”Jeg kan det samme som andre, jeg gør det bare lidt anderledes”

Ruth Nina Magelund svinger rutinevant benet op i lænestolen. Med venstre hånd anbringer hun den ene strikkepind, så den sidder i spænd under knæet – og så strikker hun løs med én hånd. At tingene har kunnet gøres med mere end én arm og hånd, kan nærmest være svært at huske, for Ruth var kun 21 år, da hun fik amputeret sin højre arm – og siden har hun lært at klare livets fornødenheder med den venstre.

"Jeg kan det samme som andre, jeg gør det bare lidt anderledes," som hun siger med et smil.

"Da jeg arbejdede som pædagog, troede børnene ikke på, at jeg kunne binde sko med én hånd."

I dag er hun 74 år og pensionist. Hun sidder i sin gode lænestol med udsigt til blomsterne på terrassen. Ved hendes fødder står en kurv med strikketøj, for Ruth elsker at strikke, mens hun hører klassisk musik.

"Jeg har genfundet glæden ved at strikke, og jeg har savnet den ro, det giver," siger hun.

Opgav strikken

Ruth havde ellers ikke rigtig fået gang i strikkeriet, efter at hun mistede sin arm. Hun prøvede på et tidspunkt at fastgøre den ene pind, men det fungerede ikke optimalt, så hun opgav hurtigt igen.

Normalt har hun også en travl hverdag med bibelkreds, frivilligt arbejde hos Folkekirkens Café og Dagligstue i Ikast og en tjans som besøgsven, men under coronanedlukningerne fik hun pludselig alt for god tid. Og da hun havde hørt, at Sømandsmissionen manglede huer, halstørklæder og halsedisser til søens folk, gav hun strikkepindene en chance mere.

Og så var det, at hun udviklede teknikken med at bruge benet som erstatning for den manglende arm. Det fungerer, og Ruth får flere ting af pindene til gavn for andre.

"Det er dejligt, at nogen får glæde af det, jeg strikker," som hun siger.

Knuder på armen

Ruth voksede op i Lundeborg på Fyn og lærte som andre små piger at strikke af sin mor.

"Da jeg var ti år, strikkede jeg en trøje, men den blev alt for lille, fordi jeg strikkede for stramt, så jeg måtte begynde forfra," husker hun.

Ruth lider dog af den arvelige og kroniske sygdom neurofibromatosis, der viser sig som små knuder på huden og i de indre organer. Nogle af knuderne er ondartede, og Ruth har derfor været i kræftbehandling flere gange. Første gang var i 1969, da hun var 21 år.

"Jeg havde en plads som kokkepige på Vibjerg Alderdomshjem. Min højre arm var tyk og havde en masse ømme knuder, og det så ikke så pænt ud. Derfor gik jeg til lægen," fortæller hun.

Og det var godt, for det viste sig, at hun havde kræft i armen.

Forbudt at tale om

"Min mor måtte ikke sige det til mig, men jeg hørte det, da min far fortalte det til en anden. Jeg blev rigtig ked af det, for jeg vidste godt, hvad kræft betød," husker hun.

Sygdommen var så fremskreden, at lægerne måtte amputere både armen og skulderen.

"Jeg troede ikke rigtig på det, og da jeg vågnede efter operationen, var det første, jeg gjorde, at mærke på min arm. Jeg håbede, at jeg var så heldig, at de ikke havde taget hele armen, men det havde de," siger Ruth.

Når hun tænker tilbage, var det værste dog ikke selve det at miste en legemsdel; det var tavsheden, der fulgte.

"Det var en anden tid. Ingen satte sig ved min seng og talte med mig. Der blev ikke sat ord på mit tab, og jeg følte mig meget alene," fortæller hun.

Børnene spørger bare

Ruth måtte opgive sin plads som kokkepige, og i 1969 fandtes der heller ikke mange hjælpemidler, så Ruth måtte blot affinde sig med sin skæbne at lære at gøre alting på ny.

"Jeg måtte jo bare tage blyanten i venstre hånd og begynde at skrive med den," som hun konstaterer.

I stedet for kokkepige uddannede hun sig til børnehavepædagog, og det var en god beslutning, for Ruth elskede sit arbejde blandt børnene – blandt andet fordi de modsat voksne er umiddelbare og ikke så bange for det akavede.

"De spørger bare," siger hun.

"Og glemmer hurtigt, at jeg kun har en arm."

"Der var engang en dreng, der spurgte, om jeg havde fået armen hugget af med en økse," fortsætter Ruth grinende og fortæller, hvordan børnene ofte først blev bevidste om, at hun manglede en arm, når de nåede fireårsalderen.

"Først da havde de så meget kropsbevidsthed, at de lagde mærke til, at jeg kun havde en arm – for jeg kunne jo det samme som de andre pædagoger. Jeg har altid været sådan en voksen, der legede med børnene i sandkassen," siger hun.

Få sorte dage

Ruth selv er aldrig blevet gift eller har fået børn, selv om hun drømte om det dengang som ung.

"Men sådan blev det aldrig. Måske er det meget godt, for jeg har en alvorlig sygdom, som er arvelig," konstaterer hun og forklarer, at hun i stedet har fyldt sit liv med andre ting.

Hendes tro betyder meget – både mentalt og socialt – og da hun for nylig skulle flytte til noget mindre, troppede syv familier fra bibelkredsen op for at hjælpe.

"Jeg tror på, at Jesus går med mig hele vejen. Han er ved min side og baner vejen for mig, når livet er svært," siger Ruth – og fastslår.

"Jeg har heldigvis flest glade dage. Der er da også nogle sorte, men de får mig til at sætte pris på de gode."

Hun er nået til vejs ende – både med sin fortælling og med maskerne på pinden.