Solcreme: Dit billigste anti-age-produkt

Solcreme: Dit billigste anti-age-produkt

En billig solcreme virker lige så godt som en dyr – bare den har en faktor, der passer til din hudtype og det sted, hvor du nyder solen. Jo tættere på ækvator – jo højere faktor. Og jo bedre du er til at beskytte din hud lige nu – jo færre penge og kræfter skal du bruge på at udbedre solskaderne, når du bliver ældre.

Sommerferien er lige om hjørnet, og du overvejer måske allerede nu, hvilken solcreme du skal købe med til rejsen? En undersøgelse foretaget af Vichy via Facebook viser i hvert fald, at 98% af de adspurgte bruger solcreme, og at 94% køber solcremen med hjemmefra. Selvom undersøgelsen ikke er repræsentativ for hele befolkningen, viser den alligevel, at flere års massive solkampagner (til dels) har virket.

– Desværre afslører undersøgelsen også, at vi tror, vi har en mørkere hudtype, end vi i virkeligheden har, og derfor fejlagtigt tror, at vi har en højere tolerance over for solen, end hvad der er tilfældet. Faktum er nemlig, at langt de fleste etniske danskere er en hudtype 1 eller 2 (som er de lyseste hudtyper, red.), og derfor skal være særligt påpasselige i solen, advarer Vichy's Scientific Officer Mette Fredsted.

Hvilken faktor skal jeg vælge?

Har du en typisk skandinavisk, lys hud, der ikke har været udsat for sol hele vinteren, bør du lægge ud med minimum faktor 30 i de første 5-6 dage af din ferie. Først herefter har din hud vænnet sig til solens stråler og er begyndt at producere det beskyttende melanin, som er det farvestof, der gør huden brun. Er du ikke godt nok beskyttet i starten, risikerer du at blive rød og skoldet, og så har din hud taget skade. Lægger du i stedet sikkert ud, vil din hud begynde at tage farve efter en lille uges tid, og så kan du herefter skifte til en solcreme med en lavere faktor som f.eks. SPF 15 eller SPF 20.

– At gå ned i solfaktorbeskyttelse har dog den konsekvens, at du er meget dårligere beskyttet mod solens UVA-stråler, advarer Mette Fredsted.

Hvorfor skal jeg beskytte mig mod UVA?

Solens stråler består af forskellige typer lys, som har forskellig effekt på vores hud. UVB er solens korte ultraviolette stråler, der brænder hudens overflade, og derfor er de mest usunde for os her og nu. Derfor er solfaktor-tallet på solcremer et udtryk for, hvor godt den beskytter mod UVB-stråler. Solens UVA-stråler er lange og går dybt ned i huden, hvor de langsomt, men sikkert påvirker og ødelægger cellerne, så huden hurtigere bliver rynket og gammel at se på.

– UVA-stråler er også skyld i reaktioner som soleksem og uensartet pigmentering, så det er værd også at beskytte sig mod disse stråler, råder Mette Fredsted.

Solcremer, der beskytter mod UVA-stråler er mærket udenpå med et UVA-mærke, men lovgivningsmæssigt kræves det kun, at beskyttelsen svarer til en tredjedel af den angivne UVB-beskyttelse. Det vil sige, at en solcreme med SPF 15 kun yder en faktor 5-beskyttelse mod UVA-stråler, hvilket er et væsentligt argument for at bruge en solcreme med et højt SPF-tal som faktor 30, 50 eller endda 50+, hvis du vil have den maksimale beskyttelse mod både UVA- og UVB-stråler.

Tager du sydpå i ferien, har du brug for en endnu højere solfaktorbeskyttelse end herhjemme – UV-indexet bliver nemlig højere, jo tættere du kommer på ækvator.

Andre overvejelser

Ud over UV-beskyttelsen er der er også andre faktorer, du skal overveje, inden du køber solcreme. Bader du ofte eller sveder du meget, kan du overveje en vandresistent solcreme, der holder længere, men alligevel kræver, at du smører dig 2-3 gange i løbet af en dag, fordi beskyttelsen mindskes hver gang, du er i vandet. Du kan også vælge mellem forskellige formularer som olie, lotion og creme, der alle beskytter lige godt, hvis de vel at mærke bruges rigtigt. Og med rigtigt menes rigeligt, for du opnår kun den solbeskyttelsesfaktor, der er angivet, ved at smøre et tykt lag på. Kræftens Bekæmpelse anbefaler én håndfuld til en voksen krop, hvilket svarer til ca. 30 ml solcreme pr. påføring. En tube med 100 ml solcreme svarer således kun til en enkelt dags brug, så overvej også, hvor mange tuber du får brug for, eller gå efter en af de store størrelser, hvis du skal være væk i længere tid.

DOBBELTDÆKKER

Nu kan du også få solcreme med farve, hvis du har en hud, der ikke helt tåler at se dagens lys au naturel.

SÅ MEGET SOLCREME SKAL DU BRUGE

Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at du bruger én håndfuld til en voksen krop, hver gang du smører dig ind i solcreme. Læs mere på Cancer.dk.

SÅDAN FINDER DU DIN HUDTYPE

Dmi.dk kan du finde en oversigt over de forskellige hudtypers karakteristika og derudfra bestemme, hvilken hudtype du har. Er du stadig i tvivl, kan du få målt din hudtype på apoteket med Vichy's SkinConsult-apparat. Find det nærmeste apotek på Vichy.dk.

LÆS OGSÅ: Reducér pigmentpletter på 13 uger