Da Sylvia var 20 år, mistede hun sin mor, og dén historie har trykket – indtil nu

Du debuterer med din første spillefilm, ”Min evige sommer”, som er en rørende fortælling om en ung piges sidste sommer med sin dødeligt syge mor. Hvordan opstod filmens handling?

"Filmen er inspireret af min egen oplevelse. Jeg mistede min mor til kræft, da jeg var 20 år gammel, og hun havde været alvorligt syg over to omgange, siden jeg var 15 år."

"Jeg havde lyst til at finde ud af, hvordan en så stor sorg kan påvirke ens ungdom, og hvordan man håndterer både at være et ungt menneske, der står på dørtærsklen til sit eget liv, samtidig med at leve i et venterum til døden – om den splittelse, der opstår derimellem. Det er noget, som jeg selv har oplevet, og som har så uendeligt mange komplicerede følelser og facetter i sig." 

"Filmen var nok en måde for mig at undersøge det på og samtidig nærme mig noget, som jeg i lang tid ikke turde komme tæt på. Alle scener i filmen er i et eller andet omfang baseret på egne minder, øjeblikke og følelser, så man kan nok sige, at der har været en form for nødvendighed i at udforske den historie, som har ligget og trykket så længe – så det måtte blive min spillefilmsdebut."

læs også

Sygdomsforløbet lærte Anne Ventzel en vigtig lektie: ”Det var jeg ikke særlig god til før”

Hvordan håndterede du visheden om, at du ville miste din mor så tidligt i ungdomslivet?

"Det var et uhåndgribeligt chok at få væltet sin verden fra den ene dag til den anden, så jeg blev pludselig stillet i en meget skrøbelig situation på et tidspunkt, hvor ungdomslivet for alvor begyndte at banke på, og man i forvejen var på udebane."

"Men da hun blev diagnosticeret med brystkræft første gang, da jeg var 15 år, vidste vi ikke, at hun ville blive terminal. Lægerne mente, at det sagtens kunne behandles, hvilket det også blev – hun fik foretaget operationer og fik kemo med det samme. Så jeg klyngede mig meget fast til håbet om, at hun nok skulle blive rask, selvom vores liv foregik i kemoland."

"Hun blev også raskmeldt efter et par år, men lige da jeg blev færdig i gymnasiet, opdagede lægerne, at det havde spredt sig meget hurtigt til store dele af kroppen, og at det denne gang var uhelbredeligt. Jeg vidste overhovedet ikke, hvordan jeg skulle håndtere frygten og visheden om, at jeg skulle miste min mor."

"Jeg søgte nok i virkeligheden meget væk fra hjemmet og tog mere afstand til hende, fordi det var for tungt at være i. Det er svært at se forfald i det menneske, som du er vant til skal passe på dig. Det var en anden, svagere mor, end jeg havde kendt, og jeg blev også ret angst overfor sygdom generelt."

Hvordan det?

"Der er en forestilling om, at når døden først banker på, er det eneste rigtige at gøre at sidde limet fast til sengekanten og holde i hånden. Men der er realiteten bare ofte en anden. Man kan slet ikke forstille sig, hvordan man opretholder en form for normalitet, men det vilde er, at det gør vi jo ret hurtigt."

"Jeg tog ud og levede livet, som hun også ønskede, jeg skulle, og gik for eksempel på højskole det halve år op til, at hun gik bort. Det kan hurtigt virke ude af sync med omverdenen, men for familien, der er i det hele tiden, skal der jo opretholdes en form for normalitet, og man kan ikke sætte sit liv på standby."

"En ting er, at livet stadig fortsætter til en vis grad, men en anden er også, at jeg decideret var angst for at være på hospitalet og generelt havde en afsky overfor sygdom. Jeg havde virkelig svært ved at være der, hvor min mor var, og jeg kan stadig mærke, at jeg har det svært med sygdom i dag."

"Jeg husker tydeligt, da min mor skulle have klippet alt sit hår af i det første kemoforløb. Jeg var ængstelig og bange for alt, der var uvist, så jeg sagde til hende, at jeg aldrig nogensinde ville se hende uden tørklæde eller hat på. Det har måske sat sig ekstra fast i min hukommelse, for efter hun døde, fik jeg hendes dagbøger, og der var en sekvens, hvor hun skrev, at hun havde været ked af min reaktion."

