Brenda fra Beverly Hills har spillet en stor rolle i Stine Bramsens nye beslutning
Stine Bramsen elskede serien "Beverly Hills 90210", da hun var ung, og nu har karakteren Brenda vist sig at få indflydelse på hendes voksne liv.
Husker du eftermiddagene foran fjernsynet, når det nyeste afsnit af ”Beverly Hills 90210” udkom? Var du forelsket i Brandon, Dylan eller måske David Silver? Og vigtigst af alt – hvem af de kvindelige hovedkarakterer spejlede du dig i?
Sangerinde Stine Bramsen elskede serien, da hun var ung, og den har vist sig at få stor indflydelse på hendes voksne liv.
Det fortæller hun i ALT for damernes podcast ”Skål Søster”.
”Mit nye band, Bye Bye Brenda, som jeg har startet med Kajsa Vala, er opkaldt efter Brenda fra Beverly Hills,” fortæller hun.
Og det er der en helt særlig grund til.
”Under processen med albummet, købte jeg en veteranbil – en Ford Escort Cabriolet – som skulle have et kvindenavn. Men det skulle ikke være et alt for sødt navn, og så kom jeg i tanke om Brenda. Jeg elskede hende som teenager, og hun var bare virkelig sej og autentisk. Jeg kan også sagtens finde på at sætte et afsnit på i dag, fordi jeg var så vild med serien,” siger hun i podcasten og fortsætter:
”Og da vi så skulle finde ud af, hvad filan vi skulle hedde som band, så begyndte vi at snakke om Brenda. For både Kajsa Vala og jeg står hun for noget, som har jordforbindelse, men også ben i næsen. Hun var faktisk en ret sej rollemodel, og det var hende, vi begge identificerede os med, når vi så serien. I min omgangskreds var man i hvert fald enten Kelly eller Brenda, og vi så os selv i Brenda, der var rebellen, der tog til demonstrationer og flyttede til Paris, hvis hun havde lyst til det. Hun var bare meget frygtløs.”
Nu hvor deres nye band hedder Bye Bye Brenda – hvad betyder ”farvellet” i navnet så?
”Kajsa og jeg er omkring de 40, og selvom der sker mange vidunderlige ting på det her tidspunkt i livet, så er der også nogle indre kampe. Er man tro mod sig selv? Når man har løbet maratonet med at få børn, så lander man pludselig og tænker over, hvem man så er nu. Og hvem var man egentlig tidligere i livet – og hvad vil man huske at tage med fra hende? Det er den melankoli, der ligger i Bye Bye Brenda, fordi hende, man engang var, hvad turde hun? Og hvad er det, man skal huske at holde fast i? Den Brenda, man gemmer på indeni, kan måske forsvinde lidt i voksenlivet med småbørn.”
Lyt til hele afsnittet af podcasten "Skål Søster", hvor Stine Bramsen og Kajsa Vala også taler om skønhedskirurgi, og hvorfor det er vigtigt at hylde midaldrende kvinder i film- og musikbranchen.