Svea S har tvivlet på sig selv, lige siden én speciel oplevelse som barn

Da 23-årige sanger og sangskriver Svea S satte sig for at skrive sit debutalbum, vidste hun ikke præcist, hvor det ville ende henne. 

Men noget inden i hende ville ud, og pludselig stod hun med en samling af historier og følelser, der har formet hende til den Svea, hun er i dag. Og som ræsonnerer med den generation, hun selv er en del af, der i stor stil finder trøst og mening i at dele ud og forstå hinandens inderste følelser.

Hvor udsprang idéen til debutalbummet fra?

Jeg tror hele tiden, min underbevidsthed har været på vej et sted hen. Det var først på bagkant, da jeg skulle samle albummet, at jeg kunne se at alle de ting, jeg havde skrevet om, egentlig var noget, jeg selv havde oplevet.

Da Mette forsøgte at tænde gnisten i ægteskabet, kom mandens reaktion som et chok

Da vores børn var flyttet hjemmefra, gik det op for mig, hvor langt Martin og jeg var gledet fra hinanden. Jeg satte derfor alt ind på at få bragt liv i vores forhold igen. Det blev desværre en kamp, jeg kom til at stå meget alene med.

Albumnavnet ”For evigt i går” afspejler de følelser, som jeg engang troede skulle vare for evigt. Det er ting, som er i fortiden nu, men som har sat sit præg på mig. Når jeg tænker tilbage på det, føles det, som var det i går.

Hvad er det for nogle tanker og følelser, du sætter ord på?

Det er generelt at vokse op og se tilbage. En af sangene hedder ”Legepladsen”, og den handler om, at mine følelser er på en helt anden måde i dag, end da jeg var barn. Dengang kunne jeg fikse det, der gjorde ondt med et plaster og et glas saftevand. Nu er det pludselig hjertesorger eller ensomhed, der gør ondt og ikke en rift på knæet. Jeg bliver ældre og skal finde mig selv, og så kræver det pludselig lidt mere end et plaster at fikse de ting, der gør ondt.

Hvordan har du fundet dig selv?

Det er klart en proces, som jeg stadig er i, og som måske aldrig slutter. Jeg ved godt, hvem jeg er, men jeg vil heller aldrig lukke ned for at lære nye sider af mig selv at kende.

Selvom jeg har et godt fodfæste i, hvem jeg er, har jeg ikke altid haft det. Jeg havde svært ved at finde min plads i gymnasiet. Jeg skilte mig meget ud, fordi jeg ikke ville det samme, som de andre. Jeg pendlede ind til København og ville gerne lave musik, og flere af de andre ville gerne bare blive, der hvor vi voksede op. Det var helt klart i den periode, at jeg havde allermest krise og også en følelse af at være ensom. Jeg havde ikke en gruppe, som jeg vidste, jeg kunne regne med.

Mettes mand blev afvisende – så tog hun en beslutning, der reddede forholdet

Kasper og jeg havde altid haft et godt og ligeværdigt forhold, men det havde ændret sig. For Kasper virkede pludselig så sur, og han kritiserede mig konstant. Hvad det handlede om, fik jeg først svar på, da jeg endelig satte foden ned. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Det første år prøvede jeg virkelig at passe ind, selvom det føltes forkert. Jeg forsøgte at være med i forskellige grupper i klassen, men jeg fandt bare ud af, at jeg ikke havde meget til fælles med dem, udover at vi gik på samme skole.

Så følelsen af ensomhed fyldte en del. Jeg tror, det er svært at undgå, når man skal være et sted hver dag og bruge meget af sin tid der. Jeg overvejede kort at flytte gymnasium, men så blev jeg enig med mig selv om, at jeg bare skulle igennem.

Hvordan påvirkede de oplevelser dig?

Jeg er bange for at blive misforstået. Det kommer nok fra, at jeg blev drillet som lille, inden jeg flyttede skole. Når jeg så blev drillet, var jeg meget udadreagerende, og så kom de voksne altid og var sådan, ej Svea, lad lige være. Så det var meget det der med at blive påduttet noget, jeg egentlig ikke selv havde gjort.

Efterfølgende har jeg tvivlet på min egen rolle både personlighedsmæssigt og udseendemæssigt, og om jeg taler for meget. Om jeg virker reserveret? Om jeg er for omklamrende? Jeg har været god til at pådutte mig selv, at det er mig, der er problemet, hvis der er opstået en situation.

Det bunder nok også i, at jeg er en overtænker. Hvis jeg får sagt et eller andet til nogen, kan det godt fylde for mig i lang tid, og hvis jeg så siger det til personen en uge efter, kan de slet ikke huske, hvad jeg har sagt. På den måde, kan jeg ofte gøre små ting store i mit hoved.

Har der været et tidspunkt, hvor du har besluttet dig for at gøre op med de her ting?

Især overtænkning er noget, der er megasvært at komme ud af igen. Selvom jeg siger til mig selv, at jeg ikke skal lytte til den negative stemme i mit hoved, der for eksempel siger, at jeg er for tyk, så kan den være helt vildt svær at overdøve. Den ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer af med.

Stephanie Léon fik en ærlig besked, da hun mødte sin søns far: "Det havde jeg meget respekt for"

Skuespiller Stephanie Léon har lært, at den stærkeste kærlighedsforbindelse skabes i de små, men betydningsfulde, handlinger. Og selvom kærligheden tit har skuffet hende, ved hun, at den findes overalt - fra kassedamen i Rema til de lokale på hjørnet af kiosken.

Men der er klart sket en forandring med mange ting. Jeg er blevet bedre til at stå ved mine egne beslutninger og stoppe med at lytte til den negative stemme. Jeg tror både, det kommer med at blive ældre, men også at være i den her branche, hvor jeg tager beslutninger for, hvordan jeg skal være udadtil, hvordan min musik skal være og alle de her ting. Jeg skal tage en masse valg, som folk udefra er dommere overfor, så der skal jeg være god til at holde fast i mig selv.

Hvordan er det for dig, at de her meget personlige tanker og følelser kommer ud i offentligheden?

Der er jo aldrig nogen, der har lyst til, at folk skal se på dem som værende svage eller usikre. Jeg tror, vi på mange måder alle sammen gerne vil fremstå som selvsikre mennesker, der har styr på vores liv. Så det er grænseoverskridende at åbne op for mine følelser og vise, at jeg også har dage, hvor jeg ikke bærer mig selv med selvtillid, men egentlig bare er ved at falde sammen.

Petra Nagel sendte sårbar sms til en fremmed kvinde – svaret var alt, hun håbede på

Med håbet om at bygge et venskab med en lokal kvinde i sin hjemby, rakte Petra Nagel ud til én, som hun havde fået et venne-crush på.