Sofie Jama brugte helt særlig datingstrategi: "Nogle blev skræmte, mens andre syntes, at det var spændende"

I flere år gjorde Sofie Jama alt for at undgå at blive forelsket. For hun havde ikke tid til at få knust sit hjerte. På det tidspunkt var hun næsten lige kommet til Danmark med sin familie efter at have flygtet fra borgerkrigen i Somalia, og som sårbar teenager, der mærkede tyngden af krigsminderne på sine skuldre, havde hun sat alt ind for at suge danskheden til sig, så hun kunne komme til at passe ind.

"Det har været en måde at beskytte mig selv på. Jeg ville ikke forelske mig, fordi jeg var bange for, at mit i forvejen skrøbelige fundament ville blive smadret. Og når jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive forelsket, sørgede jeg for at komme væk i en fart. Jeg havde jo læst om folk, der blev hjerteknuste, Romeo og Julie og sådan nogle, og så tænkte jeg, at dét har jeg bare ikke tid til," fortæller Sofie, der i stedet for at gå til fest med åbent hjerte sad og læste tykke bøger. Fra morgen til aften.

"Det betyder også, at jeg har frarøvet mig selv nogle gode år og oplevelser. Til sidst tænkte jeg, at det egentlig var for kujon-agtigt. For du skal da have knust dit hjerte på et tidspunkt. Så jeg overgav mig, men stadigvæk på en måde, hvor jeg tænkte, at jeg ikke skulle være for meget i andres vold. Men det ER man, når man får et barn."

Og snart kan Sofie endda kalde sig mor til tre. Hun kan nemlig føde når som helst, da hun byder velkommen i sin lejlighed fire dage efter sin 40-års fødselsdag, der blev markeret med en surprisereception arrangeret af kæresten Jes.

"Hvis Jes kom og sagde i morgen, at han ikke ville være sammen med mig længere, ville jeg aldrig nogensinde blive den samme igen. Men du bliver ligesom nødt til at tage chancen."

Sofies liv er fyldt med kontraster. Så en graviditet er, som så meget andet, en sammensat størrelse. Mange ville nok sige, at hun er i lykkelige omstændigheder. Men for hende er det en tilstand, der er lige så forbundet med afvikling som begyndelse. For i de seks år, hun og hendes familie levede som nomader ude på sletterne, overværede hun mange fødsler, og ikke alle fik en lykkelig udgang.

"Nu hvor jeg er højgravid, træder disse minder tydeligere frem. Alle de kvinder, der døde, mens de var ved at føde, fordi der ikke var nogen til at hjælpe. Alle dem, som bare lå der og skreg, mens vi fik at vide, at vi skulle flygte. Når kvinderne var gravide, var der altid en stemning af sorg og glæde. Mest sorg. For du kan jo dø. Jeg var særligt glad for nogle af mine tanter – de overtog sådan en morrolle over for mig, når min mor i perioder var væk. Hver gang en af dem var gravid, tænkte jeg, så dør hun – og det var der også mange, der gjorde."

Og det har indprentet sig i hendes bevidsthed.   

"Det kan lyde lidt overdrevet, nu hvor jeg er her. Men når jeg er til scanning, står jordemødrene og smiler og siger, at alt bare er SÅ godt. Og jeg ligger bare der og tænker, at jeg rent faktisk kan dø. Men ingen taler om døden. Folk omkring mig regner bare med, at det går godt. Og så prøver jeg at suge den glæde til mig. Men det trænger ikke 100 procent ind."

Sofie bryder alvoren med sit varme grin. Det gør hun ofte, når hun et øjeblik virker til at tænke, hvordan hendes ord mon bliver opfattet på den anden side af bordet. Hun vejer derfor også sine ord, når hun taler om årene på flugt, for tømte hun rygsækken med krigsminder for indhold, ville det lyde så absurd, at ingen ville tro hende. Som en roman fra 1800-tallet, som hun selv siger. Det betyder også, at hun altid vil befinde sig i grænselandet mellem to kulturer, fordi der aldrig vil være nogen, der helt forstår hende. Men som forfatter har hun fundet en måde at bygge bro, selvom det ikke er helt omkostningsfrit.