Filmen er i høj grad bygget op om hverdagsøjeblikke med en følelse af ventetid. Hvordan følte du selv den ventetid?

"Sorg er jo forfærdeligt uanset, men ventesorg er et sindssygt kompliceret rum at navigere i. Man venter i et uvist rum, hvor man ved, at der er en slutdato, og man ved også, at livet aldrig vil være det samme igen efter den slutdato."

"For mig var ventesorgen også forbundet med en form for skam, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere det, og derfor tog afstand. Jeg vidste godt, hvad jeg “burde" have gjort, så der var en masse dårlig samvittighed forbundet med at fortsætte sit eget liv og samtidig ikke have lyst til at være tæt på sygdommen."

læs også

Livet har lært Lone Hertz én ting, som hun vil give videre: "Så kommer man også rigtigt langt med sig selv"

Hvorfor tror du, at du tog afstand?

"Set i bakspejlet kan jeg godt se, at den afstand, jeg tog, var en form for forberedelse til den ultimative afstand, der uundgåeligt ville komme. Det var for smertefuldt at være for tæt på, når jeg vidste, at det var slut lige om lidt. I kombination med alderens naturlige løsrivelsesproces var der altså noget i mig, der ville søge væk og blive selvstændig."

"Det var helt sikkert en form for selvbeskyttelse og kontrol, som jeg husker at være meget splittet over, for jeg havde stadig et dybt, dybt behov for nærvær og kærlighed."

"Når jeg husker tilbage på den tid, har jeg et klart billede af mig, der står på afstand og kigger på min mor og har lyst til at løbe hen og kramme hende, men som simpelthen ikke kunne gøre det, fordi jeg ikke turde at overgive mig til den sårbarhed – for hvis jeg først overgav mig til sorgen, ville jeg intet kunne."

Hvornår overgav du dig så til sorgen?

"Jeg husker tydeligt, at der var noget i mig, der overgav sig i min mors sidste timer. Inden for hvad der blev hendes sidste døgn, blev jeg ramt af en intuition om, at jeg skulle få sagt det, jeg havde brug for."

"Jeg var faktisk på vej ud ad svingdøren på hospitalet efter et besøg, og så ramte der en følelse af, at den måde, jeg havde sagt farvel på, ikke havde været tilstrækkelig. Så jeg vendte 180 grader, gik op igen, tog hende i hånden og fik sagt alt det, jeg ikke havde fået sagt – den tale, der så længe havde maset sig på om al den taknemmelighed, jeg følte over for hende, og ja – hvor højt jeg elskede hende. 

"I det øjeblik kom alt væltende, og ganske rigtigt gik hun bort samme nat. Så det var først i det enkelte øjeblik til sidst, at jeg turde overgive mig, efter flere års afstand."

"Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at kærligheden havde været den stærkeste drivkraft, så der er jo også en form for skam i, at den måske ikke var det før til allersidst. Da jeg endelig overgav mig, blev angsten i et øjeblik til noget andet, og der var en form for accept, der begyndte at indfinde sig."

Sylvia Le Fanu

Instruktør og manuskriptforfatter. 

Hun er født i London og har britiske forældre, men er vokset op i Ebeltoft. Er uddannet fra Den Norske Filmskole i 2020, og har en bachelorgrad i Film- og Medievidenskab fra Københavns Universitet. 

Hun står bag flere prisvindende kortfilm som ”Abu Adnan” og ”Amourteur”, og har nu sin spillefilmsdebut med filmen ”Min evige sommer”, der har biografpremiere den 27. februar. 

Hun er 35 år gammel og bor på Nørrebro i København.

Hvad tænker du om den afstand i dag – er det noget, du fortryder, eller ser du det som en naturlig del af sorgen?

