Sygeplejerske om corona og hospitalerne

24-årige Line brød sammen på tv: "Vi er SÅ pressede"

Den nyuddannede sygeplejerske, Line Schnoor, er en del af corona-beredskabet på Skejby Hospital. I en videodagbog på DR1 søndag aften gav hun os et et indblik i, hvor presset sundhedspersonalet er lige nu, og det har fået folks øjne op for alvoren.

I 21 Søndag mødte seerne sygeplejersken Line Schnoor, 24. Hun er ansat på afdeling for infektionssygdomme og har over jul og nytår lavet en filmdagbog fra hverdagen på Skejby Sygehus.

Smittetrykket bliver højere, indlæggelserne flere og Corona-sygemeldinger blandt kollegaer bliver hyppigere. Hele corona-situationen er spidset til og optagelserne viser, hvor pressede og trætte sundhedspersonalet er efter mange måneders kamp.

I indslaget ser man Line Schnoor, der på et tidspunkt bryder sammen foran leder og kollegaer, filme sig selv, imens hun græder. Der mangler hænder og tid på afdelingen, og hun har dårlig samvittighed overfor sine kollegaer, der må løbe ekstra stærkt, når hun ikke holder til presset.

Mange positive reaktioner

Efter udsendelsen har Line Schnoor nu fået en uge fri, og selvom det knapt er et døgn siden hun optrådte på DR1, er reaktionerne væltet ind, fortæller hun i et interview til ALT.dk.

”Jeg har fået så meget positiv respons fra alle mulige, der fortæller at restriktionerne, giver bedre mening, når man ser, hvor presset sundhedsvæsnet er. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg ville få så mange reaktioner. Jeg har ikke modtaget en eneste negativ besked, folk udviser bare taknemmelighed for det arbejde, vi gør. Det er både folk, jeg kender godt og perifert, men også fremmede og andre sundhedsprofessionelle, som jeg ikke kender. Der var fx en speciallæge, der skrev til mig på Facebook i morges, at hun bare ville sige tak, og så tilbød hun mig, at jeg måtte låne hendes penthouselejlighed i København. Det var vildt overvældende”, fortæller hun i et telefoninterview.

Taknemmeligheden falder på et tørt sted, for den forøgede indsats tærer på kræfterne. Heldigvis giver opbakningen fornyet energi.

”Jeg er SÅ taknemmelig for, at jeg har fået det her talerør, til at vise hvordan det er at være sygeplejerske og særligt under corona-pandemien. Jeg er glad for at kunne skabe fokus, for der er mange, der stadig ikke forstår alvoren, og hvor pressede vi er. Reaktionerne har givet mig en ny energi, for er der en ting, som jeg tror mange sygeplejersker mangler i deres arbejde, så er det anerkendelse for deres arbejde”, forklarer Line Schnoor.

”Det er hårdt at gå på arbejde hver dag og være så presset og så føle, at der ikke er nogen, der ser det. For vi har i forvejen ikke ret gode arbejdsforhold, og vores løn gider jeg slet ikke komme ind på. Lidt mere anerkendelse ville gøre godt og give mere energi til at komme igennem det her”, uddyber hun.

Sygeplejerske2.jpg

Ansvar for menneskeliv

Line Schnoor er nyuddannet sygeplejerske fra juni, men har grundet presset fra de mange corona-indlæggelser og de manglende hænder allerede haft vagter som ansvarshavende sygeplejesker på enkelte vagter.

”Det skal ikke lyde som om, jeg ikke er kompetent, for det mener jeg, at jeg er. Men ansvaret for andre menneskers liv er altså stort med mine fem måneders erfaring. Forleden havde jeg en nattevagt, hvor jeg var ansvarshavende sygeplejerske. En patient bliver dårlig, og lægen skal tilkaldes. Selvom der er sygeplejersker fra andre afdelinger med langt mere erfaring på vores afdeling for at hjælpe til, så er det mig, der er ansat på afdelingen og skal tage styringen i sådanne situationer. Det er et stort psykisk pres, men selvfølgelig løfter jeg ansvaret, for det skal jeg”, siger hun resolut i røret. 

Hvordan ser du dig selv stå igennem presset?

”Nu har jeg jo fået fri en uge efter at have været så presset, og det gør bestemt godt. Men jeg skal tilbage på mandag, og det bliver da ikke nemt. Men jeg har ikke tænkt mig at gå ned med stress, selvom det selvfølgelig ikke er noget, man selv kan vælge, så har jeg tænkt mig at arbejde mig igennem den her pandemi,” fortæller hun og uddyber:

”Os, der er tilbage, skal tage ekstra vagter og dække ind, og der er ikke nogen, der har svaret på, hvor det ender. Det er en helt uoverskuelig følelse, og det er svært at bebrejde systemet for det her. Alle er lidt rådvilde, og man har forsøgt med forskellige tiltag. Jeg synes fx, at det er godt, at de ikke bare har åbnet op for sluserne og indlægger alle, for det ville gå ud over den totale patientsikkerhed. Men patienterne er der, og dem, der har brug for indlæggelse, har brug for behandling, derfor er det nok den bedste mulighed at fordele patienterne”

Men pandemien kan være langt fra slut, hvordan holder du modet oppe?

”Jeg arbejder på en helt vildt god afdeling, og når vi har det hårdt, bruger vi hinanden til at komme igennem dagen. Der, hvor man ser mig bryde sammen, har jeg presset mig selv så langt ud, fordi jeg ikke har haft lyst til bede min leder om fridage, selvom jeg har brug for det. For jeg ved, at det går ud over mine kollegaer, som også har brug for fridage. Men man står op hver dag og passer patienterne sammen. Jeg vil ikke gå ned med stress, for jo hårdere bliver det for de andre, og der er allerede mange af mine kollegaer, der er blevet sygemeldt med stress under corona. Vi mangler flere sygeplejesker, og det gjorde vi endda i forvejen. Så jeg håber bare, at folk tager restriktionerne alvorligt, for vi er SÅ pressede,” afslutter Line Schnoor.

Læs meget mere om corona og de mennesker, som den har fået livsomvæltende betydning for, her.