Genfødt i Danmark

Sofie var seks år, da borgerkrigen i Somalia drev hende og hendes familie på flugt. Fra livet i byen og ud på sletterne. I perioder var familien adskilt, og hun var som den ældste nødt til at tage sig af sine søskende. Det er med en vis dobbelthed, hun husker tilbage på livet i Somalia før, alt ændrede sig.

"Hvis jeg skal være helt ærlig, føler jeg, at krigen har reddet mig. Det kan lyde lidt paradoksalt, men tingene skal ses fra flere vinkler. Der lurede hele tiden en utryghed. Min mor og far kunne ikke altid enes. Og så var særligt kvinderne meget hårde ved piger. Noget af det, jeg husker tydeligst, er skrig, fordi en pige blev omskåret i nærheden. Dybt traumatiserende. Og jeg skulle se, hvad der ventede mig, fordi det om nogle år var min tur. Krigen har været redningen, fordi os fra byerne, der flygtede, ikke havde tid til at omskære piger. Der var bare fokus på at overleve. Men jeg er også meget varsom med at romantisere krigen."

Efter seks-syv år på flugt endte familien så i Danmark. Selvom hun var dybt taknemmelig for at blive hjulpet, var det også ubehageligt at opleve den fordømmende tone, som nogle politikere og folk, hun mødte på sin vej, havde over for somalier. De blev set som undermennesker, der mest af alt var en byrde, følte hun. Og det gjorde det heller ikke nemmere, at hun stadig gik i burka på det tidspunkt.

"Da jeg kom til Danmark, oplevede jeg racisme. I første omgang tænkte jeg, at der måtte være noget galt med os. Jeg var teenager og sårbar. Men jeg var også undrende. Og så tvang jeg mig selv til at prøve at forstå, hvad der egentlig lå bag, for at have det godt. At det måske handler om stammer og klaner ligesom der, hvor jeg var flygtet fra, og det, at du ser anderledes ud. For ville jeg ikke have tænkt det samme, hvis der pludselig var kommet en helvedes masse hvide? Det handler om at kunne sætte sig i den andens sted og se sine egne fordomme i øjnene. Og det har jeg prøvet at efterleve hele livet."

Men det har ikke været helt nemt nå dertil.

Hvem er Sofie Jama?

• Forfatter og har bl.a. skrevet bøgerne Et andet menneske, et andet liv og Den nordiske
  mands hævn.
• Uddannet i arabisk og kulturformidling fra Aarhus Universitet.
• Er desuden kronikør på Information og arbejder også som tolk.
• Hun er 40 år og kæreste med Jes, som hun har to sønner med, og så har hun en datter på 10 fra et tidligere forhold.

"Jeg gennemgik en katharsis, hvor jeg lagde afstand til alt det, jeg kendte, for det var den eneste måde, jeg kunne lære sproget og kulturen ordentligt at kende. Så jeg blev nærmest genfødt. Jeg var 16-17 år, da jeg traf den beslutning, så det har nok ikke været så kalkuleret, men det var simpelthen en overlevelsesstrategi. Enten skulle jeg brænde broen til mit ophav eller slå mig ned som 17-19-årig i et arrangeret ægteskab med en fra det somaliske miljø, som så mange andre havde gjort, og melde mig ud af samfundet og sidde i en ghetto, hvor det er trygt, fordi alle ligner én selv."

Særligt én episode blev skelsættende for Sofie.

"Jeg så en kvinde, der ikke kunne tale dansk, og hun havde været her i mange år. Hun var grædefærdig og skulle bruge en, der kunne tolke for hende, så hendes barn kunne komme til lægen. Det var skrækkeligt. Der stod det meget klart for mig, at jeg skulle undgå den ydmygelse. Men det er ekstremt smertefuldt at kappe båndet til éns familie. Den er der, inden du bliver født – du kan høre deres stemmer... ham her kan høre vores stemmer, siger hun og peger på sin mave."

Livet ude på sletterne har vist hende, hvad hun er i stand til at stå igennem, og bekræftet hende i, at hun er stærk og ikke skal være bange for at finde sin egen vej.   