"Jeg har det grundlæggende sådan, at jeg ikke kan fortryde ting, som jeg ikke føler var et valg. Man handler ofte ulogisk i sådan en krise, og jeg var jo også meget ung. Siden har jeg døbt det “pindsvineadfærden”. Når pindsvinet bliver bange, så kommer piggene frem, og så bliver alle omkring en utrygge, for de har ikke lyst til at kramme et pindsvin – men egentlig har man bare haft megameget brug for det kram."

"Jeg var svær for andre at have med at gøre, og jeg blev lidt usympatisk på mange måder – og så kan sorgen let fremstå som vrede. Så jeg kan godt fortryde, at jeg skubbede folk omkring mig væk, for det var ikke kun min mor, jeg holdt ud i strakt arm – det var også min far, mine veninder og min kæreste." 

"Jeg var ofte vred og frustreret på dem, for jeg følte aldrig, at de kunne gøre eller sige det rigtige, hvilket man jo heller ikke kan. Min far havde sin egen sorg, samtidig med at han skulle indtage en ny rolle, for i vores familie havde det altid været min mor, der var den sociale lim. Og det tog mange år for os bagefter at finde ud af, hvad vores relation skulle være. Men jeg er glad for, at jeg nåede at overgive mig det sidste døgn, inden hun gik bort, for ellers havde jeg helt sikkert fortrudt det."

læs også

Josefine Høgh mistede sin far og fødte sin datter inden for få uger: ”Det var en af de største kriser i mit liv”

Husker du på noget tidspunkt din mor italesætte den afstand, du tog?

"Generelt oplevede jeg min mor som meget forstående og empatisk, men jeg husker også nogle indirekte stik, hvor hun italesatte det lidt mellem linjerne – og det er også minder, jeg har taget med i filmen. Der er for eksempel en scene, hvor moderen siger, at hun gerne vil have, at datteren Fanny er hjemme fra nu af. Og det er jo en måde at sige på, at hun har brug for mere nærvær. "

"Jeg husker også meget tydeligt én gang, hvor hun skældte min far og mig ud. Det var juleaften, og vi skændtes om, om der skulle være farvede lys på juletræet eller ej. Dér brød hun ind og sagde, at det var åndssvagt at bruge tiden på at skændes, når det muligvis var hendes sidste jul. Det er den eneste gang, hvor jeg husker hende være så direkte."

"Jeg er sikker på, at hun bekymrede sig om, hvordan det skulle gå min far og mig, når hun ikke var der mere – for vi havde ikke den stærkeste relation. Nu, når jeg tænker tilbage, husker jeg, at jeg faktisk boycuttede den juleaften og tog hjemmefra. Det er noget, jeg godt kan fortryde."

Hvad har du lært om dig selv gennem arbejdet med filmen?

"Jeg synes virkelig, at jeg har lært at forstå min omgangskreds’ reaktioner og følelser dengang. Når jeg reagerede med pindsvineadfærd, er det klart, at berøringsangsten blev forstærket til et emne, som i forvejen er svært – og det skaber afstand."

"Jeg husker, at jeg som 20-årig tænkte, at jeg selv ville blive en god pårørende til en, der mister – klip til, at min veninde stod i den situation for nylig, og jeg oplevede at stå på den anden side af bordet. Jeg mærkede fuldstændig samme berøringsangst og var lige så handlingslammet, som mine veninder var dengang. Det viser virkelig bare, hvor svær døden er at italesætte, lige meget hvad du har oplevet."

"Jeg synes dog, at det har været en form for healende proces at lave denne film, hvor jeg har lært at skulle elske mine karakterer på trods af deres fejl. Det har været en proces, hvor jeg har lært at forstå mig selv på en anden måde – og det havde måske været mere hjælpsomt at have forstået, da jeg var yngre."

"Der er for eksempel mange ting, jeg har banket mig selv i hovedet for i mine 20’ere, som jeg ikke har forstået har hængt sammen med min sorg."

"Når jeg kigger tilbage nu, har jeg bare lyst til at give den unge Sylvia en kæmpe krammer. Så jeg tror også, at det har været en form for tilgivelsesproces for mig selv. Jeg havde brug for at finde ind til den sårbarhed, der lå bag den ulogiske adfærd, jeg havde, og så tilgive mig selv for det."