Tre dage efter at Dortes 22-årige søn Casper var død i en ulykke, fik hun en sms fra en kvinde, hun ikke kendte.
Tina havde hørt om Dortes situation fra fælles bekendte og sms'ede fra morhjerte til morhjerte blandt andet: "Jeg skriver til dig for at være en mulighed, hvis du på et tidspunkt har lyst til at tage kontakt til en, som har oplevet noget tilsvarende."
"Jeg sender dig en medsorg, som jeg tror kun mødre, der har mistet, forstår" – med en græde-emoji og et hjerte bagefter.
Det var i juni 2023, og de to kvinder skrev lidt sammen bagefter. Da de mødtes og gik en tur sammen 2. august, opstod fra første færd et ubrydeligt venskab.
"Tina er en grund til, at jeg er ved mine fulde fem i dag, tror jeg, for jeg ved ikke, hvem jeg ellers skulle have delt det med," siger Dorte.
"Sorg kan være enormt ensom, fordi hvert menneske har det forskelligt. Men det at have én, som så fuldt ud forstår, det betyder utrolig meget," siger Tina.
Skæbnen ville ikke bare, at de begge mistede deres jævnaldrende børn i en ulykke.
54-årige Tina Kreutzer og 48-årige Dorte Rønne bor også begge i Vejle, og det var for begge deres ældste barn ud af fire, der døde.
De har også stadig deres forældre begge to, ligesom ingen af dem er sammen med barnets far, men har nye partnere.
Bortset fra at de helst ikke ville have haft brug for at mødes, er det med deres parallelle historier, næsten et match made in heaven, er de enige om.
Det var i november 2022, at Tina mistede sin 23-årige datter Sara ved en togulykke.
"Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Og hun var ellers så fornuftig og ordentlig," fortæller Tina.
"Man ville jo bare ønske, man kunne spole tiden tilbage," siger Dorte, for også Caspers død, som skyldtes en drukneulykke, kom "helt ud af det blå" i juni 2023.
En at dele med
I begge tilfælde var der tale om ulykker, som opstod efter fest og alkohol, og mens de var alene. De havde det begge to godt i livet, og ingen andre havde skyld i, at det skete.
Dorte og Tina er taknemlige over, at et hold fælles bekendte så ligheden i deres situationer og plantede et frø.
"Straks de sagde det, tænkte jeg, "Aj, jeg skal bare tage kontakt til hende, for endnu en mor der skal have det sådan her, det er bare for meget," fortæller Tina.
"Der findes ikke ord for, hvordan det er."
Dorte blev enormt glad for Tinas besked.
"Det er sådan en besked fra en mor til en anden, og det var utrolig dejligt at få den håndsrækning.
Først vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg kunne eller skulle den bruge den til, men det med at vide, at der var en, der var i samme situation, og at der er en, der er lige et skridt foran mig – at det fællesskab findes, det betød virkelig meget."
Allerede ved første møde delte de alle følelser og tanker med hinanden.
"Jeg har aldrig før mødt en person, hvor jeg har været så åben og ærlig og sagt så meget privat. Jeg følte mig lige fra de første skridt tryg i Tinas selskab," fortæller Dorte.
For de to er det ikke trist at tale om sorg og død. Det er lettende og livgivende.
"Vores børn er så levende inde i os," forklarer Tina.
"Så for os hænger død og liv tæt sammen, og det hjælper at være i berøring med det."
De har gået utallige ture. Mange tidlige morgener har de gået en halv time inden dagens arbejde.
"Det er en super måde at starte dagen på, og vi har talt i både sol og regn og sne," fortæller Dorte.
"Vi kan både græde og grine, og hos os er det ok, at det veksler på kort tid. Det har været et frium bare at være sammen os to mødre," siger Tina.
Venner for livet
Kvinderne har talt med en sorggruppe-leder, der sagde, at netværk er godt, men at man også skal finde nogen uden for sit netværk at tale med, fordi netværket har følelser involveret, så man uvægerlig tager hensyn.
"Det er ikke sikkert, at de andre i familien lige har behov for at gå ned ad den sti, når man selv har, og der har det været guld værd at have Tina," forklarer Dorte.
De er i kontakt med hinanden hver dag og er i sandhed blevet venner for livet. De har talt om alt fra kropslige reaktioner på chokket til angsten for at miste de andre børn. De har også delt, hvor provokerende det kan føles, at livet går videre.
Det stod meget hurtigt klart for dem, at de gerne ville skabe noget sammen, som kunne hjælpe andre i sorg.
"Vi ville gerne finde et eller andet meningsfuldt i det håbløse sammen," siger Dorte.
Sammen fik de den idé at skabe et 'Mindernes Hus', som ikke er et fysisk hus, men forskellige aktiviteter og et websted for efterladte: De to veninder vil gerne iværksætte mindegrupper for efterladte forskellige steder i landet og har hjemmesiden minderneshus.dk, ligesom de mødes og laver podcasts om livet med sorg, som man kan finde på hjemmesiden.
De bliver samtidig ved med at have brug for at være stille og gå indad.
"Jeg har brug for at mærke Sara og det store savn," som Tina siger.
"Ellers kan jeg heller ikke være autentisk over for andre."
Projektet giver dem energi, men det betyder ikke, at de "er kommet videre".
"Jeg lever med, at jeg har mistet mit barn, og jeg prøver at få et godt liv på trods af det," siger Tina.
Nogle dage er meget tunge, andre er lettere, og humøret kan veksle fra time til time. Det og meget mere vil de gerne dele.
"At dele er at hele", siger de.
Hvis de kan matche andre sørgende med hinanden, vil det være den største gave.
Om 'Mindernes hus'
Du kan læse mere om Tina og Dortes projekt 'Mindernes hus' på Minderneshus.dk.
