Sofie Torp: ”Nu elsker vi hinanden længder mere, end vi nogensinde har gjort”

Vi er nået omkring halvvejs igennem interviewet, da snakken falder på talent. Et ord, som Sofie Torp altid har haft det meget stramt med på trods af, at hun flere gange er blevet hædret for netop det. Sit talent.

Hun er indehaver af de to fineste filmpriser i Danmark – en Bodil og en Robert – og da jeg nævner priserne i talentsnakken, peger hun på det vitrineskab, der hænger lige ved siden af spisebordet, hvor vi sidder. Og der står de simpelthen. Bodil og Robert.

På øverste hylde inde bag en flaske rødvin, en æske med perler til perleplader, et par lysestager, et Legotog, en flaske Små Grønne, en London Dry Gin og et par bøger. Helt undseeligt.

Og nærmest usynlige for det blotte øje. Sofie griner højt, da hun ser min overraskelse, og spørger beredvilligt, om hun skal tage dem ud, så jeg kan se dem ordentligt. Og ja tak, jeg har da aldrig holdt sådan en flot Bodil før.

Men hvorfor står de sådan, Sofie, gemt helt væk i kaos?

"De står fint derinde. Den slags skal man ikke flashe. Og det er måske noget jysk, der kommer ind der: Aj, så er det heller ikke vildere, Sofie. Men næste skridt i min proces er måske, at Bodil og Robert skal have en anden plads. En plads for sig selv."

Hvad er det for en proces?

"For nylig var der en dygtig terapeut, der spurgte mig, hvordan jeg havde det med mit talent. Og jeg var straks sådan: Hvad snakker du om? Jeg hader det ord. Jeg hader ordet talent.

Det lyder så tilfældigt og som om, man ikke har knoklet for det. Alt stritter på mig, når nogen siger: ”Hun har meget talent”. Men det er noget, jeg er begyndt at arbejde med. I lang tid troede jeg, at grunden til, at jeg fik arbejde, var, at jeg var dygtig og forberedt. Jeg kan altid mine ting, jeg kommer til tiden, jeg er en meget tjekket skuespiller.

Stik mig et Excel-ark, og jeg bliver lykkelig. Jeg er helt vildt god til at koordinere og ordne. Men de sidste par år, hvor jeg virkelig har fået nogle vanvittige roller, er jeg begyndt lige så stille at turde sige til mig selv: ”Sofie, det er også fordi, du er en dygtig kunstner”."

Hendes hænder flyver straks op til munden, og hun ser helt forskrækket ud over de ord, der lige kom ud.

"Altså, det er virkelig grænseoverskridende for mig at sige. Jeg har altid tænkt, at jeg var en dygtig håndværker, og det er jeg også, men jeg er også begyndt at indrømme for mig selv, at jeg ikke havde fået lov til at lave alt det, jeg laver, hvis jeg ikke også var en dygtig kunstner. Og hvis jeg ikke havde talent. Så ja, jeg øver mig i at eje mit talent lidt mere."

Sofie fik sit store gennembrud i filmen 'Ser du månen, Daniel'. Siden har hun bl.a. fået den kvindelige hovedrolle som Rose i de nye 'Afdeling Q'-film, hvor hun spiller overfor Ulrich Thomsen, og mange har sikkert også set hende i serien 'Carmen Curlers' på DR, hvor hun spiller sekretæren Lis.

Lige nu er hun aktuel i hovedrollen som Marie i filmen 'Meter i sekundet', der er baseret på Stine Pilgaards bestsellerroman af samme navn. En roman, der er stærkt inspireret af Pilgaards egne oplevelser igennem de fem år, hun boede i Velling i Vestjylland.

I filmen bliver Maries liv vendt op og ned, da hun lettere modvilligt må flytte fra København til netop Velling, fordi hendes kæreste, Rasmus, har fået job som lærer på en højskole. Det har været meget specielt for Sofie at spille rollen.

"Jeg kender Stine Pilgaard, fordi jeg lavede hendes første bog, ”Min mor siger”, som min afgangsforestilling på Skuespillerskolen. Hun kom og besøgte os under prøverne, og hun så også forestillingen ni gange, fordi hun syntes, det var så vildt, at vi havde taget hendes bog og lavet den om til noget andet.

