Stephanie Lose: "Jeg følte et stort ansvar for, at mine søskende havde det godt"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"­Min barndoms gade lå i Mølleparken i Løgumkloster, der i starten af 1980’erne var et nybygget kvarter lidt uden for byen. 

Det var en tryg og solid opvækst i en kernefamilie, hvor jeg var enebarn, til jeg blev ni år. Så fik jeg tre yngre søskende, for som mine forældre plejer at sige, skulle de lige have barnepigen på plads, inden de fik flere børn. 

Læs også

Jesper Binzer har været i to lange ægteskaber og har nu en kæreste: Dét er det vigtigste, jeg har lært om kærlighed

I virkeligheden var det nu nok bare naturens luner.

I ordets allerbedste betydning var det et helt almindeligt hjem, hvor min mor arbejdede på plejehjem, og min far var ansat i forsvaret. Jeg var et ret nemt barn, tror jeg, og fordi jeg fik de tre yngre søskende så sent, var jeg en slags medforælder for dem. 

Min mor arbejdede ofte om aftenen på plejehjemmet, og så var det min far, der lavede mad, og mig, der fik de små i bad. Jeg hentede dem også tit i børnehave og fritidsordning, da de blev lidt større. Andre dage var min mor hjemme, og så blev der bagt boller og den slags.

De fleste, der kender mig, siger, at jeg er prototypen på en storesøster. Jeg har fingrene i alting, og langt op i voksenårene har mine søskende sendt mig deres selvangivelser, når de skulle have hjælp, for jeg har også et udbredt hjælpegen. 

Når man er ældst, finder man ud af, hvordan man bestemmer, og når man bestemmer, følger et stort ansvar. Jeg følte et stort ansvar for, at mine søskende havde det godt."

Hvordan fandt du din levevej?

"Den er ret tilfældig og ikke resultatet af en karriereplan. Da jeg var barn, gik jeg med Jyllands-Posten i Løgumkloster, og hvis man delte korrekt ud, blev der altid én avis i overskud, som man så selv kunne tage med hjem og læse.

Jeg læste både sporten og udenrigsstoffet, og senere blev det danske forhold, der interesserede mig. Det er ikke fordi, jeg kommer fra et politisk engageret hjem, men man interesserede sig for samfundet, og på et tidspunkt meldte jeg mig ind i Venstres Ungdom. 

Det var lige op til valget i 1998, hvor Uffe var tæt på at blive statsminister, og jeg syntes, han var så sej.

Jeg stillede op til regionsrådsvalget og blev valgt ind, og da Carl Holst stoppede som regionsrådsformand i 2015, pegede pilen på mig. 

På det tidspunkt underviste jeg på erhvervsakademiet og var glad for arbejdet, og jeg frygtede, at et job i politik ville blive ensomt. Mine børn var to og fem år, og helt klassisk tænkte jeg, som jeg tror, mange kvinder gør: Kan jeg finde ud af at forhandle? Kan jeg læse budgetterne? Kan jeg håndtere medierne? 

Jeg tog orlov fra mit arbejde, og det første år var virkelig hårdt. Vi havde f.eks. et ambulanceselskab, der gik konkurs, og så skulle vi spare 200 millioner. Heldigvis kunne jeg håndtere det meste, og da det år var gået, og jeg stod ude på regionens sygehuse og så, at al mit arbejde gav mening, besluttede jeg mig for at give det en chance. 

Jeg kan godt tage de svære ting med hjem, men jeg ved i dag, at jeg er robust. Måske er det fordi, jeg er storesøster. Det tænker jeg ikke selv over. Men jeg suser ikke ud ad døren, når tingene bliver svære.

Da jeg havde været regionsrådsformand i otte år, pegede pilen på mig igen. Partiet var et svært sted, efter Jakob (Ellemann, red.) var stoppet. 

Jeg var næstformand i Venstre, og det var hårdt arbejde at være økonomiministervikar, men jeg vidste fra min første tid i regionen, at der skulle meget til at hyle mig ud af den. 

Det havde dog ikke kunnet ikke lade sig gøre, hvis ikke Troels (Lund Poulsen, red.) og jeg var så gode til at arbejde sammen. Jeg kendte ham ikke i forvejen, men vores samarbejde gik fra 0 til 120, og vi endte med i en periode at bruge mere tid sammen, end vi gjorde med vores familier. 

Han er heldigvis erfaren og rolig, hvilket jeg også selv har lidt af, og han er en humoristisk fyr, som jeg nyder at arbejde sammen med."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Jeg kom meget hos min mormor og morfar som barn. De boede på et lille landbrug, som aldrig ville have eksisteret i dag, men de havde en lille besætning af kvæg og nogle få marker. 

