Anna Fast Nilsson

Anna Fast Nilsson fik særlig evne i sin opvækst - som hun bruger i sin karriere i dag 

I DR-programmet ”Cheferne – jagten på talentet” bruger Anna Fast Nilsson sin erfaring som recruiter til at vurdere deltagernes lederevner. Hun har selv i en ung alder banket en virksomhed op fra bunden ved at tænke anderledes – og ved at bruge den særlige evne til at mærke andre mennesker, hun udviklede som barn i et skilsmisseramt hjem.

alt.dk logo

Da Anna Fast Nilsson var lille, sad hun ofte ved sit store skrivebord på værelset i barndomshjemmet i den lille nordjyske by Rakkeby. Her havde hun tuscher i alle regnbuens farver, vandmaling og stakkevis af papir, som hun brugte til at producere små hjemmelavede bøger. Da hun blev lidt ældre, udtænkte hun ideer, koncepter og forretningsplaner til tøjbutikker og webshops ved selvsamme bord. Produktet var egentlig underordnet – hun havde bare lysten til at skabe noget selv.

”Jeg fik virkelig mange ideer, så det har altid ligget i mig, at jeg gerne ville lave en form for forretning selv, jeg vidste bare ikke med hvad. Dengang drømte jeg om at blive designer eller forfatter,” fortæller hun.

I dag, hvor Anna er 31 år, sidder hun bag et nyt skrivebord – denne gang ved siden af tre af de største navne i dansk erhvervsliv. Det blev nemlig ikke designerdrømmene og ej heller dem om at blive forfatter, som Anna førte ud i livet. I stedet har hun skabt rekrutteringsbureauet Hird Consulting, som er et af de mest fremadstormende af sin slags, og derfor er hun netop nu en del af dommerpanelet i DRs program ’Cheferne – jagten på talentet’ sammen med Lars Sandahl, adm. direktør i DI, Anne Buchardt, Head of Private Banking & Investment hos Danske Bank og Casper Kirketerp-Møller, stifter og direktør hos Clever. Her byder hun ind med sin erfaring som headhunter og recruiter, når 12 håbefulde deltagere kæmper om at lande et job hos en af de tre direktører.

”Mit første job var hos et større headhunting-bureau, hvor jeg sad med C25 virksomheder (de 25 største danske virksomheder målt på markedsværdi og aktieomsætning, red), og det var rigtig spændende, men jeg opdagede et hul i markedet i forhold til, at der ikke rigtig var nogen, der lavede de samme ydelser til små virksomheder som start-ups og scale-ups. Jeg synes, at det var så fedt at arbejde med mennesker og koblingen mellem mennesker og virksomheder, så det var oplagt at forfølge drømmen om at lave mit eget, når jeg nu havde set det hul i markedet og samtidig fundet noget, som jeg var god til, og som, jeg synes, var rigtig sjovt,” siger Anna om beslutningen om at sætte foden i iværksættervand.

Tidlig selvstændighed

Hvor drivet til at springe ud som selvstændig kommer fra, har Anna svært ved at svare på. Hendes far var arkæolog og hendes mor pædagog, så opskriften er ikke givet videre hjemmefra. Måske spiller en tidlig selvstændighed i barndommen ind på modet til at hoppet ud i noget ukendt og ikke være nervøs for, om isen bærer. Annas forældre blev skilt, da hun var syv år, og efter folkeskolen tog hun på efterskole, fordi hun var træt af at flytte frem og tilbage mellem sin mor og far. Da efterskolen sluttede, valgte hun at flytte hjemmefra.

”Det var så fedt. Allerede dengang ville jeg bare gerne være mig selv. Jeg var træt af at være underlagt andres dårlige beslutninger, så jeg ventede bare på at få lov til at bo alene, så jeg selv kunne bestemme, hvordan mit liv skulle indrettes,” siger Anna.

Samtidig med at hun gik i gymnasiet, jonglerede hun mellem tre og fire jobs for at få penge til sit nye liv.

”Beslutningen om at flytte hjemmefra så tidligt har givet mig tilliden til, at jeg kan klare mig selv. De fleste forældre vil nok være bekymrede, hvis deres børn gerne vil tidligt hjemmefra, men mine forældre viste mig, at de havde ro i maven i forhold til, at det kunne jeg sagtens. Så jeg tror, at jeg har fået en tillid igennem dem til at klare det selv og så bagefter vise mig selv, at det kunne jeg rent faktisk godt. Jeg har fået en robusthed til at klare de ting, jeg kommer ud for.”

Anna Fast Nilsson

Efter de tre år på gymnasiet i Hjørring flyttede Anna videre til Aarhus for at læse en bachelor i uddannelsesvidenskab og senere til København for at læse human resource management på CBS.

”Jeg har altid vidst, at jeg skulle videre fra den lille by, og det har også medvirket til, at jeg har drømt stort, fordi jeg gerne ville væk derfra. Det er på mange måder trygt at vokse op i et lille samfund, men det bliver også meget forudsigeligt og meget det samme hele tiden. Enten trives man med det, eller også bliver man lidt kvalt i stilheden, og jeg gjorde det sidste,” siger Anna.

