Mettes mand blev afvisende – så tog hun en beslutning, der reddede forholdet

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Mette opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

"Helt ærligt, Mette! Den hvide farve er altså for skinger. Skulle den ikke have været bare lidt mere blød i nuancen?"

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

Kasper var lige kommet hjem fra en konference på Sjælland, og jeg havde malet køkkenet imens. Vi havde længe været enige om, at væggene trængte til at blive frisket op, og da jeg var alene hjemme i de fire dage, Kasper var væk, ville jeg glæde og overraske ham med, at det langt om længe var blevet fikset.

Men i stedet for at blive glad og overrasket, så havde Kasper som det første kritiseret mit farvevalg. Det gjorde mig ked af det – igen. For det var efterhånden lige meget, hvad jeg gjorde, så kritiserede Kasper mig.

Hvis jeg lavede mad, var den for salt eller for sød. Hvis jeg foreslog noget, vi burde opleve sammen, så gad han aldrig. I vores sommerferie havde vi aftalt at leje et hus ved Vesterhavet, og jeg havde brugt uger på at finde det rigtige. Da Kasper så huset, rystede han bare på hovedet og ville pludselig hellere sydpå.

Samme aften, som Kasper var kommet hjem fra sin konference, var der en film i fjernsynet. Jeg syntes, den var sjov og morede mig. Indtil jeg så hen på Kasper. Han sad og vendte øjne og syntes tydeligvis, at den var både åndssvag og kedelig.

Jeg blev mere og mere ked af det. Jeg var godt klar over, at Kasper tit var for træt og havde fået meget travlt, efter at han var blevet forfremmet til chef, men derfor behøvede han jo ikke at være så afvisende og sur, hver gang jeg åbnede munden.

Jeg havde faktisk forsøgt at sige det til Kasper flere gange, og da filmen var slut, prøvede jeg igen. Jeg forklarede ham forsigtigt, at jeg var ked af det og tæt på at miste lysten til at være sammen med ham, når han altid syntes, at alt, hvad jeg gjorde, var forkert. 

Camilla gik ”kedeligt” klædt, men så gav moderedaktøren hende 3 gode råd

Hvis du tror, at det eneste, der kan fikse dine tøjkriser, er at shoppe en masse nyt, så tro om igen. Måske har du brug for andre øjne på det, du allerede har i skabet. ALT for damernes moderedaktør Sara Lauridsen yder her stilmæssig krisehjælp til Camilla Fjeldsøe, som savner en retning og gode råd til, hvordan hun får brugt sit tøj på nye måder. Svaret er velvalgte accessories og en lille håndfuld kloge tilføjelser til garderoben – og mod.

Jeg var godt klar over, at han var træt og udmattet lige nu, så derfor syntes jeg, at vi i stedet skulle tale videre om det dagen efter. Dernæst hentede jeg min dyne og sagde, at jeg sov inde på gæsteværelset.

Det havde ikke altid været sådan imellem os. Vi havde tidligere været et godt team. Kasper havde været sød og hensynsfuld, og vi havde haft nogle dejlige år sammen med vores børn, der nu var rykket hjemmefra. Vi havde vores små systemer; Kasper købte ind, jeg lavede mad, han gik mest på arbejde og tjente flest penge, og jeg gjorde mest rent og ryddede mest op. 

Men vi havde altid været ligeværdige, vi havde grint og talt og givet hinanden en masse opmærksomhed. Nu var alt anderledes. Kasper var konstant sur og kort for hovedet.

Næste dag fik vi alligevel ikke talt sammen. Kasper havde noget arbejde, der skulle fixes, og om aftenen skulle vi til fest. Jeg tog den nye cremefarvede kjole på, jeg havde købt til festen. Mens vi stod foran spejlet, og Kasper bandt sit slips, skævede han til mig og sagde, at det da var rart at se mig i noget nyt – selvom han normalt ikke var vild med lige den farve.

Bum. Der var den igen, den kritiserende og negative indstilling til alt. Jeg blev bare så ked af det. Faktisk kunne jeg ikke mindes, hvornår han sidst havde sagt noget sødt til mig.

"Sig mig, har du mødt en anden?"

Det røg bare ud af mig. For der måtte jo være en grund til, at Kasper opførte sig så kold over for mig. Men han rystede bare på hovedet, som om han tænkte, at nu var jeg da virkelig blevet tosset.

Jeg var virkelig i vildrede. For hvad var der galt med ham? Det tænkte jeg på under det meste af festen, som vi gennemførte med en pæn – men meget kølig – facade. Inderst inde var jeg dog ulykkelig, og på et tidspunkt fik jeg det så skidt, at jeg gik ud på toilettet og ringede til min veninde Charlotte. Og så kom jeg til at græde.

Næste dag stod jeg tidligt op og kørte over til hende. Først græd jeg, men efterhånden fik jeg det bedre. Det var så dejligt at få talt med hende, det samme gjaldt åbenbart også for Charlotte, for vi endte med at aftale, at vi ville tage på en uges ferie sammen bare os to. Uden mænd. Bare slappe af og blæse på det hele.

Ugen efter bestilte jeg rejsen. Og da Kasper kom hjem, sagde jeg det til ham: "For resten. Jeg tager til Kreta med Charlotte om tre uger."

Kasper så på mig, som om jeg lige var faldet ned fra månen. Så forklarede jeg ham, at jeg trængte til at komme væk. Væk fra ham og fra det hele.

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

De næste uger blev Kasper lidt mere opmærksom på mig. Og jeg fik faktisk dårlig samvittighed over bare sådan at ville stikke af fra det hele. Men da han begyndte at udspørge mig om, hvorfor jeg ville på ferie uden ham, og jeg forklarede ham det, som det var; nemlig, at han simpelthen var ved at suge den sidste rest af selvværd ud af mig, så det ud, som om han begyndte at forstå. Men nu havde jeg besluttet mig. Jeg ville på ferie med Charlotte.

Vi havde da også en vidunderlig og hyggelig tur, og jeg genfandt mit overskud og gode humør. Og da vi kom hjem igen, brune og glade, fik jeg en ordentlig krammer af Kasper, som hentede os i lufthavnen.

"Hvor ser du dejlig ud! Nej, hvor har jeg savnet dig," hviskede han.

Jeg var målløs. For sådan havde han ikke sagt meget længe. Og da vi kom hjem, havde han dækket op med tapas, vin og lys på bordet. Var det bare det, der skulle til? En lille markering om, at han ikke bare skulle tage mig for givet. Åbenbart. For i hvert fald blev Kasper sig selv igen, og han indrømmede også, at han hele ugen havde været bange for, at jeg ville forlade ham. 

Han indrømmede tilmed, at han havde været lidt for god til at slæbe alle spekulationerne fra sit arbejde med sig hjem, og at det var gået ud over os. Det ville han prøve på at lade være med fremover, og det løfte har han heldigvis – stort set – holdt siden.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.