Da vi tændte lyset efter en af de første prøver, sad Stine og græd. Først tænkte jeg nej, nej, nej, hun synes, det er helt forfærdeligt. Men så sagde hun, at hun var rørt over, at vi tog hende alvorligt. Det har også været en ting for mig nu med ”Meter i sekundet”.

For selvom det er en komedie, så er Marie-karakteren satme ikke bevidst om, at hun er med i en komedie. Det er dyb alvor, det hun står midt i. Og det kan jeg godt lide ved den måde, Stine skriver på. At hun kan holde alvoren i alt det sjove."

Hvem er Sofie Torp?

• Skuespiller, der er aktuel med hovedrollen i filmen 'Meter i sekundet' baseret på Stine Pilgaards roman af samme navn.
• Filmen har premiere 2. februar 2023.
• Kendt fra film som 'Ser du månen, Daniel', 'Marco effekten' og 'Lykkelige omstændigheder' og tv-serier som 'Sygeplejeskolen' og 'Carmen Curlers'.
• Datter af sanger Jette Torp.
• Hun er 33 år, single og mor til Olga på 3,5 år, som hun har med sin gode ven Sargun Oshana.

Havde Stine peget på dig til rollen som Marie?

"Ja, det havde hun faktisk overfor Nordisk Film. I bogen er Marie fra Aarhus, ligesom jeg er, men de ville have en københavner til filmen, fordi det ville virke stærkere og give mere konflikt. Men jeg fik heldigvis rollen alligevel."

Sofies lejlighed ligger under Bispebuen på Frederiksberg. Hun har altså også selv taget springet fra en landsdel til en anden, og hun kan sagtens genkende nogle af alle de følelser, der opstår i Marie i filmen. Bare med omvendt fortegn.

"Jeg var 20 år, da jeg flyttede fra Aarhus til København, og det var en rigtig, rigtig stor ting. Selvom jeg har boet her i 12 år nu, synes jeg, at jeg bliver mere og mere jysk, som tiden går."

I tankerne eller?

"I min dialekt og måske også i mit tempo. Jeg laver lidt et modtræk til københavnertempoet. Det er dog noget pjat at sige, for det er netop den slags, vi har det med at sige om hinanden, når vi kommer fra forskellige steder. Men jeg kan tydeligt huske, hvordan det var, da jeg flyttede til København.

Jeg var flyttet lidt tilfældigt herover, fordi jeg fik mulighed for at overtage en lejlighed, jeg havde ikke noget arbejde, og jeg var ikke kommet ind på en uddannelse. Jeg sad og kiggede ud ad vinduet og kunne ikke forstå, hvor folk skulle hen, og hvorfor de havde så travlt.

Der var bare sådan et menneskemylder på Amagerbrogade. Efter et par måneder blev jeg træt af at sidde og kigge ud på de travle mennesker, og så gik jeg ud og agerede, at jeg også havde travlt. Jeg løb ned ad rulletrappen i Metroen og var sådan ”undskyld, må jeg lige komme forbi” bare for prøve, hvordan det var at være i storbytempo. Jeg legede simpelthen travl københavner. Men jeg skulle ingenting."

Hun griner.

"Heldigvis fik jeg et arbejde på en sandwichbar, og så skulle jeg også noget. Det var rart. Men jeg kan tydeligt huske følelsen af at være et sted, hvor alle andre havde en funktion, mens jeg ikke selv havde det. Det er også det, som Marie i filmen opdager ved at komme til Vestjylland.

At hun er påhæng og ikke har en tydelig funktion at træde ind i. Hun er der bare og kigger på et liv, der kører foran hende. Når man har den observerende rolle, kan man godt nogle gange føle, at der ikke er plads til en. At man ikke betyder noget for nogen. At der ikke er nogen, der regner med en.

Det var ret spændende at arbejde med, for det kunne jeg jo genkende fra min første tid i København, og det sjove er, at jeg fik følelsen igen under optagelserne. Vi optog filmen ret kronologisk, og i den første uge var det derfor de scener, hvor Marie og Rasmus kommer til Vestjylland, vi lavede.

