”Det er en kæmpe sejr”: Op mod 100.000 danskere får nu hjælp mod mareridt-chikane
Fremover bliver det kriminelt at stalke et andet menneske. Efter mere end 11 år kamp jubler direktøren for Dansk Stalking Center og understreger, at det er en stor dag for ikke mindst de utroligt mange stalkingofre og deres familier.
Mere end 11 års arbejde for ofrene for stalking er nu blevet forløst med en længe ventet udvidelse af straffeloven – og det er en kæmpe sejr.
Sådan beskriver direktøren for Dansk Stalking Center dagens nyhed om, at stalking fremover fået sin egen særskilte bestemmelse i dansk lovgivning, hvilket betyder, at dét at forfølge, opsøge og chikanere et andet menneske for fremtiden bliver sidestillet med det at udøve psykisk og fysisk vold mod et andet menneske.
Ændringen i lovgivningen er ikke den eneste nyhed.
I alt er der 14 nye initiativer i den aftale på området, som den socialdemokratiske regering, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet har præsenteret i dag.
”Initiativer som vi er overbeviste om vil styrke indsatsen på stalkingområdet. Det er en stor pakke og en kæmpe sejr,” siger direktør Lise Linn Larsen i en pressemeddelelse, som understreger, at stalkingudsatte nu får langt flere rettigheder i det strafferetslige system.
”Det er en kæmpe stor dag i dag. Ikke mindst for de utroligt mange stalkingofre og deres familier. Det er mere end 11 års arbejde, der ser ud til at bære frugt,” uddyber hun overfor TV 2.
"Det gør mig bange"
Et af de mennesker, som har oplevet stalking på egen krop, er Eydis Dali, der har fortalt sin oplevelse til ALT.dk. Her forvandlede en Tinder-date sig til et mareridt, hvor en mand igennem halvandet år opsøgte og forfulgte hende.
”Jeg havde et liv før stalkingen, og jeg har et liv efter stalkingen,” har hun beskrevet det.
Chikanen bestod af alt fra massive stormfloder af sms’er og opkald til at tage kontakt til hendes venner og familie med forskellige løgnehistorier om Eydis.
Hun blev også udsat for stalking på offentlige steder, som i bussen og på caféer, og stalkeren tilbragte også en hel nat ude foran hendes hoveddør, hvor han råbte ind ad brevsprækken for at få kontakt.
”Det gør mig virkelig bange. Du ved simpelthen ikke, hvornår der næste gang sker noget. Jeg kunne ikke koncentrere mig på arbejdet, og hvis telefonen ringede, tænkte jeg bare: Shit! Jeg håber, at det er en kunde og ikke ham,” fortæller hun.
Eydis Dali har siden prøvet at vende hændelsen til noget positivt ved at hjælpe andre stalking-ofre som frivillig for Dansk Stalking Center, som er en selvstændig og uafhængig interesseorganisation, der har til formål at hjælpe alle, som er berørt af stalking.
Rammer op mod 100.000 årligt
Hos Dansk Stalking Center har de delt deres erfaringer på området med politikerne, der står bag den nye aftale, og de er også kommet med anbefalinger til ønskede forbedringer.
Den nye aftale indbefatter udover højere straffe eksempelvis også, at ofrene skal underrettes, når gerningsmanden løslades fra fængsel, ligesom udøvere af stalking skal i behandling, og behandlingen af tilholdssager bliver styrket.
”Kriminaliseringen af stalking er et kæmpe skridt. Vi er derfor utrolig optimistiske på de udsattes vegne og tror på, at en ny lov i høj grad vil kunne gøre en forskel. Ikke blot for den enkeltes mulighed for at få hjælp i det juridiske system. Men også gennem den anerkendelse, der ligger i det samfundsmæssige signal; at stalking ikke er okay og derfor gøres ulovligt,” udtaler direktør Lise Linn Larsen.
Mellem 67.000 og 98.000 danskere i alderen 18-74 år, udsættes for stalking hvert år, anslog Justitsministeriet i en rapport fra 2018.
Her fremgik det også, at:
- Kvinder er mere udsatte for stalking end mænd.
- Enlige med børn har en forøget risiko for at blive udsat for stalking set i forhold til personer, der tilhører andre familietyper.
- 28 procent af stalkingofrene har haft en nær relation til stalkeren, 40 procent er blevet stalket af en ven/bekendt, mens knap en tredjedel har oplevet at blive stalket af en ukendt person.
På dagens pressemøde, hvor den nye aftale blev fremlagt, understregede justitsminister Nick Hækkerup, at stalkere i dag har det for let, og at målet med udvidelsen af straffeloven er at give bedre muligheder for at straffe stalkerne.
”Det at kriminalisere et område eksplicit vil føre til, at der bliver afsagt domme på præcis det her område. Det vil gøre, at politiet ved anmeldelse er opmærksomme på, at her er der en særlig kriminaliseringsmulighed, som kan retsforfølges,” sagde Nick Hækkerup ifølge TV 2.
Læs mere om stalking og psykisk og fysisk vold her på sitet:
”Jeg havde altid en rejsetaske klar, så min datter og jeg kunne stikke af, når han kom”
Stalking: Lever med angst hver dag