Interesse for andre

Inden Annas forældre valgte at blive skilt, var der uro og skænderier i huset, nok også mere end hvad godt var for en lille pige, der stod i midten, kan Anna se i dag.

”Der er noget om, at modgang gør stærk, men jeg tror også, at det kan svække en, for det giver jo også sorg, og hvordan du kommer videre, handler om, hvordan du arbejder med dig selv, og hvordan du ellers bruger den modgang i dit liv. Hvis ikke du formår at hive dig selv op eller har nogen, der kan hjælpe dig, så kan modgang svække, og så bliver den der devise om, at det altid gør en stærk, en forkert fortælling.”

Annas drive har betydet, at de ting, hun skulle deale med som barn i et skilsmisseramt hjem, er blevet vendt til styrker og karaktertræk hos hende, som er værdifulde i den karriere, hun har i dag.

”Da mine forældre stadig boede sammen, havde de det ikke specielt godt sammen, så jeg har været lidt i midten af forskellige situationer hele tiden, og det var ikke særlig trygt eller rart. Derfor fandt jeg ret tidligt ud af, hvordan jeg skulle agere i det miljø, og det giver nogle overlevelsesstrategier samtidig med, at jeg blev meget opmærksom på mine omgivelser. Det har givet mig en force i forhold til at være menneskekender, fordi jeg har lært, hvordan humør hurtigt kan ændre sig,” siger Anna, der også har en indbygget omsorg og interesse for andre mennesker, hvilket for eksempel viser sig ved, at hun har et stort ønske om at udvikle de medarbejdere, hun har i virksomheden, så de vokser.

”Jeg har altid været meget orienteret mod andre mennesker, og jeg har en oprigtig interesse for dem. Det stammer nok også tilbage fra mit barndomshjem, hvor jeg var optaget af, at folk skulle være glade og have det godt. Det her med at fjerne fokus fra sig selv og sikre husfreden. Og selvom det jo ikke er ens ansvar som barn, så er der helt sikkert noget med, at man gerne vil have, at ens forældre er glade, og at der er god stemning. På den måde bliver man en lille mægler. På et tidspunkt troede jeg faktisk, at jeg skulle være psykolog, netop fordi jeg synes, at jeg er en god menneskekender, og at jeg fornemmer mange ting.”

Værdibaseret lederskab

I Annas kontorlokaler i Indre By i København er der lyst og rummeligt og ikke blot en, men to kontorhunde, der tager imod. Anna har nemlig fra start valgt en måde, hun gerne vil drive sit firma på. Her skal være plads til individet og en selvfølgelig tryghed, når man møder ind på arbejdet.

”Jeg har hele tiden holdt fast i, at jeg leder ud fra værdier, og det vigtigste for mig er, at der er tillid og tryghed på arbejdet. Jeg forsøger at skabe et rum, hvor folk føler sig trygge og kan være sig selv. Ingen skal pakke nogen dele af sig selv væk,” siger Anna, der udlever den devise ved selv at gå forrest.

”Som leder bliver du nødt til at være autentisk og selv være det gode eksempel, så det handler om at vise, at jeg er mig med alle de facetter, der hører til min person. Jeg er også sårbar ind i mellem, og det betyder noget, at jeg viser det, for vi er alle sammen lige.”

Anna Fast Nilsson

Det første halvandet år, hvor Hird Consulting var en realitet, stod Anna for alt selv. Som den typiske nystartede iværksætter var hun både sælger, marketingsmedarbejder, revisor og it-ansvarlig.

”Jeg var kun 26 år, da jeg startede, og vidste ikke noget om iværksætteri, så det var learning by doing. Rekrutteringsbranchen er lidt en traditionel branche, hvor der er mange, der først springer ud, når de har mange års erfaring på banen, så jeg føler, at jeg har skulle bevise noget i kraft af min alder og mit køn, fordi der var så mange parametre, hvor jeg var anderledes,” fortæller Anna, der derfor gik benhårdt efter en blåstempling af, at hun var god nok.

Det blev til en målrettet jagt på en stor virksomhed, som lykkedes, da Anna som en af sine første kunder fik et samarbejde med Lego. Den opgave på cv’et banede en stor del af vejen, og efter halvandet år følte Anna sig så etableret, at hun ansatte en medarbejder. I dag er de et team på 10 hos Hird Consulting.

”Rigtig mange bureauer i branchen er bundet op på nogle traditioner, som taler ind i ledelsesformer, hvor der er klare hierarkier, så kulturmæssigt er vi noget mere moderne i forhold til, at vores struktur er meget mere flad og meget mere værdibaseret, end det er mange andre steder. I forhold til rekrutteringsprocessen har jeg designet den til agile virksomheder, så vores proces er meget hurtigere, og vi bruger de sociale medier meget, når vi rekrutterer. Jeg har startet det her med et mindset om, at jeg gerne vil gøre tingene anderledes. Mit fokus har hele tiden været, at vi skal gøre det federe og bedre – hele vejen rundt,” fortæller Anna.