Det mærkelige er, at jeg oplevede, at hver gang jeg prøvede at sige noget – som Sofie – så blev folk stille, vendte sig om og gik.

Jeg var hjemme her i København i weekenden efter den første uge, og jeg tænkte meget over, hvad der skete. Jeg forstod det ikke. Indtil det gik op for mig, at jeg i en hel uge havde spillet en kvinde, der ikke rigtig er med.

En kvinde, som er udenfor. Og det påvirkede mig helt vildt meget. Det gik op for mig, hvor hårdt det er at stå udenfor fællesskabet, og hvor svært det er, når man siger noget og ikke bliver grebet. Det satte sig simpelthen i min krop.

Når jeg ser filmen nu, kan jeg se, at jeg ser virkelig mut ud, og nu forstår jeg, at det var fordi, jeg hele tiden forsøgte at række poten frem, der var bare ingen, der tog den. Jeg blev simpelthen som Marie. Også overfor mine kollegaer."

Der bliver talt en del – også politisk – om store afstande mellem landsdelene, hvad tænker du om det?

"Det synes jeg jo ikke, at der er. Og det er forhåbentlig også det, vi har lavet en film om. De afstande, vi laver, er mere i idéerne om hinanden. Det er afstande, vi nogle gange sætter op for selv at kunne forsvare nogle ting. Men når det kommer til stykket, så er vi det samme.

Vi udtrykker det bare forskelligt. Og jeg vil bare sige, at lige så meget, som man forhåbentlig holder med Marie i filmen, lige så meget elsker og forstår man forhåbentlig også de karakterer, hun møder. Filmen handler i hvert fald ikke om at pege fingre af vestjyder.

Tværtimod peger fingeren rigtig meget ind i Marie selv. Hun har så mange kampe indeni, som ikke handler om købmanden eller dagplejen. Det er en uro i hende, og fordi hun ikke helt kan lande i sig selv, kommer hun til at tro, at det er noget med alle dem omkring hende.

Der er et moment i filmen, hvor hun falder til ro, trækker vejret og er i kontakt med sig selv oppe på nogle halmballer. Hun finder ud af, at der ER plads til hende også, for det handler om, at hun skal gøre plads til sig selv. Inde i sig selv.

Og det er interessant, for det er meget samme proces, jeg selv har været igennem i det sidste års tid. Parallelt med filmen. Så da jeg så filmen, var det som om, jeg forstod den på en måde, som jeg ikke gjorde, da jeg spillede den."

Fortæl lidt mere om den proces også?

"Det har handlet om det med at blive mor og at skulle finde ud af alting. Der har været en uro inde i mig, fordi jeg har følt, at jeg hele tiden skulle tage roller på mig. Nu er jeg mor. Nu er jeg skuespiller.

Nu er jeg noget helt tredje. Men måske er det hele bare mig. Måske er jeg bare Sofie hele tiden, som så også er mor, skuespiller og alt muligt andet. Igennem det seneste år har jeg virkelig fundet en anden ro og en anden anerkendelse af, at jeg gerne må være her.

At jeg ikke skal pakke mig selv væk i et moderskab eller i en professionel skuespiller. Indtil for nylig har jeg haft det sådan, at ”Sofie” helst ikke måtte komme med, når jeg mødte ind på arbejde. Det var en professionel skuespiller, der mødte ind.

Når jeg kom hjem til min datter, så var jeg mor. Og der var ”Sofie” heller ikke med. Så hvor var ”Sofie” egentlig henne? Det er det, jeg har arbejdet med. Og det er gået op for mig, at jeg nu lukker mig selv meget mere ind i alle de titler. Jeg – Sofie – må godt være der, når jeg er sammen med Olga.

Og når jeg møder ind på arbejde, har jeg ikke længere den der soldaterenergi, hvor der ikke er nogen private følelser med. Det er jeg ikke blevet en dårligere skuespiller af.

Sofie er mor til Olga på 3,5 år. Olgas far er Sofies bedste ven, skuespilleren og instruktøren Sargun Oshana. Sofie spurgte ham, om han ville være far til det barn, hun gik og drømte om, da hun igennem nogle år havde været single og var træt af at date mænd med farpotentiale uden at finde den rette.

