Da 23-årige
sanger og sangskriver Svea S satte sig for at skrive sit debutalbum, vidste hun
ikke præcist, hvor det ville ende henne.
Men noget inden i hende ville ud, og
pludselig stod hun med en samling af historier og følelser, der har formet
hende til den Svea, hun er i dag. Og som ræsonnerer med den generation, hun
selv er en del af, der i stor stil finder trøst og mening i at dele ud og
forstå hinandens inderste følelser.
Hvor udsprang
idéen til debutalbummet fra?
Jeg tror hele
tiden, min underbevidsthed har været på vej et sted hen. Det var først på
bagkant, da jeg skulle samle albummet, at jeg kunne se at alle de ting, jeg
havde skrevet om, egentlig var noget, jeg selv havde oplevet.
Albumnavnet ”For
evigt i går” afspejler de følelser, som jeg engang troede skulle vare for
evigt. Det er ting, som er i fortiden nu, men som har sat sit præg på mig.
Når jeg tænker tilbage på det, føles det, som var det i går.
Hvad er det
for nogle tanker og følelser, du sætter ord på?
Det er generelt at vokse op og se tilbage. En af sangene hedder ”Legepladsen”, og den handler om, at mine følelser er på en helt anden måde i dag, end da jeg var
barn. Dengang kunne jeg fikse det, der gjorde ondt med et plaster og et glas
saftevand. Nu er det pludselig hjertesorger eller ensomhed, der gør
ondt og ikke en rift på knæet. Jeg bliver ældre og skal finde mig selv, og så kræver det pludselig lidt mere end et plaster at fikse de ting, der gør ondt.
Hvordan har
du fundet dig selv?
Det er klart en
proces, som jeg stadig er i, og som måske aldrig slutter. Jeg ved godt, hvem
jeg er, men jeg vil heller aldrig lukke ned for at lære nye sider af mig selv
at kende.
Selvom jeg har et
godt fodfæste i, hvem jeg er, har jeg ikke altid haft det. Jeg havde svært ved
at finde min plads i gymnasiet. Jeg skilte mig meget ud, fordi jeg ikke ville
det samme, som de andre. Jeg pendlede ind til København og ville gerne lave
musik, og flere af de andre ville gerne bare blive, der hvor vi voksede op. Det
var helt klart i den periode, at jeg havde allermest krise og også en følelse
af at være ensom. Jeg havde ikke en gruppe, som jeg vidste, jeg kunne regne med.
Det første år
prøvede jeg virkelig at passe ind, selvom det føltes forkert. Jeg
forsøgte at være med i forskellige grupper i klassen, men jeg fandt bare ud af,
at jeg ikke havde meget til fælles med dem, udover at vi gik på samme skole.
Så følelsen af
ensomhed fyldte en del. Jeg tror, det er svært at undgå, når man skal være et
sted hver dag og bruge meget af sin tid der. Jeg overvejede kort at flytte
gymnasium, men så blev jeg enig med mig selv om, at jeg bare skulle igennem.
Hvordan
påvirkede de oplevelser dig?
Jeg er bange for at blive misforstået. Det kommer nok fra, at jeg blev drillet som lille, inden jeg flyttede skole. Når jeg så blev drillet, var jeg meget udadreagerende, og så kom de voksne altid og var sådan, ej Svea, lad lige være. Så det var meget det der med at blive påduttet noget, jeg egentlig ikke selv havde gjort.
Efterfølgende har jeg tvivlet på min egen rolle både personlighedsmæssigt og
udseendemæssigt, og om jeg taler for meget. Om jeg virker reserveret? Om jeg er for
omklamrende? Jeg har været god til at pådutte mig selv, at det er mig, der er
problemet, hvis der er opstået en situation.
Det bunder nok
også i, at jeg er en overtænker. Hvis jeg får sagt et eller andet til
nogen, kan det godt fylde for mig i lang tid, og hvis jeg så siger det til
personen en uge efter, kan de slet ikke huske, hvad jeg har sagt. På den
måde, kan jeg ofte gøre små ting store i mit hoved.
Har der været
et tidspunkt, hvor du har besluttet dig for at gøre op med de her ting?
Især overtænkning er noget, der er megasvært at komme ud af igen. Selvom jeg
siger til mig selv, at jeg ikke skal lytte til den negative stemme i mit
hoved, der for eksempel siger, at jeg er for tyk, så kan den være helt vildt
svær at overdøve. Den ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer af med.
Men der er klart
sket en forandring med mange ting. Jeg er blevet bedre til at stå ved mine egne
beslutninger og stoppe med at lytte til den negative stemme. Jeg
tror både, det kommer med at blive ældre, men også at være i den her branche, hvor jeg tager beslutninger for, hvordan jeg skal være udadtil, hvordan min musik
skal være og alle de her ting. Jeg skal tage en masse valg, som folk udefra er
dommere overfor, så der skal jeg være god til at holde fast i mig selv.
Hvordan er det
for dig, at de her meget personlige tanker og følelser kommer ud i
offentligheden?
Der er jo aldrig
nogen, der har lyst til, at folk skal se på dem som værende svage eller usikre.
Jeg tror, vi på mange måder alle sammen gerne vil fremstå som selvsikre
mennesker, der har styr på vores liv. Så det er grænseoverskridende at åbne op for mine følelser og vise, at jeg også har
dage, hvor jeg ikke bærer mig selv med selvtillid, men egentlig bare er ved at
falde sammen.