"Jeg kan ikke gøre noget ved min hudfarve eller min historie, men jeg kan gøre mig umage og sørge for at lære sproget og kulturen at kende. Så affødt af afmagt og tristhed fik jeg sådan en ”nu skal jeg sateme vise dem, der udsætter mig for diskrimination, at jeg er dygtigere, end de er”. Så kan de ikke komme efter mig. Det har ligesom været drivkraften. Det, du kan gøre noget ved, skal du gøre noget ved."

Så derfor havde Sofie ikke tid til at samle stumperne af et knust hjerte som teenager. Der var for meget, der skulle indhentes. Så fritiden gik med at lære sproget, læse Bibelen fra ende til anden, forsvinde ind i det litterære univers og terpe kongerækken. Men da hun var i midten af 20’erne, begyndte hun at feste. For pludselig var der også meget, der skulle indhentes, før ungdommen gik tabt.

Det ømme punkt

Første gang Sofie så Jes, stod han og dansede til en privatfest hos en fælles bekendt. Som aftenen skred frem, fik Sofie også bevæget sig ud på dansegulvet.

"Han var lige blevet skilt og sagde til mig, at der skulle gå mange, mange år, før han skulle være i et forhold igen. Så svarede jeg: ”Ved du hvad? I sidste uge blev jeg enig med mig selv om, at jeg aldrig skal indgå i en relation igen...” På det tidspunkt havde jeg været single i omkring et halvt år. Og jeg havde ikke set nogen, jeg havde heller ikke datet, jeg havde ikke engang lyst til det. Jeg havde det godt med at være alene. Resten af mine dage, hvis det skulle være," fortæller Sofie, der også lige fik understreget, at han i øvrigt slet ikke var hendes type. Hun ville have en, der var 197 høj. Mindst. Megaoverfladisk, som hun selv siger. Så røg de nogle smøger og begyndte at diskutere litteratur.

"Jeg gav Jes et kram på et tidspunkt, og så var det, som om noget pludselig bare passede sammen. Det var bare et kram. Men den energi! Det var noget helt særligt. Det er helt utroligt... Der er kræfter, som er større end en selv. Jeg tror meget på det med energier."

Og lige siden den aften for tre år siden har de været sammen. Jesper havde endnu ingen børn, Sofie havde allerede en datter fra et tidligere forhold. Og nu venter de deres andet fælles barn. Men længe gik Sofie faktisk og tænkte, at hun ikke skulle have nogen børn.

"Jeg har altid haft sådan en kronisk angst for at miste. Det kommer nok af, at jeg har gjort det nogle gange. Men på et tidspunkt slutter man fred med, at det er et grundvilkår. At vi ikke ved, hvad der kommer til at ske..." siger hun og fortsætter:

"Men om morgenen, når jeg sender min datter i skole, afleverer min søn hos dagplejeren og tager over på mit kontor, hvor jeg skriver på min tredje bog, tænker jeg, at alt kan ske. Det er ikke sikkert, at vi alle kommer tilbage senere. Risikoen er der. Når du vokser op i krig, har du uforudsigeligheden med dig. Du er hele tiden i alarmberedskab. Så døden bliver sådan en ledsager, der bare er der, og du kan ikke gøre noget ved det, for den vinder over dig i sidste ende. Så jeg bliver nødt til at acceptere, at det er ude af mine hænder. Det var først, da jeg gjorde det, at jeg fik en form for sjælero."

Sofie ved godt, at hun kommer med lidt af en bagage, og at det kræver sin mand at kunne rumme det.

"Jeg har faktisk sjældent mødt nogen, jeg syntes, var noget særligt. Folk er ofte lidt hule i det. Og jeg søger smerte. Det er min ting. Den kategori går Jes også ind under. Han er et absolut fremragende menneske. Helt og aldeles. Det skal være en, der har gennemgået nogle ekstremer og været helt i kulkælderen – og længere nede – og rejst sig igen. Det tog mig lang tid at finde ud af, at det er dét, jeg tænder på."

Derfor har Sofie heller aldrig holdt igen med at dele ud af sit liv, dengang hun i sin tid datede.

"Jeg brugte sådan en strategi med at fortælle ALT. Det mest sårbare og hudløse. Og så tænkte jeg, nu må vi se, hvem der kan klare det. Det gør indtryk. Nogle bliver helt skræmte og intimiderede, og andre tænker, hmm, det var da spændende det der."

Hun er også godt klar over, at hun til tider kan være krævende.  

