Søren Huss drømmer om at blive forelsket igen

Det var lige efter sommerferien i år. Søren Huss’ datter Ronja skulle begynde på et nyt svømmehold, og for første gang skulle hun ud i det store bassin, hvor hun ikke kunne bunde. Hun fik svømmefødder og svømmebælte på, og selvom hun havde været meget nervøs for at skulle ud på det dybe vand, smilede hun stort efter 30 sekunder. Til næste undervisningstime måtte børnene pludselig ikke have svømmebælter på – og Ronja kunne jo ikke svømme. Søren gik fuldstændig i panik, da det gik op for ham.

– Jeg har altid hånet min mor, når hun gik i pylre-mode, og tænkt, at det var sådan en mor-ting. At det kun er mødre, der kan tage den slags så nært. Det var det så ikke! Det var lige før, jeg sprang i efter Ronja med tøjet på. Jeg mærkede den der dybe angst for, at hun skulle ligge på bunden, og at der ikke var nogen, der så det. Der skete jo selvfølgelig ikke noget, og faktisk var jeg bagefter lidt glad for at have mærket den angst igen i fuldt flor, for det sagde noget om, at jeg var ved at være mig selv igen. 

LÆS OGSÅ: Brad Pitt: Jeg kunne ikke holde mig selv ud

Mistede sin elskede kæreste

Sørens oplevelse i svømmehallen skal ses i lyset af, at han igennem de seneste fem år har forsøgt at finde tilbage til sig selv og det meningsfulde liv, efter at han den 17. december 2007 mistede sin elskede kæreste, Camilla, i en højresvingsulykke i Valby, hvor de boede. Hun var på vej over et fodgængerfelt med deres 2-årige datter, da en lastbilchauffør overså dem. Sørens kæreste – Ronjas mor – var dræbt på stedet, mens Ronja blev hårdt kvæstet og lå på Rigshospitalet i fem uger. Hun overlevede, og Søren besluttede at flytte tilbage til sin fødeby Nyborg, hvor han, sammen med sin kæreste, havde købt hus inden ulykken. Det hus, de skulle have sat i stand sammen og boet i sammen, men pludselig stod han både med et gammelt hus, en afgrundsdyb sorg og et lille barn, som han havde eneansvaret for. Et ansvar, han i perioder har haft svært ved at leve op til.

– I starten var jeg fuldstændig følelsesblokeret. Der var ting, jeg slet ikke følte, bl.a. angsten for, at der skulle ske Ronja noget. Det har jeg siden skammet mig over, og jeg har tænkt, at det var en ubehagelig fornemmelse ikke at føle den der skrøbelighed. Men skrøbeligheden er nu kommet tifold tilbage, synes jeg, og i dag har jeg både angsten for, at Ronja skal miste sin eneste forælder, og selvfølgelig den helt naturlige forældreangst for, at der skal ske hende noget. Og derfor var det egentlig en god følelse den dag til svømning.

Søren Huss sidder over en kop kaffe og fyldt frokosttallerken på Holckenhavn Slot ved Nyborg. Ikke lige stedet, man umiddelbart vil forvente at finde den følsomme Saybia-forsanger. Men han kender slottes ejer, Christina Holck, og hendes mand, fordi hans datter går i klasse med deres datter, og han har siddet – uden internetforbindelse – og skrevet det meste af musikken til sit nye soloalbum, ”Oppefra & Ned”, på slottet.

– Det var for at få en hverdag – for at komme væk hjemmefra – at jeg spurgte, om jeg måtte sidde her og arbejde. Jeg er ufattelig ustruktureret som menneske. Jeg har næsten kun dårlige vaner, ha, ha. Dem ville jeg gerne slippe lidt væk fra.

– Jeg havde en følelse af, at hvis jeg ikke blev ved med at være kreativ og være i en kreativ proces, så ville alt gå stå. Det er ligesom opvasken derhjemme, hvis jeg ikke tager den nu, så ligger der dobbelt så meget i morgen. Og det er på en eller anden måde kimen ved et voksenliv. Der er så meget hele tiden, så hvis man ikke opper sig stort set hver dag, kommer man hurtigt bagefter. Den følelse ligger og lurer mellem linjerne på mange af numrene på pladen. Noget med at forholde sig til stress, jag og voksenliv. Alle de ting, man ikke når, og som man har dårlig samvittighed over – særligt i forhold til ens børn.