Efter en lille uges betænkningstid sagde Sargun ja, og efter det første hjemmelavede forsøg med en engangssprøjte var Sofie gravid. Som for de fleste andre, der pludselig står med et lille barn i armene, kom det bag på Sofie, hvor meget sådan et lille menneske kan vende op og ned på alting.

"Jeg synes, det var ret voldsomt at blive mor. Og jeg havde det ikke så ALT for damerne-agtigt over at blive mor."

Spændende – og hvordan er det så?

Hun griner.

"Du ved, det der polerede drømmebillede af, at lykken kommer med barnet, og at jeg fra første sekund bare ville være mor på den mest naturlige måde. Sådan var det ikke for mig. Og jeg skulle virkelig lære at acceptere, at jeg ikke bare blev lykkelig lige med det samme.

Det er klart, at Sargun og jeg også fik et barn på en måde, der ikke var helt traditionel, så vi havde ikke så mange at spejle os i. Vi skulle hele tiden definere, hvordan vi gjorde tingene, og forklare hinanden, hvad vi tænkte. Og når jeg talte om den proces lige før, så har den også handlet om, at jeg har brugt nogle år på at finde ud af, at Olga er sit eget menneske, at jeg er mit eget menneske, og alt er fint.

Jeg må gerne være hendes mor, og jeg skal ikke prøve at rette ind og være ALT for damerne-agtig overfor hende. Jeg er fin nok, som jeg er. Jeg tror, der er noget med at blive mor i den her tid, som min mors generation ikke oplevede på samme måde. Dengang fandtes Instagram og Facebook og alle de drømmebilleder af moderskabet ikke på samme måde over det hele.

Som min mor siger, så sammenlignede hun sig højest med med en henne ad vejen, som også havde en baby, der ikke sov om natten. I dag kan det føles så ensomt ikke at kunne genkende det, man ser på de sociale medier, når man sidder der klokken tre om natten med et skrigende barn. Mit barselsliv var et barn, der ikke ville sove, og mig, der ikke kunne komme ud af lejligheden, fordi hun heller ikke gad ligge i hverken barnevogn eller bæresele.

Samtidig at se pisselækre mødre i beigefarvet tøj på Instagram med en to go-kaffe i hånden og #barselsliv … Det var bare så hårdt. Og det tog lang tid for mig at finde ud af, hvor meget det påvirkede mig, og at der stort set ikke er nogen, der kan spille ind i det game.

Da det omsider gik op for mig, indtog jeg så lidt stemmen, der fortalte, hvor svært det var at blive mor. Jeg ville lave et modtræk. Det var dog også unuanceret, for jeg havde da også fine momenter, men dem tillod jeg så ikke mig selv at have. I dag er jeg bedre til nuancerne. Og igen apropos 'Meter i sekundet', så slutter den med, at Marie skriver et helt vidunderligt brevkassesvar til sig selv, hvor hun siger: Prøv at vende dig om, så du får vinden i ryggen og kan se dem, der taler til dig. Det er der noget meget fint i, synes jeg."

I hvilket omfang har du kunnet trække på din egen mor, da du fik Olga?

"Min mor bor stadig i Aarhus, men hun var med til Olgas fødsel sammen med Sargun, og hun har virkelig været god til at komme og være sammen med mig og Olga. Hun har også passet Olga, når jeg har været i udlandet, og Sargun samtidig har haft travlt.

Sargun og jeg kommer aldrig til at ”dele” Olga efter det samme skema uge efter uge, men vi laver den vildeste Excel-kollage for at få det til at fungere. Og det er jeg jo heldigvis god til. Fordi jeg ikke har en kæreste, har der været god plads til at inkludere min mor, og det har simpelthen også været nødvendigt, at hun somme tider kom og passede på mig og lavede mad til os.