Forpligtet iværksætter

Sidste år var Anna en del af Berlingskes årlige Talent-100 liste. En liste, hvor avisen udvælger og portrætterer 100 talenter i dansk erhvervsliv og det offentlige.

”Det betød rigtig meget rent forretningsmæssigt på den måde, at vi blev opdaget af flere, og så er det jo en blåstempling af, at du gør noget, der er godt og rigtigt. For mig var succes i starten, at jeg skulle omsætte for X antal 100.000 kroner eller millioner kroner om året, men nu handler det mere om at have en bæredygtig forretning og at gøre tingene anderledes. Jeg vil gerne gå forrest og vise, at man som ung iværksætter godt kan have en succesfuld konsulentvirksomhed, en bæredygtig kultur og ansatte, der er glade,” siger Anna, der samtidig brænder for at skubbe andre kvinder på vej.

Hun afholder en række arrangementer under navnet Female Community Events, hvor hun samler kvindelige iværksættere og dem, der gerne vil være det, i håb om at danne stærke netværk og give kvinderne mulighed for at spejle sig i hinanden og blive gjort opmærksom på nogle forbilleder.

”Jeg har selv følt mig alene som iværksætter, særligt fordi jeg er kommet ind i en branche, som er meget mandsdomineret. Samtidig har der historisk set været stor forskel på mænd og kvinder i alle mulige aspekter, også indenfor iværksætteri. Der er mange statistikker, der taler for en ulighed, for eksempel når det gælder om at få fundings til din virksomhed, så så længe, der er så stor ulighed, ser jeg som kvindelige iværksætter en forpligtelse til at vise flaget og gå forrest. Jeg vil gerne skabe et trygt fællesskab for andre kvinder, hvor de kan bede om hjælp og skabe nogle veje ind til det, de drømmer om.”

De unge stiller høje krav

Lige nu er Anna også med til at skabe drømme i programmet ”Cheferne – jagten på talentet”. Spændingen om, hvem af deltagerne, der vinder den endelige ansættelse, udløses, når sidste program frigives af DR d. 26. februar.

Da Anna blev præsenteret for set-uppet i programmet og for sine tre meddommere, var hun ikke i tvivl om, at hun gerne ville spille ind med sine kompetencer.

”Programmet sætter fokus på ledelse, og det, synes jeg ikke, er blevet behandlet særlig nuanceret eller særlig godt i mange medier, så jeg følte, at jeg kunne bidrage til noget nyt og anderledes i programmet. Og det har været fedt at observere deltagerne. Jeg har jo kigget på deres cv og baseret på det, har jeg tænkt, at de passede til den eller den virksomhed, men det indtryk blev fuldstændig slettet undervejs. Jeg er både blevet lidt overrasket over, men også bekræftet i, at du ikke kan nøjes med at kigge på en stilling og placere folk. Du bliver nødt til at møde mennesker, snakke med dem og se dem udfolde sig for at se deres fulde potentiale og kvaliteter.”

Anna Fast Nilsson

Annas blik for de unge jobsøgende er stærkt, og hun ser en klar tendens i deres tilgang til arbejdsmarkedet. De stiller høje krav til de stillinger, de søger, og de virksomheder, som de søger hos. For mange handler det ikke blot om at få et job. Jobbet skal føles rigtigt både med hjernen og med hjertet.

”Det er langt mere værdidrevet, når unge søger arbejde i dag, og ikke så tryghedsbaseret, som det var tidligere. Det er en naturlig udvikling, at de unge i dag har en anden bevidsthed og er mere refleksive. De har flere globale perspektiver og inputs fra alle mulige steder i verden, som påvirker deres syn på dem selv, og hvor de gerne vil være. Og så er de opdraget til at være mere kritiske og stille spørgsmål,” siger Anna, der kun ser tendensen blive forstærket i de kommende år.

” Det er ikke noget, der stopper. Jeg tror, at vi kommer til at se en endnu vildere grad af det, når der kommer nye generationer på arbejdsmarkedet. Og det er jo super fedt, så man ikke låser sig fast på en arbejdsplads og i et job, som man ikke kan lide. Man skal helst føle, at man udvikler sig i og bliver stimuleret af sit arbejde,” siger hun.

Selv har Anna fundet formlen for et glædesfyldt arbejdsliv.

”Jeg elsker at snakke med mennesker, og det behov får jeg virkelig tilfredsstillet i mit arbejde. Samtidig får jeg fodret den nysgerrighed, jeg har på at lære nyt, fordi jeg kommer ud til så mange forskellige virksomheder, som jeg får lov til at lære at kende på forskellige planer. Så personligt bliver jeg meget stimuleret af det job, jeg har, og det er virkelig fedt.”

Fakta

Anna Fast Nilsson er stifter af rekrutteringsbureauet Hird Consulting med fokus på start-up og scale-up virksomheder. Lancerer i år et entreprise med fokus på større virksomheder.

Hun har en bachelor i uddannelsesvidenskab fra Aarhus Universitet og har læst human ressource management på CBS. I 2024 var hun på listen Talent 100 i Berlingske. Lige nu medvirker hun som dommer i programmet ”Cheferne – jagten på talentet” på DR.

Hun er 31 år, bor i København og har en kæreste.