Savner at blive nusset og krammet

Det nye album indeholder ingen kærlighedssange, men det er ikke ensbetydende med, at Søren har opgivet tanken om måske at finde kærligheden igen.

– Det ville være dejligt at blive forelsket igen. Jeg vil meget, meget gerne være en hel familie igen. Og jeg vil gerne have nogle flere børn. Jeg har forsøgt mig med et par forhold, men de har bare ikke foldet sig helt ud. Den ene gang var det dog tæt på, hun var lige ved at få blomster! Hun var ved at vække romantikeren i mig, som ellers har været banket godt og grundigt ned i jorden. Jeg stod og overvejede at købe de blomster, men jeg kunne ikke, jeg troede ikke helt på det, og det var som en skillevej for det forhold.

Har du dårlig samvittighed over at kunne fortsætte med dit liv og måske en ny kvinde?

– Ja, den ligger der helt sikkert. Men sjovt nok havde min kæreste og jeg lige talt om det et par måneder inden ulykken. Jeg havde drømt, at hun ikke var der mere, og det fortalte jeg hende om morgenen. Jeg tror ikke, at der var noget forsyn i det – jeg tror ikke på sådan noget – men det gjorde jo, at vi lige tog en kort snak om det. Og hun sagde, at hvis det skulle ske, så ville hun ønske, at jeg fandt en ny, der også kunne være Ronjas mor. Og jeg sagde selvfølgelig, at hun skulle leve i sorg resten af sit liv.

Er det rart at vide, at hun har sagt sådan?

– Ja, det er det. Det har gjort en forskel. Hun havde også været i god tid med julegaverne

– ulykken skete jo ugen før jul – så hun havde en julegave liggende til mig. Indpakket og med et kort, hvor der stod alt det, jeg overhovedet havde brug for at høre. At det liv, vi havde valgt sammen, var det vigtigste for hende. Det har føltes som utroskab for mig, når jeg har været sammen med andre kvinder sidenhen, fordi jeg var så meget hendes. Det har gjort vanvittigt ondt, men jeg har haft behov for helt fysisk at mærke min krop igen. Simpelthen. Når man er i fast forhold, er man jo vant til at blive nusset og krammet, så det er ens krop vant til.

LÆS OGSÅ: Jimmy Jørgensen: Kvinder ville ikke have børn med mig 

Lad bitterheden passere

Mest af alt har Søren oplevet stor opbakning fra familie, venner og kollegaer, men der har også været skuffelser undervejs. Det har han skrevet sangen ”Ambassade” om.

– Mange af sangene skriver jeg lige så meget for at spejle mig selv, og i denne sang kigger jeg også på mig selv for at se, om jeg har været en god ven. Når jeg synger den, får jeg dårlig samvittighed. Jeg sidder ikke kun og ruger over min bitterhed. Jeg har ligesom tilgivet det, der skal tilgives. Men jeg har brug for at have sangen med.

– Det tror jeg, de fleste mennesker i sorg oplever. At nogen vender dem ryggen. Som bare ikke kan håndtere det, fordi det er så svær en ting at håndtere. Vi vil ikke konfronteres med vores egen død eller andres død. Og det er jo sjovt, for jeg oplevede, at det som udgangspunkt burde være meget nemt for dem, der ikke er i sorg. Det er bare at sætte sig hen, åbne ørerne og lytte. Der er ikke noget af det, man siger til en sørgende, som principielt kan bringe mere smerte. Man kan næsten kun lindre og afhjælpe for et øjeblik. Alligevel oplevede jeg, at jeg kunne gå flere uger, uden at nogen stillede spørgsmålet:

”Hvordan har du det i dag?”

Har du altid selv kunnet stillet det spørgsmål?

– Nej, det har jeg jo ikke, og det har jeg måttet erkende. Jeg har altid været god til at lytte, men når noget blev alt for tungt, så havde jeg svært ved det.

Og det er du blevet bedre til?

– Ja, det er jeg. Jeg håndterer også bitterhed meget bedre i dag, og jeg er blevet meget mere tilgivende. Før havde jeg hang til bitterhed, desværre, det må jeg sgu erkende. Og bitterhed er en svær følelse. De fleste mennesker oplever den jo i glimt, og så er det spørgsmålet, om man vil lade den gennemsyre sit liv eller lade den passere.

Bange for glæden

I bund og grund føler Søren, at han i dag er den samme, som han altid har været. Og så alligevel ikke helt.

