninger eller modige beslutninger.

Hvem er Sofie Carsten Nielsen?

• Født i 1975.
• Politisk leder af Radikale Venstre.
• Var uddannelses- og forskningsminister i 2014-2015.
• Gift med Rasmus Dalsgaard.
• Mor til sønnerne Gustav og Villads.

Men hvorfor kendte du ikke til den sag, Ida Auken omtalte?

– Jeg har været sammen med Ida og Morten ved festlige lejligheder, hvor Morten har været meget beruset og pinlig, men jeg har ikke oplevet den episode, Ida taler om. Og havde jeg set deciderede krænkelser, så er jeg også ret sikker på, at jeg ville have grebet ind.

Har det ikke været sådan noget, man snakkede om?

– Nej, det har aldrig været foran mig. Jeg har ikke været til stede i nogen af de beskrevne tilfælde. Det er jo – desværre – ofte sådan, det foregår, og derfor havde jeg slet ikke den oplevelse. Ja, han har været fuld og pinlig, men jeg har slet ikke den oplevelse, som Ida har. Hvis Ida vidste det, hvorfor har hun så ikke gjort noget? Det er nok en uenighed, hun og jeg vil have til evig tid. Der er alle mulige lag i det, der har været nogle magtkampe, og jeg har svært ved at se, at det ikke hænger sammen,

Det blev den mindst afslappende efterårsferie nogensinde; hver dag havde sin krise, som hun skulle forholde sig til:

– Der var aftener, hvor jeg tudede, og så hankede jeg op i mig selv igen. Prøvede med at sætte en fod foran den anden. En dag ad gangen. Jeg er glad for at have et solidt fundament, både min familie, men også at være opflasket med en grundlæggende tro på mig selv og tro på, at jeg har integriteten på plads, for det var den, der blev sået tvivl om.

– Min mand var vred på mine vegne og var sådan ”du skal ikke finde i det”, han havde ikke ret i alt, men han var meget støttende, lyttede, lavede mad og ordnede.

Tilbage på Borgen gik arbejdet i gang med at genstarte gruppen. Og det er en ongoing proces, lader hun forstå.

Hvad er din strategi som leder?

– At lytte. Og være villig til at flytte mig. Men også tydelig. Det er mig, de har valgt – også da jeg tog runden igen og igen tilbød at gå. Men jeg vil gerne lytte og få alle de dygtige mennesker i spil. Det får alle meget mere ud af.

– Det er min filosofi helt generelt, men ledelse i politik er noget andet end alle andre steder, for jeg kan ikke hyre og fyre eller give en lønforhøjelse. Det er et spørgsmål om at være committed til missionen, og så skal der selvfølgelig være noget i det for hver enkelt, og det er den opgave, jeg prøver at dyrke, så alle har en rolle og kan se det meningsfulde i at være her og føler sig værdsat.

Men i forrige uge måtte hun alligevel modtage to udmeldinger. Den ene fra Ida Auken, som understregede, at det først og fremmest er på grund af den politiske linje, hun skifter parti. Men samtidig flagede hun, at der er en rapport fra Kvinfo på vej, som hun mener vil bringe nye oplysninger frem om Morten Østergaard-sagen. At den vil vise, at sagen er ”mere omfattende” og ”kendt langt ind i partiet”.

Er du nervøs for at denne rapport vil så tvivl om din rolle?

– Jeg er ikke nervøs for det, for jeg kan jo ikke komme på, hvad det skulle være, men jeg ved jo ikke, hvad Ida har rapporteret. Jeg ved ikke, hvad der står i rapporten, for den er jo netop lagt ud til Kvinfo og en uafhængig kontaktinstans, men det, der står i rapporten, må ikke være personhenførbart. Hvis der er personsager, er det kontaktinstansen, der går videre med det, og jeg kan ikke forestille mig andet end, at der kommer mere frem – ligesom i alle andre partier og virksomheder, der undersøger sagen seriøst.  

Den vigtigste kamp

Kampen mod sexisme er stadig en hjertesag – for Radikale Venstre og for Sofie Carsten Nielsen. Hun er mor til to drenge på 11 og 14 år, og de er helt med på, hvad ligestilling handler om (så meget, at den store nogle gange udbryder ”mor, stop nu, vi HAR forstået det!”). Deres forældre har haft delt barsel, de ved, hvornår kvinder fik stemmeret, og de ved, hvad det betyder at sige ”bitch” eller ”luder” til piger.

