Sommersalat med søde ferskner

Sommersalat med søde ferskner

Når radiser bliver bagt, mister de deres meget skarpe smag og dermed ideele til salater som denne, hvor de får modspil af noget sødt. Radiser indeholder bl.a. C-vitamin, folat, natrium, samt stoffet raphanol, som er gavnligt for fordøjelsen.

Salaten passer rigtig godt til et stykke grillet oksekød eller som en frokostsalat med et stykke brød til.

Til 4 personer:

200 g radiser

2 modne ferskner

2 spsk pinjekerner

2 spsk revet parmesan

1 lille romainesalat

2 spsk olivenolie

1 spsk balsamicoeddike

salt og peber

Rengør og halver radiserne, kom dem i et ildfast fad med olie, eddike, salt og peber henover, hvorefter de bages ved 175 grader i ca. 15-20 minutter – de må stadig gerne have en smule bid.

Skær fersknerne ud i tynde både, mens pinjekernerne ristes på en varm pande, indtil de er lysebrune. Skyl romainesalaten, og riv den ud i rustikke stykker.

Når radiserne er bagt og kølet af, blandes de med ferskner, romainesalat, pinjekerner og revet parmesan – salaten smages til med salt, peber, olie og evt. en smule syre, fx i form af citronsaft.