– I virkeligheden tror jeg ikke, at der er så mange ting, der har ændret sig, ud over at den der fuldstændig løsslupne eufori er langt væk. Den helt ungdommelige eufori, hvor hovedet eller taget letter, den oplever jeg kun, hvis jeg er virkelig fuld, og det er ikke særlig tit. Jeg har svært ved at definere, om det handler om, at jeg er blevet voksen og ansvarlig, eller om det har sammenhæng med det, jeg har oplevet. Det er ikke noget, der tynger mig, det er mere en konstatering. Det er sådan, det er. Selv når det går mig rigtig godt som nu, hvor jeg har udgivet en plade, som er gået direkte ind på førstepladsen på albumlisten, som har fået gode anmeldelser, og som folk køber. For fem eller ti år siden ville jeg i den situation have været fyldt af stor eufori, men det bliver jeg ikke på samme måde i dag. Nu er det bare en konstatering af, at det går godt, og hvordan kommer jeg så videre herfra? Mere nøgternt, måske en lille smule kynisk, men det er ikke ment kynisk. Det slår mig, at det måske godt kan være en angst for at bevæge sig opad af frygt for at skulle falde ned igen. Jeg var meget, meget glad, da ulykken skete, så det kan godt hænge sammen med det, at jeg nu tøver med at kaste mig fuldstændig ud i glæden. Og kvinderne. Der er noget skrøbelighed og sårbarhed i det.

Er det lidt vemodigt at have det sådan?

– Det har det været. Det er det ikke mere. Jeg har accepteret, at det er sådan, jeg har det. Og så må vi se. Det kan også være, at der kommer en på et tidspunkt, der sparker til lykken for mig. Og lige nu sparker min datter jo selvfølgelig jævnligt til den. Med hende oplever jeg glimt af lykke.

Var tæt på at slippe sin datter

Søren vender gang på gang tilbage til Ronja, for hun – og tiden, der er gået – er de vigtigste årsager til, at han i dag kan sige, at han har fået et godt liv igen.

– Når jeg ser tilbage på de seneste år, tænker jeg, at jeg først og fremmest har taget mig god tid til at komme videre. Men allermest handler det jo om, at jeg VALGTE at komme videre. Det var ikke et svært valg, fordi jeg havde min datter. Jeg blev nødt til at vælge at komme fremad. At komme op og stå igen. Jeg blev nødt til at blive et helt menneske igen for hendes skyld.

Hvad tror du, der var sket, hvis du ikke havde haft din datter?

– Jeg var ved at slippe hende på et tidspunkt. Og det er noget af det værste, jeg har oplevet. Jeg kunne ikke håndtere det. Jeg gav slip på ansvaret i sorg. I virkeligheden valgte jeg ”den anden side” for en tid. Hun blev passet rigtig meget hos sine bedsteforældre i den periode, men en dag kiggede jeg ind i hendes øjne og kunne ikke kende hende. Hendes øjne var helt væk, hun lignede et af de børn, jeg så, da jeg var pædagog et halvt år et sted, hvor der bl.a. var nogle børn, der kom fra rimeligt smadrede hjem. Det var det samme udtryk, hun havde i øjnene. Det blik er noget af det, der har skræmt mig allermest. Overhovedet. Det, som har gjort mest ondt. Heldigvis fik jeg taget mig sammen og fik hentet nogle ressourcer frem. Og jeg fik vist hende, at jeg godt ville hende.

– Men jeg forstår godt, hvorfor nogle mennesker ikke rejser sig op igen, når de mister ved dødsfald eller i forbindelse med en skilsmisse. Der ligger et valg dernede, når du ligger og raller allermest. Vil du rejse dig op, eller vil du ikke? Jeg bor lige ved siden af et værtshus i Nyborg, som, jeg tror, er endestationen for mange. Jeg sniger mig nogle gange derind om aftenen og køber cigaretter, når Ronja sover, og det er de samme mennesker, der sidder der stort set hver aften. De er søde og rare, og der er sådan en afklarethed omkring dem. Det virker, som om det er mennesker, der er blevet slået i stykker på et tidspunkt, og så sidder de der. Jeg har været heldig at være omgivet af rigtig mange mennesker og rigtig meget hjælp, men det er jo ikke alle, der er så privilegerede.

LÆS OGSÅ: Brian Holm: Jeg har aldrig haft den fulde tillid til nogen