"Jeg ER en stor mundfuld. Hvis det er en relation, der udgiver sig for at være en af mine helt nære, så kræver jeg 100 procent hudløshed. Alt, hvad der er overfladisk, gider jeg bare ikke. For eksempel..."

Hun begynder at grine.

"Så skal det altid italesættes, når jeg mærker ting... og så kan jeg godt lide at gå direkte efter det ømme allerinderst inde. Men det er jo for hårdt for mennesker... det er sgu da ikke alle, der orker at indse alt muligt om dem selv. Og vi danskere er ikke så gode til at sætte ord på følelser. Vi vil helst bare gerne have det hyggeligt – vi er konfliktsky."

I grænselandet

Uanset hvor godt Sofie er faldet til i Danmark, er der ingen, der kender hendes historie så godt som hendes familie, og derfor blev afstanden med tiden for hård for hende.  

"Lige pludselig mærkede jeg en længsel, for ensomheden blev bare større og større – ikke fordi jeg var alene, men jeg var bare ensom, fordi der ikke var nogen, der vidste, hvem jeg egentlig rigtigt var. Det kunne godt være, at mine dejlige veninder omfavnede mig, men de kendte jo ikke mit andet jeg."

Så efter otte-ni år opsøgte hun igen sin familie. Men det stod hurtigt klart, at den katharsis, hun havde gennemgået, gjorde, at hun ikke længere kunne genkende sit ophav. Så der stod hun i grænselandet. Og så var det, at hun begyndte at skrive romaner.

"Jeg tænkte, at jeg kunne bygge bro mellem de to kulturer ved at give den somaliske flygtning i Danmark en stemme. Men nej... Det har bare betydet, at den smule relation, min familie og jeg havde fået, blev smadret om igen," fortæller Sofie, der i sin første bog satte ord på tabuer som kvindelig seksualitet og omskæring.

"Det er jo ting, man ikke må tale om – og det havde jeg glemt. Men jeg troede egentlig, at jeg kunne gøre min familie stolt. Så det var bestemt ikke den reaktion, jeg havde regnet med. Jeg var dybt naiv. De var jo præcis det samme sted."

Mens hendes roman ”Et andet menneske, et andet liv” blev rost og prisbelønnet, begyndte Sofie at overveje, om omkostningerne ved at skrive var for store.

"Da jeg stod på scenen og modtog Martin Andersen Nexø Fondens Pris i 2019, havde jeg lige mistet kontakten til min familie. Mit ophav. Og hvad betyder det egentlig så? Så det var igen en kontrast... Kolleger og venner, der sagde: ”Er du ikke bare stolt?” Hvor jeg bare tænkte, nej egentlig ikke, for I ved ikke, hvad jeg lider under. Jeg har flere gange oplevet, at nogle tænker, wauw, hun må være fantastisk, hendes ting bliver udgivet og rost og belønnet, og at jeg udadtil virker til at have det perfekte liv. Og så tænker jeg: I skulle bare vide, hvad jeg bærer med mig i min rygsæk. Og den kigger jeg ofte tilbage på. Derfor dømmer jeg heller aldrig nogen, for du kender ikke deres hemmeligheder."

At befinde sig i grænselandet mellem to kulturer skaber derfor en vedvarende ensomhed. Og Sofie funderer også over, hvordan det mon kommer til at præge hendes børn.

"Jeg kan ikke lade være med at tænke, om jeg også bliver fremmedgjort over for mine egne børn. Hvor er DE henne i det her? Og det tænker jeg især nu, hvor jeg skal have et barn mere. Om de så bare ikke skal have adgang til den anden del af dem selv. Er det egentlig det værd? Så hvordan kan jeg åbne op?" siger Sofie, der igen ser sin mor og nu også har fået kontakt til to af sine søskende, der også har børn.

For hun vil ikke løbe fra sit ophav, selvom hun har tilbragt mere tid i Danmark end Somalia og føler sig dansk.

"Jeg mener ikke, man forstår danskheden, før man deler seng med en dansker. Jeg har mødt mange andengenerationsindvandrere, der har taget høje uddannelser, og som har spurgt mig, hvordan det er at være sammen med en dansker, for det er de ikke selv. De lever sådan nogle parallelliv. Det overraskede mig meget. Og det var der, jeg så kom frem til, at det først er, når man blander familier sammen, at integrationen kan ske. Al den anden integration, de snakker om... glem det! Der kan godt være en sameksistens, men lever man opdelt, kan man ikke undgå at have alle mulige mærkelige fordomme over for hinanden."