– De skal være bevidste. Jeg er opmærksom på deres sprog, og hvordan de taler til pigerne – og vice versa – det kan godt blive en hård jargon. Men jeg synes, at især den store udfordrer det hele lidt, og det kan jeg godt lide. Da han ville have huller i ørene, var hans far tøvende, men så sagde han ”ville du også have været det, hvis jeg var en pige?”. Der blev far lige facet med sine egne fordomme, og så fik han sine øreringe.

Også i sit daglige arbejde tænker hun over skabe plads til alle.

– I folketingsgruppen er vi lige mange mænd og kvinder, men jeg prøver at være opmærksom på, at kvinder får lige så meget taletid. I vores hovedbestyrelse er det primært mænd, der tager ordet, og man skal gøre en indsats for at få kvinderne til det. Og det er ret svært at få kvinder til at stille op i vores ledende organer, også til kommunalvalget.

– Vi har en mangfoldighedsstrategi på vej. Vi må ned i kulturen, og vi er nødt til at være faktuelle og researchende og faglige på det. Man kan ikke bare mene noget, der findes fakta og viden.

Da vi mødes, buldrer den nærmest fakta-løse sag om TV2 og Jes Dorph derudad. Sofie Carsten Nielsen ser oplagte paralleller mellem den og Østergaard-sagen, og hun er bekymret for, hvor svært det er at holde debatten på sporet – og for at ”den store sag” lider et tilbageslag.

– Det polariserer os. Det er altid det ekstreme, der fylder, og der vil altid være nogen, der argumenterer med, at ”det var en anden tid” eller ”må man nu ikke flirte mere?”, men det er jo det inde mellem ekstremerne, som vi burde sætte lup på. Det eneste, man kan gøre, er at blive ved. I de her debatter, hvor vi er helt nede og rykke ved pladerne, kommer det til at tage år at flytte noget.

I Jes Dorph-sagen handlede det om to hændelser for 18 og 20 år siden, og netop det har været med til at fyre op under folkestemningen.

– Jeg vil ikke underkende, at der kan være problemer med nogle af de her sager, men overordnet kan vi ikke sige, at fordi det var 20 år siden, så kan vi ikke tale om det. Den eneste måde at ændre kulturen er at kigge tilbage på det, vi ikke vil finde os i længere.

20 år er lang tid?

– Ja, men det er jo enhver privat virksomheds ret at sige ”hvad værdigrundlag og værdisæt er det, vi vil have?”, og hvis vedkommende ikke kan se, at det var et problem for 20 år siden, så er der stadig noget galt.

– Og når kvinderne først står frem 20 år efter, så er det fordi, de først bliver spurgt nu, der er ikke nogen, der har interesseret sig for det før. Det er blevet gemt af vejen, og enhver vidste, at hvis man stod frem, så var det helt sikkert en selv, der skulle betale prisen – og en dyr en.

– Jeg synes, det er et problem, at han ikke vil sige ”jeg har opfattet det forkert”, men bliver ved med at sige, at ”det var sådan, nogle andre har opfattet det”. Det er supersvært, for der er nogle, der vil blive ved at holde fast i, at det ikke var sådan, de mente det.

Hun mener, at lige nu er det et spørgsmål om at gøre op med fortiden og kulturen.

– Det kommer til at tage noget tid, før det bliver mere normalt at sige fra med det samme og altid rapportere krænkende adfærd. Lige nu bliver vi nødt til at kigge tilbage, før vi kan se frem. Vi har brug for at tale sammen og lytte til hinanden omkring alt det, der ligger bag os. Jeg synes, min kollega Karsten Lauritzen fra Venstre, der har talt åbent om episoder, som han fortryder i dag, er et fint eksempel på, hvordan vi kan tage skridt mod forsoning sammen.

– Men jeg har det også sådan, at det for mange bliver svært at være en del af løsningen, hvis man har været en stor del af problemet i 30 år eller mere. Og da slet ikke, hvis man ikke vil lytte og erkende, at problemerne stikker dybt. Så kan man altså ikke troværdigt gå forrest i kampen.

Selv om sexisme-sagerne bringer masserne i oprør, og pendulet svinger frem og tilbage, så tror Sofie Carsten Nielsen på, at hvert et slag gør en forskel for den store kamp.

– Jeg er rimeligt håbefuld, for jeg synes, vi har set et gennembrud, for indtil nu har hver eneste krænket – kvinde eller mand – stået SÅ alene, og nu er der så mange flere, der står sammen. Jeg tror, vi i meget højere grad har hinandens ryg – også selv om der opstår en folkestemning.