Virker din glade facebook-opdatering overfladisk?

Jeg holder af Facebook. Ikke helt så poetisk som Dan Turell holdt af hverdagen, men alligevel. Facebook giver mig nogle tiltrængte små smil hver dag. Jeg morer mig både med egne og andres opdateringer. Som min ven, der forleden var så alene på kontoret, at han ikke engang kunne finde en flue at fodre den kødædende plante med, eller hende, der som kommentar til Dan Jørgensens tiltag imod dyresex spurgte, om flueknepperi så også blev forbudt i samme omgang. Noget er sjovere end andet, også når det gælder mine egne opdateringer, men de får smilet frem, og det er, set med mine øjne, en fordel.

Sådan er det ikke alle, der har det. Og derfor kan man desværre ikke sådan få lov til at more sig i fred. Der sniger sig altid en af de der irriterende typer ind i tråden. Sådan en, der bare ønsker at forarges eller skælde ud eller i hvert fald sørge for, at ingen morer sig.

Og sådan en mødte jeg forleden. Hun skrev som kommentar til en af mine muntre opdateringer: Føler du dig meget overfladisk? Og jeg kunne jo kun svare, som sandt er, at det gør jeg ikke. Jeg føler mig hverken særlig dyb eller særlig overfladisk. Hun må gerne synes, jeg er overfladisk. Det, der provokerede mig, var udgangspunktet for spørgsmålet. For hvor har jeg dog mødt det mange gange i mit liv. At et mut ansigt er bedre og dybere end et smilende.

Da jeg skulle have taget billeder til et Børsen-interview om min første bog "Humor i ledelse", bad fotografen mig om ikke at smile så meget. Han var nervøs for, at ingen ville tage mig alvorligt. Da jeg som ung og single spurgte mine veninder, hvorfor jeg ikke kunne finde en kæreste, var svaret, at jeg smilede for meget. Jeg var simpelthen for åben. Det var bedre og mere sexet at være mut og lukket. Jeg lærte det aldrig. Så jeg smiler endnu, og det lykkedes mig heldigvis at finde en kæreste alligevel. Men kravet om det sure og lukkede findes stadig, og jeg møder det hele tiden. Når jeg for eksempel udbreder mig om, hvor dejligt det er, at newyorkerne smiler og snakker med en på gaden og i butikker, lyder det danske spørgsmål altid: Ja, men er det ikke meget overfladisk?

Hvorfor er det sådan? Hvad er det, der gør, at vi synes, surhed er dybere og mere interessant end glæde? Jeg tror, det handler om frygt og generthed. Hvis man ser tilstrækkelig sur ud, er facaden intakt. Den er ikke indbydende, og man risikerer ikke alt for megen kontakt. Et surt ansigt kræver ikke opmærksomhed, med mindre det sidder på enten en teenagedatter eller en kæreste, men det er en hel anden snak. Et surt ansigt leder blikket hen på noget andet. Det er nok også derfor, at så få modeller smiler på catwalken. Det er jo ikke deres ansigt, men tøjet, de har på, der er interessant. Og et smil drager. Som Misse fra "Matador" drager mænd. Hvis man går smilende ned ad Strøget, risikerer man både, at nogen ringer efter en læge eller måske, og endnu værre, starter en samtale. Smilet åbner døren på klem til sjælen. Det kan gøre mange mennesker skrækslagne. Og ser man det fra den vinkel, kan jeg jo roligt rette ryggen. Så er min munterhed ikke længere noget problem. Den er ikke overfladisk. Den er et udtryk for mod. Jeg smiler, fordi jeg tør invitere verden indenfor. Tør du?

LÆS OGSÅ: Sådan laver du gode opdateringer på de sociale medier

LÆS OGSÅ: Klumme: Sådan tackler du andres brok

LÆS OGSÅ: B.S. Christiansen: Når vi er glade, så vinder vi