Inden jeg fik Olga, var jeg slet ikke klar over, hvor vigtigt det er, at man lige siger til sin mor: ”Er du med på, at jeg lige laver et barn, for det kommer til at påvirke dit liv rigtig meget?”. Det tænkte jeg simpelthen ikke på at gøre – og heldigvis for det, selvfølgelig – så alt, hvad min mor gør, kommer ud af love, fordi hun totalt elsker Olga og mig. Og for mig har det været fantastisk at se min mor i et nyt lys. Det er en vild relation, man får til sin mor, når man selv bliver mor. Tilbageskuende til sin egen barndom og samtidig fremadrettet."

Da Olga kom til verden, var Sofie og Sargun naboer i opgangen. Det fungerede fint i begyndelsen, men da Olga blev lidt større, blev det forvirrende for hende. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke bare kunne løbe frem og tilbage.

"Jeg syntes også, det var rigtig hårdt, for når Olga var hos sin far, kunne jeg jo hele tiden høre hende. Samtidig pissede jeg rundt ude på bagtrappen og stillede rent tøj klar, ordnede og fiksede.

Der var ingen frihed i det for mig, når hun var inde ved siden af. Jeg oplevede også at sidde ude på min altan og få øje på Olga og Sargun, der kom gående, for så at kaste mig ned på maven med en halv smøg i munden, så hun ikke skulle få øje på sin mor.

Hun var meget besat af mig i en periode, så hvis hun først så mig, gik det galt. Og det duede jo ikke. Min lejlighed skal også være et hjem for mig, som jeg kan være i, når hun ikke er her. Så nu bor Sargun på Vesterbro, og jeg bor her, og det er rigtig godt for os alle sammen."

Hvad har det betydet for jeres venskab, at I har fået Olga sammen?

"Det er vildt voldsomt at få et barn med sin gode ven. Selvom man kender hinanden rigtig godt, kender man jo ikke hinanden i det der helt pressede, sårbare, tyndhudede rum. Og det har vi skullet finde ud af hen ad vejen. Men jeg vil sige, at nu elsker vi hinanden længder mere, end vi nogensinde har gjort, fordi vi deler et forældreskab og en kærlighed til et barn. Men vi savner faktisk hinanden lidt, efter vi ikke er naboer mere, for vi tager ikke bare lige en kaffe, når Olga er i børnehave. Nu skal vi aktivt vælge vores venskab til."

Og hvordan så med kærligheden – nu behøver du jo ikke date farpotentiale mere?

"Jeg har helt klart fået en større ro med det, og det har sat mig fri. Også tidsmæssigt i forhold til det biologiske ur. Der er noget tempo, der er taget ud, og det er godt, for man kan ikke forcere kærlighed. Jeg møder generelt mennesker med en større ro nu. Jeg tror da, at jeg får en kæreste en dag, men lige nu nyder jeg bare at have fundet ro med det, der er.

Da jeg var gravíd, tænkte jeg ”nå men så føder jeg lige, og så kan jeg date igen”. Nej, nej, nej, sådan er det jo ikke. Man ammer og giver hele sin sjæl og krop til det lille barn. Så da Olga var fire måneder gammel, og folk spurgte, om jeg var begyndt at date igen, kiggede jeg på dem, som om de var FULDstændig væk. Altså – det kan man jo ikke. Men nu begynder jeg at mærke en vis frihed, og jeg har jo dage, hvor jeg er sammen med Olga, og dage, hvor jeg ikke er."

Så hvad leder du efter i dag, når du dater?

"Nu handler det i hvert fald mere om mødet og om, hvad den person og jeg kan sammen som mennesker. Har vi lyst til at drikke en øl mere, har vi det sjovt sammen, er det spændende at snakke sammen? Det tænkte jeg bare slet ikke, at der var ”råd” til at drømme om før. Der var det mere sådan: Okay, han er fin nok. Eller ikke. Det må have været frygteligt at være på date med mig dengang, for det var mere form og et afkrydsningsskema end noget andet. På det område er jeg heldigvis også blevet mere nuanceret."

Der er vel også en ro i at vide, at du kan klare dig selv og din datter?

"Ja, men det er også en svær præmis nogle gange, for jeg kan mærke, at jeg elsker at være alene. Jeg er ikke på jagt efter en, der skal hjælpe mig eller noget. Jeg har jo et virkelig dejligt liv med Olga, mig selv, min mor, min familie og vidunderlige venner, som jeg bruger som mine livsvidner."