Som ung traf Kirsten Olesen et valg, som skuffede hendes far: ”Han talte ikke til mig i et helt år”

Min mormor var med i stalden om morgenen og fodrede og malkede, inden hun lavede morgenmad i det lille stuehus. Min morfar og jeg havde mange samtaler om politik, og han var en klassisk venstremand. 

Det var rart at komme hos dem, for der var hygge og mad i min mormors køkken. Hun var typen, der lavede god gammeldags mad og havde et glas med ”bom” (slik på sønderjysk, red.) stående i vinduet. De var faktisk så sønderjyske, at min mand, da han senere mødte dem, havde svært ved at forstå dem.

Mormor var omdrejningspunktet, og alt foregik i hendes køkken blandt andet store familiemiddage med efterfølgende kaffe og kage. Min morfar var til gengæld meget optaget af, at hun havde det godt, så de var nogle af de første til at få opvaskemaskine. 

Jeg husker, at man kunne tale med min mormor om alt. Det var ikke fordi, hun havde så mange meninger, men hun kunne lytte, når vi gik ture i skovene, hvor de boede. Vores liv er også meget forskellige. 

Min mormor havde vist ikke krydset Storebælt mere end to gange i sit liv. Jeg gør det mindst to gange om ugen. Men de var med til at hænge plakater op, da jeg stillede op til regionsrådet i sin tid, og de var stolte af mig, da jeg kom ind. 

Hos dem lærte man familiesammenhold, og det er gået igen hos mine forældre og mine søskende."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Der er ikke begrænset plads, så det har mange, men jeg har været sammen med Jakob i 24 år, og vi har fået to piger sammen. 

Vi mødtes til en julefrokost i Venstres Ungdom i december 2000, to dage efter jeg var fyldt 18 år. 

Der er det ved Jakob, at han er både klog og dygtig, men helt modsat af mig er han også spontan og ustruktureret og god til at møde nye mennesker. 

Han har gjort det nemmere for mig, for jeg er meget introvert, men heldigvis tager man farve af dem, man er sammen med. Vores piger siger altid, at de helst vil med mig på bytur i Esbjerg, for så går man fra butik til butik og får ordnet det, man skal. 

Hvis de går med deres far, tager det 100 år, fordi han skal snakke med alle, han møder. Det er jo ikke fordi, at folk i Esbjerg ikke kender mig, men at stoppe op og snakke med folk på gaden falder mig ikke så naturligt. 

Jeg arbejder med det, men en reception, hvor jeg ikke kender nogen, bliver jeg aldrig god til. 

Inderst inde vil jeg altid have lyst til at melde afbud frem for at udfordre mig selv ved at tage af sted."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"For to år siden mistede vi min nevø, som var knap tre år. Det skete ved en drukneulykke, og som den slags jo gør, kom det som lyn fra en klar himmel. 

Jeg var på weekendtur med Jakob, da de ringede og sagde, at han havde været ude for en ulykke, og jeg kan huske, hvordan vi gik rundt i Londons gader og ventede på nyt. 

Nogle dage senere døde han, og det mindede mig om, hvor skrøbeligt livet er, og hvor sårbare vi mennesker er. 

Ét var, at jeg havde mistet min nevø, men det værste var at se, hvor hårdt det tog på min bror og hans kone."

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

Læs også

Anna Thygesen blev svindlet - og har i dag følgende råd

"Ja, da jeg blev spurgt, om jeg ville skifte en hverdag i Jylland ud med en i København. Da jeg var ung, ville jeg ikke engang flytte til København for at læse. 

Jeg ville hellere bo, så jeg kunne tage toget hjem til Løgumkloster på en time. Selvom jeg med årene begyndte at komme meget i København og godt kunne sige farvel efter 18 år i regionen for at arbejde i den anden ende af landet, havde jeg alligevel mange overvejelser, da jeg sagde ja. 

Men det er ikke mange forundt at sidde med i det centrale regeringsarbejde, og det er der ikke mange, der får serveret. Kunne jeg tillade mig at sige nej tak? 

Jeg havde jo to piger på 12 og 15 år derhjemme, og det trækker veksler på dem og Jakob, at jeg er så meget væk. Jeg savner morgenenerne med mine børn, men det var det, Venstre havde brug for, og jeg følte et stort ansvar.

Jeg er hjemme i weekenden, og søndag handler vi til hele ugen og lægger planer for ugens logistik, og så er jeg er som regel hjemme om mandagen og gerne en gang midt på ugen, men jeg skal køre klokken halv fem om morgenen for at være på arbejde i København klokken otte. 

Jeg ser desværre aldrig København, for jeg er i pendulfart mellem Christiansborg og ministeriet. 

Jeg arbejder fra 7 til 22 de dage, jeg er i København, og jeg har endnu ikke haft tid til at gå en tur på Strøget. På den måde kunne mit arbejde lige så godt have ligget i Slagelse eller et hvilket som helst andet sted."