Da Susanne mistede sin mand, var hun meget alene – med særlig strategi overvandt hun ensomheden

Jeg begyndte at rejse alene efter min mand død, men corona gav mig det sidste puf.

Alt lukkede jo, og det stod pludseligt klart, at selv om jeg har gode venner og familie, var jeg meget alene.

Læs også

Tine græd af tvivl, da hun solo-rejste første gang: nu har hun været i mere end 45 lande - alene

Sådan tror jeg, det var for mange. Da pandemien lettede, havde jeg et stort behov for at opleve noget og være sammen med mennesker igen, og det fik mig til at overvinde den sidste rest af modstand mod at rejse på egen hånd.

Jeg havde tidligere rejst til storbyer med min mand. London, Berlin, Washington og Stockholm. Men det virkede uoverskueligt at skulle sidde der mutters alene på en café eller restaurant, så jeg gik målrettet efter en rejse med en aktivitet, så der var et naturligt fælles samtaleemne. Og det har sådan set været min strategi siden.

Min første tur var et højskoleophold i Vejle, hvor vi skulle ro i kajak. Det var

virkelig godt. Vi kunne vælge mellem firemands- og enkeltværelser, og jeg valgte det sidste, så jeg kunne trække mig tilbage. Men frygten for at sidde helt alene og spise blev gjort til skamme. Vi spiste ved langborde og havde altid noget at snakke om, fordi vi havde det her fælles projekt.

Det var ret skønt, det hele – lige indtil sidste aften, hvor der var lagt op til pardans. Der var mange enlige kvinder, så det blev pludselig tydeligt, hvem der var alene, og hvem der ikke var. Her følte jeg mig rigtig alene. Ærgerligt og en unødvendig afslutning på en ellers virkelig god tur.

Jeg bestilte også en rundrejse i Sydengland med besøg ved Stone Henge. Igen var tanken, at hvis der var et fælles mål, så var der også et naturligt samtaleemne. Sådan var det også med min seneste rejse til Almalfikysten for at se Pompeji. Jeg har dog fundet ud af, at jeg godt kan lide vekselvirkningen mellem at være sammen med andre og alene.

Det er rart at have nogen at snakke med om det, man oplever. Men nogle gange har man også brug for at læse i en bog og få lidt fred. Det er fremmede mennesker, så det kræver noget socialt. Jeg er også stadig lidt på vagt for ikke at fylde for meget. Hvis jeg taler med et venindepar, kan jeg pludselig blive bekymret for at trænge mig på og blive en form for tredje hjul.

Verden har åbnet sig for mig igen. Med alle dens oplevelser og mennesker. Jeg ved ikke præcis, hvad jeg søger, og går ikke efter noget bestemt, for eksempel en ny veninde eller en kæreste. Men jeg er åben for det hele. For det bliver man, når man rejser alene.

Så jeg er lykkelig for, at jeg overvandt min frygt for at sidde og spise mutters alene. Det sker alligevel aldrig. Der er altid nogen at tale med. Og når du ikke gider, kan du altid gemme dig bag en god bog.