En afprøvet sjæl

Jes kan næsten heller ikke blive mere dansk. Med lyst hår og blå øjne. Og det er hos ham, Sofie føler sig allermest hjemme.

"Jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke skal miste mig selv i et forhold, men at jeg skal kunne mærke mig selv. Nogle gange, når jeg føler mig afkoblet, efterlader jeg min telefon herhjemme og går fra familien og over og sidder ved et åløb i parken. I starten var Jes, der kommer fra en klassisk kernefamilie, hvor man hele tiden er sammen, sådan helt whaaaaat!!! Men jeg har bare brug for at mærke den der kerne."

Hun tager en dyb indånding, som om hun skal i gang med at meditere.

"Den der lille, lille kerne inderst inde skal der ikke kradses i. For det er også den, der træder til, hvis tingene brænder sammen, og din mand eller dine børn har brug for dig. Det er en indre styrke, der skal være intakt. Det er helligt, og det lærte jeg meget tidligt," siger Sofie, der også kan trække sig væk ved at tage på skriveophold.

Med god samvittighed.

"Du har selv et ansvar. Men vi bliver bare presset af alle mulige narrativer om, hvordan tingene skal være. Den ideelle kvinde skal være smuk, hun skal være lækker, hun skal kunne føde, hun skal være en god mor og kæreste og en power woman på arbejdet. Og man gør det samme med mændene. Alle laver konstant sådan en komparativ analyse med deres omgivelser i stedet for at sige: ”Jeg er, som jeg er, og tingene arter sig”. I sidste ende kan det betyde, at individet går tabt, og sker det, bliver vi én stor masse, der bare er smadret, forvirret og ulykkelig."

Efter planen skal Sofies næste bog udkomme til næste år. Hun ville gerne have været færdig inden fødslen. Men det nåede hun ikke.

"Når jeg har født, tager jeg lidt barsel. Jeg kan godt mærke, at min krop er gammel. Jeg skal passe på mig selv – og den lille. Jeg kommer ikke til at arbejde tre dage efter jeg har født ligesom sidst," fortæller Sofie, der oplever en del skavanker efter flere år i barndommen, hvor ernæringen ikke har været optimal.

"Jeg har været indlagt SÅ mange gange – det er lige før, man tænker, er hun hypokonder eller hvad?"

Hun bryder igen alvoren med sit grin.

"Nu kommer jeg med sådan noget selvynk, men det er lidt trist at føle, at min krop er gammel – og min sjæl også – når jeg kun er 40."

Egentlig ville hun ikke have fejret sin fødselsdag, for det gør hun aldrig. Hun synes ikke, at der er noget at fejre, når hun har mistet så mange. At hun hader at være i centrum, til trods for hun tit optræder i forskellige sammenhænge, spiller også ind, indrømmer hun. Men så var det, at Jes overraskede hende.

"Det var meget, meget angstprovokerende, men ikke så slemt, som jeg troede, for det var jo mennesker, jeg var glad for at se. Det var godt, at han gjorde det. Det havde jeg ikke troet, han turde, for tænk, hvis jeg reagerede voldsomt på det. Men han er cool, det må jeg sige."

Der er ingen tvivl om, at hun er meget forelsket. Og han kan også godt være taknemmelig, har hun sagt til ham. For noget af det, der følger med en afprøvet sjæl, er afbrudt nattesøvn.

Så Sofie tager gerne tjansen, når børnene vågner om natten.

"Jeg plejer alligevel ikke at kunne sove mere end tre-fire timer. Så det er jo bare dejligt, at der er et lille barn, for så har jeg noget at give mig til. Selvfølgelig kan jeg være knotten om morgenen, men jeg vågner jo alligevel, og så nyder jeg stilheden. Man kan opnå en helt særlig ro om natten. Så hjemme hos os er der ikke nogen, der bliver irriteret over, at barnet vågner, fordi man skal tidligt op. Jeg omfavner det bare."

En uge senere føder hun en søn.